Hvad Tobias Dybvad og jeg har tilfælles er, at vi begge har været igennem en periode, hvor vi gennem en hel masse dates har jagtet kærligheden. Et sted i løbet af denne jagt stødte vi på hinanden. Og hvor Tobias vendte sine datingnederlag til sejre ved at skrive sit kommende show, Fasser Partner, om dating, fik jeg chancen for at vende ét datingnederlag (læs: mit og Tobias’) til en sejr ved at sætte ham i stævne til et interview om hans datingliv.

 

Dette kan være historien om, hvordan jeg sneg mig på endnu en date med Tobias. Det kan også være historien om, hvordan man har bedst chance for at blive kærester med ham. Og så kan det være historien om, hvordan han måske og måske ikke fik en kæreste via proaktiv dating.

 

Historien om hvordan jeg sneg mig på endnu en date med Tobias Dybvad

Lad os starte med den første. Vi kan kalde det min sidste ‘date’ med Tobias, hvor jeg inviterer ham på kaffe for at tale om præcis dét: dating. Jeg serverer ham kaffe i et papkrus, hvorpå mit eget navn er anført af Starbucks’ barista. Det er næsten for simpelt, men jeg vil heller ikke gøre det for tydeligt, at vi er ‘på date’. Det kan heller ikke hamle op med hans ellers meget galante værtskab i sommer, hvor han mødte op med tæppe, cava rosé og champagneglas for at tage mig til koncertpicnic i Nemoland. Det, der blev til vores hidtil sidste date. Hvor jeg på det tidspunkt selv var lidt famlende i forhold til, hvornår man kan forvente gnister af folk, man har mødt på (indrømmet) Tinder, var Tobias mere målrettet. “Jeg går benhårdt efter kriller”, sagde han dengang. Vi skiltes efter koncerten ved et gadehjørne, og jeg ærgrede mig en lille smule over, at jeg ikke fik prøvet hans Tesla med batman-døre.

// Alle fotos: Mads Christensen

 

Jeg er kommet mig over skuffelsen, da jeg to måneder senere finder ud af, at Tobias laver stand up-show om sit datingliv. ‘Priviligeret’, tænker jeg, ‘på den måde at undskylde dårlige dates for sig selv med, at det bare kan være materiale’. Og ‘spændende’, tænker jeg, ‘at analysere sine datingoplevelser i den proces det er, at lave et show om dem’. Men ‘shit’, tænker jeg, mens jeg gennemgår vores to dates i mit hoved. ‘Er jeg tilpas dårlig til at date, til at indgå i hans show?’ Det er der kun én måde at finde ud af. Købe billetter. Til bageste række, så jeg er stensikker på, at han ikke spotter mig. Han skal nødigt tro, at jeg stalker ham.

 

Endnu to måneder senere finder jeg ud af, at der faktisk er en anden måde. En måde, hvorpå jeg slet ikke kan undgå at virke stalker-agtig. På vores sidste redaktionsmøde spørger en af chefredaktørerne, om der er nogen, der har en spændende vinkel til et interview med komikeren Tobias Dybvad. Og her ser jeg mit snit til at vende Tobias’ og min datingpandekage. Den, som Tobias allerede har vendt ved at skrive show om sit datingliv. Dermed inviterer jeg ham på kaffe og snak – næsten som en ægte date.

 

Historien om hvordan man har bedst chancer for at blive kærester med Tobias Dybvad

Hvordan det er at gå på date med Tobias ved jeg og et uafsløret antal andre kvinder. En del må det være, tænker jeg, siden han har samlet materiale til et show og brugt forskellige metoder så som Tinder, Happn og inviteret folk ud, han har mødt på gaden. Men i løbet af vores samtale indskrænker mit billede af mængden sig. Tobias er seriøs. Målrettet. Proaktiv. Spilder ikke tiden. Han gider ikke dødssyg dating, som han kalder det. Benhård.

