De isblå øjne og det glansfuldte, gyldne hår står i stærk kontrast med næsepiercingen og den sorte eyeliner. Noget umiddelbart uforsonligt som på mange måder afspejler den splittelse og følelse af at være anerledes, der netop er at finde i Katinkas musik af poetiske lydbilleder.

 

Musikken

I 1991 bliver Katinka Bjerregaard født. Hun vokser op på Christianshavn med sin mor, far og tre brødre. Når hun beslutter sig for at tage de første spæde skridt mod en sangkarriere, er det efter et længere ophold på lærerseminariet. Det er efter insisteren fra hendes nuværende producer Simon Ask, at Katinkas ord fik lov til at få en lyd.
Hendes sange er musikbelagte dagbogsnotater, hvor en blanding af elektronisk og ukulelespil leger med lyden af rindende vand fra et brusehoved og klik fra et hårspænde. Trods musikkens skævhed er det som om, den er enormt overvejet, og det gør, at den bliver ualmindelig kraftfuld. Hendes stemme er ligeledes præget af en betydelig kontrol og udtryksfuldhed, hvor hvert ord artikuleres på en nærmest råbende måde, samtidig med at den er gennemsyret af en voksende magtesløshed over livet.

 

Anderledesheden og den udstrakte hånd

Katinkas lyrik udtrykker en tryghedshunger. En søgen efter forståelse på hvorfor han fandt en anden, hvorfor der kan være en storm indeni og solskin udenfor, og hvor svært det er ikke at føle sig tilstrækkelig. Følelser, vi alle kender til, som Katinka hjælper os med at sætte ord på. I 2016 skrev Gaffa en artikel om Kantinka, hvor de udtrykte: “Når hun selv skal stå for aftensmaden, ender det som regel med yoghurt og knækbrød. Hun kan godt lide, at man kan se, hvad man spiser, at maden er lige så transparent som de tekster, hun skriver.” Ligeledes skrev Informations anmelder Emil Eggert Scherrebeck om Katinka, at hun er “En kvinde, som skriver om kærlighed i sin poesibog, og som lader os alle sammen læse i poesibogen”. Det er netop denne ‘transparens’, som der tales om, der er roden til det magiske, nærværende og personlige i Katinkas tekster.

For det første er det ikke et ‘vi’ og et ‘dem’, men et ‘jeg’ og et ‘du’, der synges om. En oprigtig, personlig ærlighed kommer til syne, når hun skriver ”Det var noget de sagde / noget som stadig følger med / Og jeg som aldrig har kunnet kende forskel / på at blive taget i røven / og kærlighed”. At føle sig udnyttet, glemt og latterlig er noget, mange af os kender til – følelser som ofte stadig er tabubelagte og svære at snakke om. Den åbenhed hun udtrykker, er derfor ikke kun en sårbarhed men også to arme, der rækker ud på vores skuldre og siger ‘ det er ok, jeg har det også sådan’.

 

Et ‘tak’ og en digtsamling

Katinka tager os med indenfor og viser os præcis, hvordan hun har det. En meget melankolsk verden blandet med et finurligt og til tider satirisk sprogunivers. Se blot i sangen “Idioter”, hvor hun synger ”De siger, du er smuk, som du er / og så bygger de kloner / Idioter!”. Det kan godt være, Katinkas musik rummer en hjælpeløshed, men de svar hun søger, får hun på sin egen fine måde besvaret og erkendt, hvilket gør hende til en stærk og selvstændig kvinde. Katinka sætter lyd på de stemninger, vi føler indeni. Hendes nøjagtighed bringer genkendelse i os alle, og hun får os til at føle, at vi ikke er alene. Tak til dig, Katinka.

Så hvis du ikke skal noget fredag kl. 15.30, så tag din ven, kæreste, mor, far eller nabo i hånden og lad Katinka omfavne dig med hendes ord fra hendes nye digtsamling Et hus af krop. Og hvis ikke du kan finde nogen at tage med i din ene hånde, så husk at Katinka altid har dig i den anden.

Et hus af krop består af både gamle sangtekster og nye, ukendte digte.