Tag med til åbningsdagen af Soulitate chaibars mini festival på Sydhavnen, hvor kulturen, kunsten og ikke mindst chai-teén hersker.
Det er onsdag og den første dag ud af fem i Soulitate chaibars festival, der er arrangeret i anledning af deres genåbning. Førhen holdte de til i Øgadekvarteret, men nu slår de dørene op i den mere urbane bydel, Sydhavnen. Unge som ældre træder ind ad døren og bevæger sig op af trapperne til første sal. De bliver mødt af lyde som feks. biler der dytter, mennesker der snakker højlydt og cykler, der ringer febrilsk med deres ringeklokker. De bliver taget på en lydrejse hele vejen til New Dehli, i takt med de træder længere op i en tryg boble og møder duften af chai. Lydene fra New Dehli blander sig med lydene af Aarhus, så det er sværere og sværere at skelne imellem de to kontrastfyldte lokationer. Allerede kl. 10 om morgenen bager solen på de industrielle murstensbygninger. Lige nu er her ro nok til at høre lyden af fugle, der kvidrer et sted over Sydhavnen. Solens stråler på den gule bygnings facade lyser udeområdet op, og dem der har glemt solbrillerne må knibe øjnene sammen.
Søvnløs vært serverer chai
Shubhdeep Singh Parwana, manden bag chaibaren, der har trukket folk ned på Sydhavnen, går mageligt forbi i ny og næ. Han sørger for at glæde gæsterne med en kop gratis chai-te. ”Jeg kom i seng kl. 4 i nat tror jeg, og så var jeg her cirka kl. kvart i 9”, siger han med et stort smil. ”Jeg kører på lidt søvn men masser af glæde”. Her er også præg af glæde, og samtalerne kastes rundt foran Soulitate Chaibar. Var man uheldig nok til at besøge stedet en dag vejret var dårligt, ville man bare gå indendørs. På førstesalen mødes man af et mindre lokale fyldt med smukke fotografier, kunst og en generøs bogreol fyldt med alt fra digtsamlinger til korthistorier.
Plads til enhver
Et tyndt lag skyer dækker nu himlen tidligt om aftenen men varmen befinder sig stadig i asfalten, og flere gæster samles ved de overtegnede borde og bænke. Filosofien bag chaibaren er at eksponere folk for noget eller nogen de ikke havde forventet at møde den dag. Præcis som konceptet kalder på er her en blanding af både børnefamilier og unge. Dj’en lader den afslappende og eksperimentelle musik flyde ud over forsamlingen. De tilstedeværende bærer alle en aura af noget hipt og er nær nonchalant i deres adfærd. Her er dog ingen forventninger til klientellet, tværtimod er her en plet for enhver at tage ejerskab over. Folk fra de nærliggende værksteder og tilholdssteder går nysgerrigt igennem den mikroskopiske festival, nogen lader nysgerrigheden tage over og slår sig ned. ”Er det okay de ikke er kolde? De bliver revet væk, så vi kan ikke nå at få dem på køl” siger en frivillig fyr, der sælger chai, hjemmelavet sangria og andre drikkevarer.
Smukke mennesker
En fernisering bliver annonceret og trækker folkemængden indendørs. Her står en kvinde i overalls under projektnavnet Aarhus Ansigter klar med sort/hvid portrætbilleder af Soulitate’s frivillige. Der bliver lyttet, klappet og leet, da hun udbryder ”What the fuck, how are people so beautiful here”? Åbningsdagen ser sin ende med en optræden fra det diverse kor, Cantaclaro, der med ynde får sunget ro ind i publikum og det betonprægede Sydhavnen. Shubdeep, eller Shub som han sædvanligt bliver kaldt, sidder selvfølgelig forrest til herligheden. Stadig smilende lukker han momentant øjnene og nyder sammensmeltningen af aftenens atmosfæriske toner. De andre tilstedeværendes ansigter udtrykker det samme. Det er heldigvis ikke den sidste aften, der kan nydes hos Soulitate chaibar.