 

“Det er ikke fordi, jeg skal rammes af en tordenkugle med det samme”, siger han, med et noget mindre beskedent ord end det ‘kriller’, han brugte tidligere, “men der skal være et spike af et eller andet – hold kæft der er noget spændende ved det der. Jeg tror ikke, at jeg er sådan en ‘det kommer nok’-typen.” Ingen tid bliver altså spildt her.

 

Men lad os starte med starten – hvordan kommer man overhovedet på date med Tobias? Som nævnt har han forsøgt sig med en række metoder. Og i overensstemmelse med min egen manglende begejstring for Tinder, har Tobias haft mest held med at møde folk live frem for via dating-apps. “Der er bare noget i det der med kun at have set nogen på billeder. Man kan ikke mærke deres udstråling. Og man danner sig i en eller anden grad et billede af, hvordan man tror, folk ser ud. Ligner hun sig selv mest der eller der eller der? Ingen af delene nærmest”, fortæller han. Og det er naturligvis ikke kun udseendet, vi taler om: “Den umiddelbare tiltrækning har også virkelig meget at gøre med udstråling og glimt i øjnene. Hvordan man bærer sig selv.”

 

Live eller ej, et billede kan også afsløre lidt om udstråling og personlighed, er min opfattelse. Så jeg prøver at finde ud af, om der er en fællesnævner for de kvinder, Tobias inviterer ud. “Det er bare en mavefornemmelse”, er svaret. “Men det er tit noget med øjnene.” Pludselig bliver jeg ret bevidst om mine egne øjne, og bruger resten af interviewet på at smise (topmodel Tyra Banks’ term for at smile med øjnene). Hvad man sjældent kan se på billeder, er i øvrigt, at Tobias har nogle virkelig mørkeblå øjne, som står fint til dagens lyserøde sweatshirt.

 

Tobias har med egne ord ikke høvlet sig igennem dates. Begrundelsen er, at han er kræsen. Så kræsen, at folk griner højt af alle hans venstreswipes (altså dem, han siger nej til). Når han nu selv bruger ordet nederlag som udgangspunkt for sit show, er det interessant at vide, om han synes, han er blevet mere eller mindre kræsen i takt med det stigende antal dates. “Jeg tror, jeg bliver mere bevidst om, hvem jeg selv er, og hvordan jeg fungerer – og hvad jeg ikke fungerer med.” Han fortsætter: “Jeg er målrettet. Det kan man godt kalde kræsen. Det, jeg jagter, er helt ægte forelskelse. Mindre kan ikke gøre det.”

 

Det er en fair kræsen, medgiver jeg. Men da dette jo er historien om, hvordan man har bedst chancer for at blive kærester med Tobias, er jeg nødt til at spørge, om man selv kan invitere Tobias ud. Og det kan man godt. Efter diverse radiointerviews har han modtaget en række invitationer i sin facebookindbakke. Men, som han selv siger, er der forskel på at invitere nogen ud, man har set fra afstand, og på at reagere på en mulighed, man får præsenteret på eksempelvis Tinder. “Som udgangspunkt vil jeg helst være den opsøgende part. Og jeg tror ikke, jeg skal være kærester med en, der er for imponeret af det, jeg laver – altså har set mig på afstand i fjernsynet og så approacher mig.”

 

Om det med at være den opsøgende part har noget med at være mand at gøre, har han ikke et bud på. Men det har noget med jagten at gøre. “Forelskelse er jo også forbundet med usikkerhed og det der ‘gad vide om hun vil have mig’.” Det er taget ud af ligningen, hvis man, som Tobias har prøvet en enkelt gang, efter et one night stand gerne vil have en selfie bagefter. Så. Don’t do that. Tobias taler nemlig også for ligeværd i forhold og nævner, hvor skævt det ville være, hvis hans kæreste stod for hans booking, som det er tilfældet ved nogle komikere. Det ville komme til at handle alt for meget om ham. “Jeg tror, det vil være godt, hvis hende, jeg finder sammen med, har en karriere, der også fylder noget – ellers kan min godt komme til at fylde meget.”

