Postkort fra Berlin

 

 

 

 

Sceneskift – Aarhus & Berlin

Fra den ene dag til den anden sad jeg i en anden by. Jeg havde skiftet Aarhus på ca. 300.000 mennesker ud med Berlin, med sine ca. 3 millioner! Det var ret vildt, især når man aldrig har været her før og boede en del af sin opvækst i en by på 200 indbyggere. Mine gener er simpelthen ikke sat sammen til storbyer. Desuden havde jeg ikke fået den rigtige nøgle, så jeg kunne ikke komme ind i opgangen. Sådan en fejl kan ske, og jeg stod af ved u-bahn stoppet ved Schönleinstrasse med stor ro.

 

Det løste sig også via et tilfælde, da opgangsdøren var åben, da jeg ankom til lejligheden (som jeg har fået tildelt af de tre centre på Godsbanen og kunstneren Jørn Tækker). Senere mødtes jeg med den tidligere beboer, der gav mig den rigtige nøgle. Alt løser sig, hvis man opsøger løsningerne fremfor at vente på, at det løser sig af sig selv, tænkte jeg, mens jeg drak min første kop kaffe.

 

Selvfølgelig brugte jeg et par dage på at finde mig til rette, en kunstnerlejlighed er stor og uden mange ting, i hvert fald denne. Radiatoren havde det også med at lave nogle sære lyde, der gerne begyndte, når jeg havde sovet et par timer og så fortsætte, indtil jeg ikke længere kunne ignorere det. Både irriterende og interessant, fordi jeg så natteudsigten fra vinduet, der til tider kunne være ret smuk pga. det fluorescerende lys Berlin afgiver midt i mørket.

 

Noget, der hurtigt har vist sig at minde om Aarhus, på trods af forskel i størrelsen, er, at man faktisk kan støde ind i mange af de samme mennesker. Det kan være på Gedenk Bibliothek, hvor det fx er ret naturligt at møde nogle af de mennesker, man allerede har mødt. Men det kan også være rundt ved forskellige u-bahn stationer eller på gaden andre steder i Berlin. Det mest fantastiske, de gange det er sket, var, at folk smilte og ligesom viste ’hey-jeg-husker-dig’ på den der velkendte måde. Sådan noget har været med til at give et fast holdepunkt i det kaos, der er en skriveproces, et skriveophold, bambi på glat is; kald det hvad du vil.

 

Hvis man kigger nærmere på folk, er det lettere at se, at de er mærket; af livet, af storbyen. Når man samler mange mennesker på et sted, opstår der også større skel mellem de, der har, de der ikke har, og de der gerne vil have. Derfor kan en gåtur gennem gaderne være en gennemgang af hele følelsesregistret. Jeg har oplevet, små kunstneriske genistreger, fantastiske bygninger, interessante mennesker, desperation, smadrede bygninger, nedslidte mennesker der fx boede i noget, der kunne minde om en trailerpark, lige ved muren, hvor turisterne gik forbi. Alt sammen i løbet af et par timer, gennem en by, der med et svuptag kan tage en fra den ene yderlighed til den anden; det kan Aarhus ikke på samme måde (men jeg savner nu byen alligevel).

 

 

 

 

Hvad betyder det at være på skriveophold?

Mange har måske en forestilling om, at et skriveophold er lig med, at forfatteren ligger på sofaen det meste af dagen, går til koncert, drikker vin, spiser chokolade, leger turist og generelt bare danderer den, mens denne skriver lidt på et eller andet værk. Sådan er det slet ikke. Et skriveophold er hårdt arbejde, og jeg kan allerede mærke, to uger inde i det, at jeg er ved at være lettere afkræftet og har fået (større) sorte rander under øjnene. Nu vil jeg heller ikke se mig for god til at indrømme, at jeg da har brugt nogle timer på at se The Walking Dead (psykologien i den serie er fantatisk) og fx de første to afsnit af Better Call Saul, der er en slags forløber til Breaking Bad. Men okay, alle mennesker har jo brug for et afbræk, hvis de ikke skal miste forstanden.

