VIP loungen lurer lige ved siden af blå scene med udsigt over festival-pladsen. Komforten er sublim med egen restaurant og dyre flasker. Hvad er det for et sted? Pressezonen ligger 200 meter herfra, men hvor stor er afstanden egentligt mellem de to områder, der begge kræver VIP armbånd for at få adgang?
En kande, seks krus og otte shotsrør bliver skødesløst smidt på jorden lige foran os, da Peter Sommer lukker af med ”Valby bakke”. Dekadencen står i egen høje person lige foran os. Den er personaliseret i blazers, charmeklud, ruskindsjakker og høje hæle. VINK kigger over venstre skulder og ser det store VIP-skilt. Porten til det forgyldte NorthSide lurer lige ved siden af Blå scene. Vi går ind. Hvad venter os på den anden side? Guldbestik? Diamanter? Mundskænke? Kejserens nye klæder? Vi er bag ”fjendens linjer”.
Arrogance & Niche
Er VIP en niche? VINK vil undergrunden, men er det så overgrunden vi trådt ind i? Med egen DJ, rødvin i glas af glas og laissez faire overlegenhed tager vi bestik af de bizarre rammer i VIP-området. Hvad er det for et festivaldyr, der betaler de 1000 kr. ekstra for en billet? Den fire mand stærke VINKredaktion på NorthSide har diskuteret VIP-loungen under hele festivalen. Her er der adgang til restaurant Hærværk, og dyre flasker. Måske er det vores egen arrogance vi dyrker, når vi med en vis ironi fremmedgør VIP-lougen?
Har I overhovedet været på pladsen?
En gruppe mænd står og slår søm i en træstub, en beskæftigelse, der åbenbart er en nødvendighed i VIP-området.
En gråskægget kollega kommer over til dem.
”Har i overhovedet været ude på pladsen endnu?” spørger han med et smil.
”Jaja, vi har været derude,” svarer den anden.
Gruppen af mænd, der bruger deres festival på at slå søm i en stub og drikke fadøl i VIP arbejder alle for Grundfoss, og turen op NorthSide er en årlig tradition.
”Vi har sådan en idé om, at folk har godt af at komme ud i den friske luft og ud blandt andre, mennesker, men det virker vist ikke,” fortæller en af de sømhamrende og peger over mod sine kollegaer, der drikker kandeøl ved et bord i baren. Øl, der koster det samme som ude på pladsen vel at mærke.
Høj musik fylder området med toner af Rihanna og Janet Jackson. Sangene bliver spillet af en midaldrende DJ iført et outfit enhver hipster ville være misundelig på. I sin hvide sportsjakke og gule tophue vugger han hovedet frem og tilbage, mens læberne synger ”Joni Mitchell never lies,”
”Jeg vil faktisk også hellere lytte på den dj, end musikken der spiller ude på pladsen,” siger en af mændende fra Grundfoss. Der er dog ingen, der danser foran scenen, hvor Dj´en primært spiller pop fra de tidlige 00’ere.
Hærværk: Presse, VIP, Dekadence
En delvis bekræftelse af alle vores fordomme træder halvt dansende, halvt pløret ned af trappen fra ”Hærværk”. Solbrændt iført en ”Royal Vintage” flyverdragt, bøllehat og sorte markerede briller balancerer han et afkølet glas hvidvin mellem langefinger og tommeltot. Ingen bliver våde af regnbyger her.
Vi er fire repræsentanter fra VINKaarhus, der i løbet af tre dage har skulle dække NorthSide festival. Formidling af autentiske festivaloplevelser er vores mål. Halvdelen af tiden bruges dog i pressezonen 200 meter væk fra pladsen og de 35.000 festivalgæster. Vi har adgang til rene toiletter, varm kaffe og ly for regn. VIP-loungen er måske et rum, der eksisterer under andre præmisser end resten af festivalpøblens, men hvor forskellige er vi fra dem? Vi bliver i disse komfortable rammer mindet om vores eget paradoksale forhold til festivalen: At skulle dække oplevelser retrospektivt – halvdelen af tiden væk fra festivallens kollektivitet og fællesskab.
Da vi sidder inde i VIP loungen skæver vi endnu engang over venstre skulder. På et skilt ved trappen op til restaurant Hærværk står der: ”VIP bar & restaurant – Psst!…. vi har udsigt til begge scener.” Tom Kristensen lader til fortsat at have et kompliceret forhold til dekadence.
