Jeg mødte dem på Inger Christensens Gade i Gellerup. I forbindelse med festugen 2018 kunne man deltage i et performanceværk af Willi Dorner. Blandt de deltagende var en gruppe, der skilte sig ud. De havde flere smilerynker, og modsat os andre var de iført vindtætte jakker og praktisk tøj. Deres hår voksede sig ind i en anden farveskala og blev med hurtige strøg med en kam rettet til inden optagelserne. Gruppens muntre omgangstone vidnede om, at det ikke var første gang de mødtes. Jeg faldt i snak med en ældre kvinde over en kop kaffe. ’’Vi er dansere hos Svalholm’’ fortalte hun mig.

’’Det var faktisk første gang, vi var på tur, hvor formålet var at deltage i en anden kunstners værk.’’ fortæller Nønne Mai Svalholm, som er koreografen bag og kunstnerisk leder hos dansekompagniet Svalholm. Hun har et levende, poetisk sprog, som står i stærk kontrast til baggrundens trafikstøj, som jeg ellers kan høre i telefonen.

De ukultiverede kroppe

Det er lige op over premieren på forestillingen ’’GRAVITY – En perception af værdi’’, men Nønne tager sig alligevel tid til at svare velovervejet. Siden 2015 har hun beskæftiget sig med kunstprojektet Rethink Ageing. Et projekt, som tager et undersøgende udgangspunkt i den aldrende krop.

Alle danserne hos Svalholm har rundet de 60 år. Det er rent faktisk er et krav, at man er 60 eller derover for at kunne blive optaget i dansekompagniet. Nogle kan kalde sig for bedsteforældre, andre for pensionister, men de har det til fælles, at de ikke er skolede indenfor hverken dans eller performance.

Nønne fortæller mig, at det er vigtigt, at de ikke lader sig påvirke af andre kunstneres professionelle praksis. Hun er interesseret i den ukultiverede krop og måden, hvorpå denne tager sanserne og livet ind. ’’Deres bevægelser er en fortolkning af deres livserfaring. Det er ærligt og helt ind til benet – noget som den kultiverede krop ikke formår på samme vis.’’ forklarer hun.

Som en undersøgelse af følelsernes motorik

At få ikke-professionelle til at arbejde professionelt kræver et nyt sprog. ’’Man kan vel sige, at vi sammen opbygger en form for indre bibliotek, som vi kan referere til’’ forklarer Nønne, og jeg kan høre, at hun smiler. I denne proces ligger der en masse æstetiske overvejelser, som alle søger at frembringe det mest autentiske udtryk. ’’Selvom jeg er meget opmærksom og bevidst – også om min egen kunstneriske baggrund – så er det jo umuligt at undgå at præge hinanden.’’ fortæller Nønne. Hun arbejder derfor meget improvisatorisk med sine dansere og tilpasser teknikkerne til den enkelte krop. Det er ikke fysikken, men kroppenes formidling af det indre sprog, som er det spændende.

//pressefoto af Michael Harder

Det rene og ærlige

Da jeg spørger ind til den aldrende krops begrænsninger, understreger Nønne, at det ikke er det, som hendes praksis drejer sig som. ’’Jeg er interesseret i kroppens koreografiske potentiale, hvordan denne kan vise noget menneskeligt instinktivt.’’ Kroppenes alder, muligheder og begrænsninger er altså ikke det spændende. Hun fortsætter: ’’Dansernes enkle, rene bevægelser viser noget utroligt dybt. Det er noget, som kun disse kroppe kan formidle, fordi de har en indsigt i kraft af deres alder.’’ Ifølge Nønne ville børn ikke kunne præstere dette, for modsat de ældre har de ikke den samme bevidsthed om liv og død.

Vi er ikke kønne nok til at danse

Lyder navnet og omkvædet på et af sangerinden Katinkas hits. Omkvædet synger hun på en måde som vil noget i verden – og ligesom Katinkas opråb, har Nønne også et vigtigt projekt: at vise den aldrende krop frem. Typisk præsenteres denne som døende, svag eller syg. Den aldrende krop er aldrig alene, men altid i en eller anden sammenhæng, hvor den er afhængig af andre.

Dansekompagniet Svalholm gør op med dette i kraft af frisættelse. ’’Når man ser danserne, ser man liv eller død. Denne dynamik indrammer værket og sætter dette på spidsen’’ fortæller Nønne. Kroppen iscenesættes i en sanselig kontekst, hvilket åbner op for et mulighedsrum. Som publikum inviteres til at interagere med eller relatere til fænomenet krop og kropslighed på ny. I dette intime rum er det nærmest umuligt ikke at forholde sig til sin omverden, og her: de dansende, aldrende kroppe.

Fra den 27 august til 12 september kan du opleve GRAVITY – En perception af værdi. Værket udgøres af danserne Sisse Lunøe (69 år), Snorre Jeppe Hansen (28 år) og Lars Bjertrup (62 år).  Forestillingen spiller på ÅBNE SCENE, Godsbanen, og der er et begrænset antal pladser per forestilling.

Hvad: GRAVITY – En perception af værdi af dansekompagniet Svalholm

Hvor: ÅBNE SCENE, Godsbanen

Hvornår: 27 august – 12 september kl. 19:00

Hvorfor: Fordi du vil opleve et eksperimenterende stykke scenekunst, der er både råt og sårbart på samme tid.

Mønt: 85-145 kr. Billetter kan købes her

//Alle pressefotos af Michael Harder

(Blandt regler eksisterer som bekendt undtagelser, og i denne sammenhæng: 28-årige Snorre, der tiltrådte og blev løsningen på nogle forhindringer.)