MINIPORTRÆT: Mød folkene bag Ø-Haven, urbane nyttehaver på Aarhus Ø.

 

ø-haven
Foto: Ø-Haven

 

 

Hvad er jeres passion?

Vores passion er at skabe nye byrum, der arbejder med borgerne og beboerne frem for imod. Der udvikles mange byggeprojekter, hvor arkitekter, ingeniører og udviklere sidder og tænker på beboernes og brugernes vegne. På Aarhus Ø har tilgangen været, at man ønskede at skabe liv og så efterfølgende få bygningerne til at optage dette liv. Men det seneste projekt, Ø-Haven, har vi taget skridtet videre og læst de forskellige samfundstrends, hvilket vi nu tester. Målet er at sikre grønne livsgivende elementer i den urbane by – Ø-Haven er et pilotprojekt på dette.

 

Hvad kan I bedst lide ved Aarhus?

De primære drivkrafter i projektet er født og opvokset i byen – rigtig aarhusianere. Vi lever og brænder for byen og ønsker at gøre den til verdens bedste by. Et projekt vi ikke kan løfte alene, men alle projekter arbejder med stærke netværk og inddragelse af borgerne. Aarhus er under en enorm udvikling, og vi ønsker, at den skal tage en bæredygtig retning, så det, vi laver i dag, vil være til byens glæde i mange år. Som bygherre har man et kæmpe ansvar – det vi laver i dag vil folk skulle se på de næste 50-100 år, hvis ikke længere. Derfor handler det om at gøre det rigtige og sikre den høje kvalitet. En del af byens udvikling er også på den kulturelle side, da vi efterhånden har fået en fantastisk undergrundskultur, der gør byen mangfoldig og rig på liv. Samtidig har byen et fantastisk nærvær med en masse personlighed og personlige relationer. Uanset i hvilken retning byen udvikler sig, skal vi sikre og bevare de værdier, vi har i dag.

 

byboender-csoe
Foto: Christian Klindt Sølbeck

 

 

Hvad handler jeres projekt om?

Ø-Haven er et nyttehaveprojekt på Aarhus Ø, hvor vi tester dyrkningen og borgernes interesse. Haverne laves på paller og sættes i et område bag Strandbaren. Der er en enorm kontrast mellem dyrkningen af det grønne og den gamle containerhavns rå industrielle udtryk. Haverne dyrkes af borgerne i Aarhus, primært beboerne på Aarhus Ø. Der er næsten 100 aktive bybønder, der dyrker alt fra krydderurter til blomster og tomater. Der er ingen regler i haven, blot at man passer sin have, udviser respekt og sidst men ikke mindst nyder det gode liv. En sideeffekt af dyrkningen er de sociale forbindelser, der kommer bybønderne imellem – et parameter vi ikke havde set komme, da vi startede projektet, og det viser sig nok at være ét af de største udbytter af Ø-Haven.

 

Hvad håber I, at folk vil få ud af projektet?

Som udgangspunkt håber vi, at folk vil opleve glæden ved at dyrke deres egne grøntsager. Vi har efterhånden bevæget os rimelig langt væk fra vores fødes oprindelse, så at bringe folk tættere på denne proces håber vi også vil få folk til at værdsætte kvaliteten derved. Ydermere har flere deres børn med, og så har vi et samarbejde med et par skolelærer, der bruger haven til undervisningsformål. Haven giver et fællesskab, og flere har forespurgt på sociale arrangementer, så ud over det, der nu høstes i haven, så er det sociale også blevet et formål med haven.

 

Besøg Ø-haven her og læs blandt andet om, hvordan du kan blive en bybonde.