I 2050 skal vores produktion af fødevarer stige med 70 procent, hvis vi skal have nok mad til alle. Og hvordan får vi så det? Vi spiser insekter, selvfølgelig! Den danske dokumentarfilm, BUGS sætter netop fokus på insekter som en mulig, fremtidig kilde til fødevarer. Her følger lidt refleksioner fra biografsalens mørke.
Bare mig og alle insekterne
Lørdag eftermiddag valgte jeg at tage i Øst for Paradis for at se den danske dokumentarfilm, BUGS. Jovist, klokken var 13, og solen skinnede, så det var måske ikke de fleste biografgængeres foretrukne tidspunkt at hænge ud i mørket.
Og som selvudnævnt filmanmelder vil man unægteligt finde sig selv i situationer, hvor man er nødt til at tage alene i biografen. Det er jo ikke sikkert, at alle mine venner synes, det er fedt at bruge halvanden time på at kigge på myretuer og melorme. Dét i sig selv er jo helt uforståeligt. Men altså, fair nok.
Men denne lørdag var der ikke andre end mig, der ville ind at se BUGS. Sådan, overhovedet. Jeg var derfor ikke bare taget alene til biografen, men jeg var også helt alene i selve biografen. En lidt speciel oplevelse, hvis jeg selv skal sige det – som jeg dog valgte at udnytte ved at bruge et ekstra biografsæde til mine ben. I ved, vild ungdom og alt det der.
En delikatesse?
Godt tilpas i min egen biografsal går filmen i gang. Lynhurtigt bliver problemstillingen optegnet: Vi bliver 9 milliarder mennesker på jorden i år 2050 og FN anslår, at fødevareproduktionen skal stige med hele 70 procent, hvis vi skal have nok mad til alle. Så hvad skal vi gøre for at brødføde verden?
Hey, vi kan spise insekter, lyder løsningen. FN anbefaler sågar, at insekter skal være en væsentlig del af vores kost i fremtiden. Så hvordan lyder det med honningmyrer, termitdronninger og langhornede græshopper til aftensmad?
Josh Evans og Ben Reade er i hvert fald to personer, der er åbne over for idéen. De er ansat som kokke ved Nordic Food Lab i København, og i filmen drager de således ud i verden for at undersøge det gastronomiske univers inden for insektspisning.
For i mange andre steder af verden; Uganda, Mexico og Japan eksempelvis, er det helt normalt – og faktisk også en udsøgt delikatesse – at spise insekter. Så det burde vel også være muligt at få vendt tankesættet herhjemme? Og som Ben Reade så komisk påpeger i løbet af filmen om sit kulinariske insekteventyr: ”Vi rejste bogstaveligt talt jorden rundt, og jeg fik madforgiftning én gang – fra en burger i Sydney.”
Forretningsfolk med dollartegn i øjnene
Men kan man så egentlig redde verden ved at spise insekter? Det korte svar er nej, og det finder de to kokke også ud af i løbet af deres rejse. Undervejs deltager de i en konference, hvor insekter som mulig fødevarekilde er i fokus, og her lærer de hurtigt, at ikke alle beskæftiger sig med emnet med den samme interesse for øje.
”Det lugter ikke godt,” konstaterer Ben Reade efter at have duftet til en dåse med insektfoder til dyr. Manden, der ejer standen, ser en stor fremtid i branchen og håber på sigt også at kunne producere fødevarer med insekter til mennesker.
”Jeg kan lugte penge,” svarer han tilbage med et stort smil og nærmest lysende dollartegn i øjnene.
Det er netop her, en ny problemstilling opstår op for de to kokke – og også for mig som seer: For hvis insektopdræt industrialiseres, hvor er bæredygtigheden så? Nok er insekter en kilde til protein, der kan erstatte eller delvist erstatte fødevarekilder som køer, grise og kyllinger, der alle efterlader tårnhøje klimaaftryk. Men det garanterer ikke nødvendigvis bæredygtigheden – og det er en ret væsentlig faktor at have med i ligningen.
Jeg må rette mig op fra min ellers magelige stilling i biografsædet. Jeg havde faktisk slet ikke overvejet den side af sagen: Bare fordi insekter i sig selv er en kilde til bæredygtighed, betyder det ikke, at fremgangsmåden til at producere dem vil være det. Da slet ikke, hvis der går totalt big business-industri i den.
Diamanter er smukke, men…
Filmen fortsætter med at dokumentere, hvordan unge mænd der – i deres søgen efter at fange græshopper om natten – må arbejde under usandsynligt skarpt lys. Så skarpt at mange som resultat bliver blinde. Og man kan næsten sige sig selv, at hvis efterspørgslen på insekter stiger, og hvis flere finder ud af, at der er penge i sagerne, så er tilfælde som disse nok ikke nogen, der vil komme færre af.
”Vi skal ikke bare blindt anbefale, at man spiser disse ting, fordi de indeholder protein og alle er sultne. Hvem er det, der følgeligt bliver blinde?”, spørger Ben Reade hen mod filmens slutning.
”Diamanter er smukke, men kommer ofte af slaveri,” afslutter han.
Så nej, vores fremtidige fødevareknaphed kan ikke løses ved at spise insekter – ikke udelukkende i hvert fald. Det kræver en meget større indsats end det og på mange flere områder. Og det er jeg egentlig glad for, at BUGS – råt for usødet – vælger at sætte fokus på, frem for at lave en happy-go-lucky fremstilling af, at det at spise insekter kan redde verden.