 

Det sidste, man lige skal være opmærksom på, når man dater, er, at det kan være nemt at komme til at date flere på én gang. Som Tobias siger, kan Tinder jo godt lægge op til seridating. Men her er Tobias en ret moralsk dater. Hvis han har linet tre dates op, og han møder en fjerde, som er mere interessant, aflyser han de første tre. Og hvis den fjerde ikke blev til noget, starter han forfra med noget nyt. “Jeg vil hellere finde den næste interessante. Sigte højt. Gå efter guldet.”

 

Og hvad er så guldet? “Guldet er den store forelskelse. Den der følelse: ‘tænk at det menneske vil være sammen med mig’. Altså den der vanvittige overscoring.” Det er på tide at opsummere, hvad der udgør en potentiel kæreste for Tobias:

Du skal ikke være for imponeret. Tobias skal selv score dig. Du skal have noget med øjnene, og du skal være en overscoring. Kort sagt. Der er ingen chancer, der kan øges. Tobias vælger selv. 

Dette kan i stedet ses som Tobias’ guide til datingjunglen, som tolket af mig: Gå efter et glimt i øjet. Vent ikke for længe på en tordenkugle. Vær fair kræsen og målrettet. Gå efter guldet. Stol på din mavefornemmelse. Ryk, når den er der.

 

Historien om hvordan Tobias Dybvad måske og måske ikke fik en kæreste via proaktiv dating

Jeg har fortalt om chancerne for at blive kærester med Tobias Dybvad. Det ser lidt sort ud. Og det blive sortere. Sandheden er, at jeg ikke ved, om de i forvejen trange kår i virkeligheden er lig nul. For nu vil jeg fortælle historien om, hvordan Tobias via proaktiv dating måske og måske ikke har fået en kæreste.

 

Tænk, hvis man fik muligheden for lige at catche up med gamle dates, helt casual? Hvordan gik det dem? Og hvordan er historien egentlig fra deres side? Som vi sidder i Starbucks føles det engang imellem som om, det er dét, vi gør. Ganskevist en envejs-catching up. Bortset fra at Tobias ikke vil røbe for meget om, hvordan det er gået ham. Han vil, forståeligt, gerne bevare en cliffhanger til sit show. Historien her ender derfor med en åben slutning. Men den starter med sårbarheden, der ligger i den udmelding, at man gerne vil have en kæreste.

 

“Man kan godt være bange for at komme til at fremstå som sådan en, man bare kan plukke, fordi man bare vil have en eller anden”, er Tobias’ billede på det.  Og så er der lige balancen mellem ballsy og creepy. Tobias er ballsy nok til at invitere kvinder ud, han møder på gaden. Dog ikke mere end, at han en enkelt gang eller to har rystet lidt på hånden, når han skulle indtaste nummeret på telefonen. Det er ikke så italiano, som han kalder det. Han er også ballsy nok til at sende videoer og blomster. Men det afhænger af situationen, hvornår det er for creepy, sådan lige at sende blomster til privatadressen.

 

Desuden behøver man ikke være bange for, om man er blevet hevet gennem hverken serie- eller rutinedating. Tobias kan nemlig godt lide at vælge steder til sine dates, hvor han ikke har været før, så man er på common ground.

Hvor mange dates det hele er endt ud i, og hvad status er, står som et åbent spørgsmål. I starten af vores møde fortæller han, at han aldrig før har gjort noget aktivt for at møde nogen. Det har han i den grad nu. Måske fortæller han i sit show, hvad det er endt ud i. We’ll see. For jeg er stadig nysgerrig på at se det. Og måske tør jeg godt sidde lidt længere fremme i salen nu.