Nogle gange kan en tur til udlandet gøre, at man vender hjem og ser anderledes på sin egen tilværelse. Efter en helt fantastisk og smuk tur til Israel og Palæstina hen over sommeren tænker jeg i nye baner om vores liv i Aarhus.
Jeg er netop hjemvendt fra en rejse til Israel og Palæstina. Her rejste jeg i tre uger sammen med min gode veninde gennem de sidste syv år. Vi så store dele af landet, og prøvede også at bo i en kibbutz i ti dage, for at komme kulturen endnu nærmere.
Israel er et fantastisk land med smukke mennesker og en smuk kultur, og jeg går allerede med tanken om at tage derned igen for en længere periode. Det er et magisk land, og man bliver fanget og draget af det. Efter rejsen og hjemkomsten til Aarhus, har jeg sat mange ting i perspektiv. Israel er et storslået land, men også langt fra vores lykkelige boble, Aarhus.
Mænd i uniformer
Hvis man sammenligner en gennemsnitlig ung israeler med en gennemsnitlig ung dansker, så er der meget forskel. Alle israelere har f.eks. tvungen værnepligt fra de er 18 år. Hvis du er mand skal du være af sted i minimum tre år, og for en kvinde er det to år. Det er altså utrolig mange mennesker, som er tvunget til at aftjene værnepligt, og man ser dem over det hele, især på store bus- og togstationer. Forestil dig Aarhus Banegård og Rutebilstationen være konstant fyldt med 18-årige drenge og piger med store maskinpistoler hængende om skulderen? Det er ikke svært at se for sig, hvordan folk vil undre sig, rynke på næsen og måske blive lidt skræmt. Men i Israel er det en del af bybilledet, og man vænner sig som turist overraskende hurtigt til det.
Israelerne er konstant i frygt for at blive ramt af terror. De spørger hele tiden os (turisterne) om, hvorfor vi tør at besøge deres land. Jeg har svært ved at sætte mig ind i denne frygt, for hjemme i Aarhus og i resten af Danmark kan vi jo stortset færdes rundt uden at være bange.
I Aarhus går alle med snuden i iPhonen og spiller Pokemon Go eller cykler rundt med musik i ørene. Folk er ikke bevidste om hinanden på den måde, for vi har (som sådan) intet at frygte.
I Israel får vi flere gange at vide, at hvis vi tager offentlig transport, så skal vi kaste et hurtigt blik på, hvem, der sidder i bussen. Det er så uvant og unaturligt for os – tænker I nogensinde over, hvem, der sidder i 1A’eren på vej hjem fra arbejde eller Universitetet? Her frygter vi jo ikke, at der sidder en bombemand eller en knivstikker.
Fredagsbange
Fredag aften står min veninde og nogle nye venner, som vi har fået på rejsen, til Shabbat foran Grædemuren i Jerusalem. Det er jødernes hellige dag, og de ortodokse jøder fester og danser. Der er som vanligt meget politi alle vegne. Pludselig hører vi en eksplosion inde i den gamle bydel, ikke langt fra hvor vi står. Alle kigger nervøst op, inklusiv de lokale. Mit hjerte slår godt nok lige et slag over, og jeg kigger nervøst på min veninde og vores nye venner. De ser lige så chokerede ud, men alle forbliver stille.
Det er så uvant for os, derhjemme har vi jo aldrig hørt noget lignende. Det er jo ikke ligefrem hverdag at høre bomber i nærheden, mens vi sidder nede i Graven og drikker vores hippe kaffe. Og hvis det skete, er jeg sikker på, at folk vil smide alt, hvad de havde i hænderne og løbe. Foran Grædemuren blev folk bare stående.
Disse oplevelser sætter vores liv herhjemme i Aarhus i stort perspektiv. Vi bor i en by, som i skrivende stund bliver hyldet af samtlige medier pga. vores spændende kulturtilbud og byliv. Og vi kan byde vores turister velkomne med åbne arme, uden at de skal have negative fordomme om vores folk, eller være bange for problemer grundet oldgamle politiske stridigheder med vores naboer og medmennesker. Forestil dig, at jyde vs. københavner joken var et reelt problem i mange år, som havde kostet blod, sved og tårer. Jeg er i hvertfald glad for at det eneste som skiller os fra Sjælland og København er en bro, og ikke en 700 km lang mur.
”You are the happiest people in the world, right?”, blev vi spurgt om regelmæssigt. Og ja, det er vi jo nok. Her i Aarhus har vi stor grund til at være glade. Vi er unge og frie mennesker, vi får gratis uddannelse og bliver endda betalt for det. Ingen skal tvinges til at bruge år af deres liv på værnepligt, kun ganske få tvinges i 4 måneder.
Jeg vil ønske, at vi alle sammen, bare lige en gang imellem, kan løfte blikket fra vores telefon eller kigge ud af vores vindue, suge byen ind og værdsætte vores lille smørhul lidt mere, end vi plejer. Det kan godt være at vejret er trist og gråt, og at vi brokker os over de lunkne øl – men for fanden, her er jo skønt alligevel.
//Coverbillede: Mathilde Ronja
