SERIE: Vi kender alle sammen den irriterende og ærgerlige følelse af at have mistet sin ene handske, og måske har du endda oplevet det ske inden for de sidste par år? Hvis du har, kan det være at du kan genkende din savnede handske i denne samlers samling.

 

// Foto: Jonas Kjærsgaard
// Foto: Jonas Kjærsgaard

 

Vores anden samler i serien er Flemming Rolighed. Han blev i 2008 færdig på Det Jyske Kunstakademi, hvor han i sit afgangsprojekt for første gang iscenesatte brugte handsker. Dengang havde han 1200, men i dag er dette tal nået op på over 50.000.

 

Før handsker blev til kunst

Allerede før Flemming blev billedkunstner, havde han en samling af brugte handsker, dog i et langt mindre antal, end det hans samling består af i dag. Også dengang fandt han dem spændende og så dem lidt som værende små repræsentanter af noget, der havde levet. Denne fascination af at de var blevet væk fra deres partner, gjorde dem også til noget skrøbeligt, og Flemming tog dem alle til sig, tørrede dem, og gjorde dem til en del af sin egen ‘familie’.

 

Senere, da han blev billedkunstner, begyndte han at se dem mere som et kunstnerisk materiale, dog stadig med idéen om, at der var en form for repræsentation tilstede, nemlig DNA-spor. Derfor er det også vigtigt, at alle handskerne er brugte, for nye handsker er døde uden spor af en tidligere ejer. Selvfølgelig kan man få en ny handske til at se brugt ud, men den vil mangle alle de lag af skjulte fortællinger, som brugte handsker indeholder, og de vil ikke være det samme subtile materiale for en billedkunstner.

 

Installationen Bear Flag fra 2013 med ca. 1200 brugte handsker // Foto: Flemming Rolighed
Installationen Bear Flag fra 2013 med ca. 1200 brugte handsker // Foto: Flemming Rolighed

 

Fra en lille samling til en stor

Når man vil bruge brugte handsker til store installationer, er det ikke nok blot at gå en tur igennem byen og finde dem folk har tabt. Derfor begyndte Flemming at kontakte alt fra hittegodskontorer til sportshaller for at få fat på flere brugte handsker, og til sidst havde han været i kontakt med over 300 forskellige steder og indgået aftaler med blandt andet østjysk politi, bokseklubber og genbrugsbutikker. Herefter begyndte det at strømme ind med handsker, og Flemming var selv ude og hente dem alle, om han så skulle cykle alene med 9 store sække fyldt med handsker.

 

Installationen Bear Flag fra 2013 med ca. 1200 brugte handsker // Foto: Flemming Rolighed
Installationen Bear Flag fra 2013 med ca. 1200 brugte handsker // Foto: Flemming Rolighed

 

Samlingens variation

Som samlingen er vokset, fortæller Flemming om, hvordan man efterhånden begynder at lægge mærke til de mange forskellige typer af handsker, og hvordan man pludselig har mange af den ene eller anden slags. For eksempel har han opdaget, at ca. 70% af handskerne er kvindehandsker, og at størstedelen af dem er sorte. Ved disse iagttagelser lægger man også hurtigt mærke til, hvilke handsker der er mindst af, f.eks hvide handsker, stribede handsker, eller dem som Flemming kalder “The outsiders”.

 

En bunke af de hvide handsker, som Flemming er i gang med at sammensætte til et værk, der skal repræsentere hans mor. // Foto: Flemming Rolighed
En bunke af de hvide handsker, som Flemming er i gang med at sammensætte til et værk, der skal repræsentere hans mor. // Foto: Flemming Rolighed

 

De stribede handsker har indtil videre arbejdstitlen 'Mulatto' for at repræsentere et genetisk element. // Foto: Jonas Kjærsgaard
De stribede handsker har indtil videre arbejdstitlen ‘Mulatto’ for at repræsentere et genetisk element. // Foto: Jonas Kjærsgaard

 

"The Outsiders" er alle de skæve og uplacerbare handsker, som ikke passer ind andre steder, fordi man ikke ser på dem som en helhed, men hver for sig. // Foto: Flemming Rolighed
“The Outsiders” er alle de skæve og uplacerbare handsker, som ikke passer ind andre steder, fordi man ikke ser på dem som en helhed, men hver for sig. // Foto: Flemming Rolighed

 

Når handsker finder sammen

Til tider kan det ske at Flemming har fundet handsker med uger, måneder eller års mellemrum, som passer sammen med en anden handske i samlingen. Et eksempel er et par turkise skindhandsker, som han har fundet med et års mellemrum, og man kommer her til at tænke på ejerne af handskerne: Hvordan har de mistet handskerne? Har de gemt den ene handske i en skuffe efterfølgende og til sidst opgivet? Har de købt et par nye, men så mistet den modsatte handske af det nye par?

 

Her ses de tyrkise handsker, der efter et helt år fandt hinanden igen. // Foto: Jonas Kjærsgaard.
Her ses de tyrkise handsker, der efter et helt år fandt hinanden igen. // Foto: Jonas Kjærsgaard.

 

Begyndelsen på en slutning

Da Flemming begyndte at samle på brugte handsker, havde han aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig at nå op på så mange, men omvendt sagde han heller ikke nej til alle de handsker, han blev tilbudt. Desværre har han ikke længere plads til handskerne, da han snart skal flytte fra sit værksted, og derfor har han stoppet sit samarbejde og indset, at han ikke kan blive ved. Teknisk set kan han få alle de handsker han vil, men antallet er ikke relevant for ham, da det er et kunstnerisk materiale for ham, og nu har han nok: Alle handskerne er samlet ind med henblik på at skulle bruges i installationer i offentligheden, og derefter vil han skille sig af med dem. På det punkt er Flemming en særlig samler, idét han ikke har noget personligt forhold til nogle af delene i samlingen.

 

Dette T, der er lavet i typografien 'Times New Roman', er en del af et nyt værk, som Flemming arbejder på. Værket har titlen THE HOMO SAPIENS RACE. // Foto: Jonas Kjærsgaard.
Dette T, der er lavet i typografien ‘Times New Roman’, er en del af et nyt værk, som Flemming arbejder på. Værket har titlen THE HOMO SAPIENS RACE. // Foto: Jonas Kjærsgaard.

 

I forlængelse af vores interview med Flemming Rolighed, kan du fra d. 30. september opleve værket THE HOMO SAPIENS RACE i Rådhusparken, og værket vil blive liggende så længe det kan.

 

Med det sagt slutter jeg af for denne gang! // Amalie

 

P.S. Har du selv en lille/stor/sjov/sej/nice/speciel/mærkelig samling? Eller kender du måske en der har? Så vil vi meget gerne dele den med resten af Aarhus – så kontakt os endelig!
Ingen samling er for lille og ingen samling er for underlig (og vi vil helt sikkert elske at se din!)

Vi glæder os til at høre fra jer!