 

Det fedeste ved et skriveophold er helt klart, at man får TID til at skrive. I mit tilfælde på en ret krævende roman om hospitalsverdenen, der både kræver artikellæsning, begrebsafklaringer, etiske problemstillinger og generelt en forståelse af en (over)læges hverdag, selvfølgelig tilsat det fiktive og vanvittige. Derhjemme, i hverdagen, har vækstlagets kunstnere det hårdt, som jeg også har skrevet om både på VINK og i Århus Onsdag; ingen poster penge i os, men mange forventer vores ’services’.

 

Derfor opfordrer jeg alle at holde øje med Airtækker-projektet, hvis man er billedkunstner, forfatter, danser, lydkunstner, musiker, fotograf eller andet kreativt. Det er både et afbræk og en mulighed for at skabe det bedste, man nogensinde har skabt – alene af den grund, at man ikke skal bekymre sig om de almindelige hverdagsproblemer.

 

At tage til en anden by, som Berlin på et skriveophold/arbejdsophold betyder i sidste ende, at Aarhus’ kultur også bliver højnet, man kan optimere sig selv og man får en ny inspiration, fordi man mærker et andet flow og møder mennesker, man ellers ikke ville have mødt; og man slipper for presset, da man ikke behøver lege turist. Man er her som kunstner.

 

Det kan være en måde at finde sig selv på, ikke ment som noget selvrealiserende, men mere en indre ro i sin skabelse, der måske mangler, når man bliver tynget af alt det omkringliggende, der normalt er en del af ens tilværelse. Tag afsted, hvis du har muligheden. Sats!

 

 

 

 

En lille fascination

Noget af det, der, hvis jeg lige zoomer lidt ind, har fascineret mig, er, at mange læser bøger. Både når de venter på busserne eller togene, eller når de kører i u-bahn. Der er selvfølgelig en del, der sidder eller står med hovedet plantet i smartphonen, men der er overraskende mange, der står med en bog.

 

Det er rart at se ordene leve blandt alle aldersgruppe, både de på min egen alder, de som er lidt yngre og de som er lidt ældre. Ordene og litteraturen lever, på trods af hvad de generelle mediebilleder forsøger at fortælle os. Dét er lækkert!

 

Især når jeg er hernede for at skrive, det er med til at give blod på tanden at se litteraturen i hverdagsbilledet.

 

Ét af mine Berlin-digte

Mens jeg har været hernede, har jeg spontant skrevet og trykt digtsamlingen, ALT KAN SAM L E S IGEN, der er en slags fabulerende, poetisk og humoristisk rejsebeskrivelse af mit Berlin. Èt af digtene kan I læse her:

 

Mænd med skæg samles

nede på hjørnet af grimmstraße,

her drikker de fadøl og ser fodbold

mens kvinderne serverer på tysk,

jeg kan ikke gro et ordentligt skæg

eller sige meget på tysk;

nur eine cola, bitte –

man må ryge ved de engelske kampe

som om det er særligt engelsk,

ved cafe rizz er alt som derhjemme

bortset fra, at jeg er ædru,

ejeren spørger mig om meget

og jeg må indrømme

at jeg kun ser tysk ud,

jeg bestiller en cola mere

min hjerne fungerer,

derfor er det heller ikke svært

at gå lige hjem bagefter

med røg i trøjen

mens jeg ser

kuplens ar der heler

 

 

 

Farvel til VINK, goddag til nye græsgange

Det kunne ikke blive ved, VINK, men det har været spændende og lærerrigt at skrive for Aarhus’ mest interessante kulturside i mine øjne. Mest af alt, fordi vi tør og vil sætte fokus på den alternative kultur og samtidig stiller os kritisk over for de institutioner og planer de andre medier, næsten altid hylder. Det har været en fornøjelse.

 

Fremover vil jeg bruge tid på at pleje mit forfatterskab, skrive læserbreve, debatindlæg og generelt planlægge en allerhelvedes masse litterære arrangementer med Litterær Lounge, der også er frivilligt arbejde, men sigter udelukkende mod det litterære miljø.

 

Forfatter og tidligere VINK-skribent,

 

Daniel Boysen over and out, hep-hey!

 

Vi slutter lige med lidt flere billeder, det er altid en god ting: