Der går mennesker rundt i vores samfund og føler sig oversete. Jeg har mødt en mand, som dagligt gør en indsats for at se og høre dem, der føler sig ”usynlige”.
Jeg vil fortælle jer historien om Nicolaj, der skiftede erhverv for at arbejde med de mennesker, som andre ikke ser. En fortælling, der i virkeligheden handler om, at alle mennesker har samme basale behov for at blive anerkendt og set af andre – uanset om vi er fulde, påvirkede, eller om vi både har familie og fuldtidsjob. Den handler om at være menneske og det at leve. For livet er både smukt, tragisk og nogle gange ubegribeligt.
Fortællingen er den første i serien 8000 fortællinger. Serien giver dig indblik i, hvem vi bor med, bevæger os rundt mellem og deler Aarhus midtby med.
Vi har kun lige sat os til rette, før vores samtale afbrydes af en gæst, der er ivrig for at komme i kontakt med Nicolaj. Han smiler til gæsten og forklarer, at de kan drikke kaffe sammen lige om lidt. Først tager han en kop med mig. Vi sidder på et lille kontor i varmestuen hos Kirkens Korshær i Aarhus. Der hænger motiver af Jesus på væggene, og reolen er fyldt med farverige mapper.
Vi taler om de gæster, som kommer i varmestuen. Det er mennesker, som føler sig usynlige i hverdagen, og som har brug for hjælp, men som ikke kan få den andre steder.
Øl, smøger og 100 kroner
Nicolaj arbejder hos Kirkens Korshær i Aarhus. Han husker særligt en nat, hvor han mødte en særlig gæst, der gjorde et særligt indtryk. Gæsten hedder Per. Han har fået tæsk, og nu står han der i varmestuen. Mens de sidder og snakker, står der nogen udenfor, klar til at banke ham igen. Han skylder dem penge. Mens Per sidder i al sin elendighed, trøster han pludselig Nicolaj, der er berørt af situationen.
”Det er ok. Jeg har en øl, en pakke smøger og 100 kroner på mig,” gengiver Nicolaj Pers ord med lav stemme.
Når Per forlader varmestuen, er det ikke sikkert, at han når at bruge sine 100 kroner. Nicolaj ved ikke, om Per lever i dag.
I bygningen bag dørene
Nicolaj Emil Jørgensen er 37 år og uddannet kleinsmed. Det var lidt tilfældigt, at han endte hos Kirkens Korshær, først som frivillig et par weekender og kort efter som fuldtidsansat.
”Jeg gik ofte forbi bygningen og var nysgerrig på, hvad der gemte sig bag dørene,” siger Nicolaj.
På det tidspunkt vidste han ikke, at den bygning skulle byde på oplevelser og bekendtskaber, han aldrig glemmer. Mødet med Per og varmestuens andre gæster gør erhvervet hos Kirkens Korshær til drømmejobbet, fordi Nicolaj føler, at han kan gøre en kæmpe forskel med sit nærvær og et lyttende øre.
Han har arbejdet i varmestuen i fire år. Hans erfaring er, at gæsterne føler sig usynlige i gadebilledet. Mange sidder ofte på en kantsten, drikker øl og ser lidt forhutlede ud. Men det er ikke kun hjemløse, som kommer i varmestuen; det er også mennesker, der føler sig ”udenfor” og savner kontakt.
Noget af det vigtigste, som Nicolaj har lært gennem sit job er at lytte og være en nær kontakt. ”Basale behov som alle mennesker jo har brug for,” fortæller Nicolaj.
Lidt ligesom i 7/11
Nicolaj er ikke i tvivl om, hvad han kan give dem, som kommer i varmestuen. Svaret er tid, nærhed og en åben dør uden krav. Du må være fuld, du må være påvirket – alle er som udgangspunkt velkomne i varmestuen.
”De her mennesker er under et kæmpe pres. De bliver altid mødt med krav. Fra kommunen. Fra behandlingsstederne. Fra retssalen. I varmestuen står vi ikke med et bødehæfte. Her møder de en, som ikke ser dem som halvtossede, fordi deres sko er slidte og de kun har halvanden sok”, siger Nicolaj.
Der er dog nogle uskrevne regler: ”Det er lidt ligesom i 7/11; lad være med at råbe, du må ikke stjæle, og du skal ikke snyde foran i køen”, fortsætter han.
Den sammenligning passer godt på det indtryk, han giver under mødet i varmestuen; han er ikke særlig højtidelig, og han er til stede – Hos gæsterne i varmestuen og hos mig under vores samtale.
Blæksprutten i midten
Han hjælper med kontakt til psykiatrisk afdeling og kommunen. Han hjælper med et par rene sokker eller en kop kaffe. Han beskriver sig selv som ”blæksprutten i midten”. Med sine fangearme hjælper han de usynlige, så de bliver set og hørt.
Varmestuens ansatte og frivillige betyder noget særligt for gæsterne. På vej ud efter min samtale med Nicolaj træder en bedugget gæst ind af døren. Gæsten søger efter en mand, Christian, kalder han ham. En anden af varmestuens ansatte. Da personalet siger, at han ikke er til stede, går gæsten igen. Han ville ses af Christian i dag.
Kirkens Korshær har et kristent udgangspunkt, men alle religioner er velkomne i varmestuerne. I Aarhus tilbyder de, at man kan komme til andagt om fredagen, hvor der er en præst tilknyttet.
Navnet ”Per” er ændret af hensyn til kildens tavshedspligt.
