REPORTAGE: Aarhus Pride hyldede mangfoldigheden og gav en skråt op til kønsnormer og alt, hvad der er konservativt, da den bevægede sig gennem Aarhus midtby. VINK gik med i optoget og mødte en masse spændende deltagere, der alle var enige om, at der stadig er meget at kæmpe for.
De regnbuefarvede flag prydede busserne, da jeg gik mod Bispetorvet på en af de varmeste dage i år. Luften var tyk af sambarytmer, jublen og 27 grader, og på torvet ventede en masse farverigt klædte mennesker. Efter en velkomsttale blev optoget skudt i gang, og folk bevægede sig hujende ud mod gaderne.
Jeg gik som en del af optoget og kunne ikke lade være med at blive provokeret af mine egne tanker; jeg er heteroseksuel og kategoriserer ikke umiddelbart mig selv som Queer eller noget andet, der fremstår afvigende. Men jeg går i optoget. Tror folk mon, at jég er homoseksuel? Er det overhovedet en parade, jeg kan tage del i? Og hvorfor tænker jeg overhovedet i de baner? Hvis det kan gøre mig nervøs at være en minoritet i ét optog én dag, hvordan føles det så at være en minoritet hver eneste dag?
Med disse spørgsmål bevægede jeg mig ned igennem paraden med ét formål: at spørge deltagere til Pride hvorfor der (som mine tanker så fint er et eksempel på) er brug for Pride i dagens Danmark.
I min tur gennem menneskemængden stødte jeg på et smukt brudepar. De blev for nyligt gift i en kirke og var mødt op i deres kjoler for at signalere, at der ikke skal gøres forskel på folk, når det gælder vielse i kirken. Derudover var der mennesker af alle nationaliteter, seksualiteter, aldre og beklædninger.
Udover en masse glade og skæve personligheder, der kom for at feste med og støtte op om budskabet, var også en masse politiske partier, foreninger og organisationer dukket op. Alle havde de et særligt budskab på hjerte, og jeg tog en snak med en række udvalgte, mens de gik med bannerne hævet over folkemængden.
Enhedslisten bidrog med alle de regnbuefarvede flag og fejrede særligt i dag, at transkønnethed er taget af listen over psykiske sygdomme. De synes især, at den nutidige debat overser intetkøn, og det at man vælger at operere spædbørn, der er født uden køn eller med begge køn. ”Vi synes ikke, man skal operere på spædbørn,” sagde talskvinden.
Ned ad Mejlgade stødte jeg på Martin Ahrnkiel, der har startet forenings- og rådgivningscenteret Paletten for homo-, bi- og transseksuelle i Horsens. Han blev motiveret til at starte Paletten, fordi han selv manglede et sted at gå til, da han for 12 år siden sprang ud som homoseksuel. Martin mener, at debatten om seksualitet og køn mangler nuancer og mere handling og mindre snak. I kan læse om Paletten på deres facebookside.
Både SF og SFU var med i gaden, og langs åen fortalte de mig om deres initiativer for mangfoldigheden. Byrådskandidat Gitte Velling fortalte blandt andet, at SFU fokuserer på generelle minoritetspersoner i Danmark – eksempelvis de transkønnede – men at de også ønsker konkrete tiltag som love, der beskytter LGBT-personer for diskrimination. I Aarhus kæmper de specifikt for, at stoppe barer, der diskriminerer på den ene eller anden måde. Det kan eksempelvis kommes til livs ved at fjerne deres bevilling, fortæller Gitte.
Da vi bevægede os gennem Graven stødte jeg på en flok kvinder, der, i modsætning til de andre der gik med banner, var lidt oppe i alderen. De repræsenterede Tribaderne, der har været en forening for lesbiske i Aarhus i mere end 20 år. De synes, at homoseksualitet stadig bliver set på som unormalt i dagens Danmark og mener, at synlighed er vejen frem. De synes især, at fokus i dag bør være på de mennesker, der er en minoritet i en minoritet – eksempelvis hvis du er homoseksuel indvandrer.
Sidst på min vandring stødte jeg på det nyere politiske parti Alternativet. De var ikke svære at spotte med deres kæmpe banner, og gruppeforkvinde Josephine Fock bar banneret gennem gaderne i varmen. Josephine fortalte mig, at de anser sig selv som et mangfoldighedsparti, og at Alternativet var med til at rejse opmærsomhed om det problematiske i, at transkønnethed opfattes som en psykisk sygdom.
Turen fra Bispetorvet og gennem Aarhus’ gader emmede af kærlighed og overskud, og alle tilskuerne smilede og flagede for paraden. Jeg så endda en kvinde på omkring de 80, der dansede i sit vindue til musikken. Optoget endte foran Musikhuset, hvor regnbuen over Aros smukt symboliserede netop det, som Aarhus er så god til: at indfange alle farverne i mennesker.
Selvom paraden var en festlig anledning, var det tydeligt på aktørerne, at der stadig er kampe, der skal kæmpes. Og på denne dag følte jeg mig som alt andet end en minoritet – jeg følte mig som en del af en kæmpe, rummelig familie. Pride kommer nemlig som en årlig reminder på, at diversitet kommer i alle regnbuens farver.
