MADANMELDELSE: Oslo har Mathallen, Stockholm har Saluhallarne, København har Torvehallerne, men hvornår kommer Aarhus med på mad-moden? Vi er stadig ikke helt lige så langt fremme som københavnerne, men et unikt Food Market af æstetisk og rustik karakter har netop slået dørene op for kvalitetsbevidste fødevareforbrugere, og konceptet går under navnet ”Smagsgiveriet”.

Økologien i højsædet 

Smagsgiveriet giver aarhusianerne muligheden for at handle lokalt producerede delikatesser og drikkevarer fra nøje udvalgte økologiske gårde og bryggerier i Danmark. Derfor støtter du automatisk deres forretning, når du prioriterer at handle dine varer her. Smagsgiveriet har fået adresse på Marselis Boulevard 117, samme sted som ”Vin & Vin”. Manden bag det lovende initiativ er Lars Christensen, som desuden også er ejer af vinforretningen.
Selvom et stigende antal af østjyder valfarter til adressen, fremspirer den virkelige fascination først, når man træder ind i lokalerne, som udefraset er forholdsvis kedelige og grå. Men netop i det sekund håndtaget trykkes i bund, og døren skubbes ind, bliver man draget direkte ind i et madunivers, hvor spændende specialiteter og delikatesser med personlige præg hersker og inspirerer. Man inviteres på yderst venlig manér indenfor af imødekommende ekspedienter med sans for detalje og kvalitet.

 

erstatning (1)
Æstetik og kvalitet. // Alle fotos: Andrea Hvid

 

(2)
Lækre specialøl i prangende farver.

 

Lars Christensen har formået at samle stort set alt mellem himmel og hav i et rum; Kød fra Troldgården, æg fra Niels og Grethe, marmelader fra Sorring bær, most og specialøl fra diverse lokale bryghuse og meget mere. Alle produkter og råvarer i lokalet er særligt udvalgte og yderst delikate – her er du garanteret kvalitet og tilfredshed!
Vi er mange, der håber på, at Smagsgiveriets vokseværk vedvarer, så konceptet kan blomstre sig endnu større.

 

Hvem: Smagsgiveriet
Hvad: Et indendørs øko-madmarked
Hvor: Marselis Boulevard 117, 8000 Aarhus C
Hvornår: mandag-fredag: 10-19, lørdag: 10-15 og søndag: lukket
Hvorfor: Fordi du holder af delikate råvarer og prioriterer økologi
Links: http://www.smagsgiveriet.dk