Grøn er håbets farve. Den symboliserer fornyelse, friskhed og siges at være helbredende. Jeg får derfor udelukkende positive associationer, når grøn indgår i betegnelsen, som det er tilfældet med grøn omstilling. Vi har efterhånden hørt mange politiske taler om elbiler, vindmøller og affaldssortering. Nu er maden tilmed kommet i det grønne søgelys. “Kødfri dag” er kommet på danskernes læber, og senest ville regeringen indføre to vegetariske dage om ugen i alle offentlige institutioner. Men er der flere aspekter af det grønne, end det, vi umiddelbart præsenteres for?  Kan grønt også være grimt?

Der er noget, der tyder på det. I Danmark har vi et årligt madspild på svimlende 540.000 tons. 1/3 af alt frugt og grønt, der produceres, kasseres, inden det når supermarkedshylden. “Er det fordi, det er blevet dårligt, og derfor ikke kan sælges forsvarligt?”, tænker du måske. Nixen! Det er desværre ikke tilfældet. Det er derimod grundet tårnhøje skønhedsidealer (der i øvrigt også gennemsyrer andre dimensioner af vores samfund), hvilket medvirker til det enorme madspild, vi alle er vidne til, og medskyldige i. Nogle er for store, andre for små. Nogle er misformede, andre har skrammer på overfladen. Størstedelen af de kasserede grøntsager skyldes dog helt enkelt overproduktion. Men hvad kan vi som forbrugere gøre ved denne negative statistik?

Oversigt over grøntsager i grøntsagskassen, samt begrundelse for, hvorfor grøntsagerne er blevet kasseret // Foto: Michelle Kornstad

Eat Grønt, Eat Grim

Jo, ser du! Vi kan eksempelvis investere i de grøntsager, der netop ville være røget ud med badevandet. Den København-baserede virksomhed, Eat Grim, der er stiftet af finske Petra Kaukua og tyske Carolin Schiemer, forsøger at skabe et mere bæredygtigt fødevaresystem igennem et fleksibelt abonnementssystem med øko-grøntsagskasser i flere forskellige størrelser. Er du single, i et parforhold eller har du stiftet familie? Ligemeget hvilken konstellation, du befinder dig i, er der en kasse til dig. Og du må endelig ikke lade dig skræmme af navnet. Både smag og kvalitet er i top – det er jo trods alt det indre, der tæller! Dog har du ikke selv indflydelse på, hvad kassen indeholder af grønt. Derfor kræver det, at du udfordrer dig selv og kaster dig ud i nye retter.

Med en grøntsagskasse leveret lige til døren, slipper du tilmed for stress og jag i supermarkedet, der kun er blevet forværret efter Covid-19. Ind i supermarkedet. Sprit hænderne af. Hov, nej. Ud igen. På med mundbindet – og snig dig udenom medarbejderens vrede blik, fordi du glemte mundbindet i første omgang. Dårlig samvittighed over, at du ikke bare handlede i formiddags, hvor der sikkert var mennesketomt. Pluk et par tomater, husk handsker, vej dem, husk timian, hold afstand. Sikke en voldsom trængsel og alarm!

Grøntsagskasse (Big & Beasty) fra Eat Grim // Foto: Michelle Kornstad

Spice Up Your Christmas

Som så mange andre unge (især), er jeg bekymret for klimaet, og ønsker at give en hånd med på denne front. Jeg spiser plantebaseret i videst muligt omfang, hvilket kan være en udfordring juleaften, der ofte tilhældes med brun sauce, og smøres ind i andefedt. Grøn er muligvis ikke den farve, de fleste forbinder med julemad, men det kan det blive, hvis vi tør lave om på de gamle traditioner, vi har lovprist så længe. Måske er det tid til at retænke julen netop i år, hvor den globale pandemi raser. Hvor vi især har brug for vitaminer og mineraler til at holde os friske og raske. Eat Grim har i år lanceret julebokse i samarbejde med den dygtige Michelin-kok, Søren Westh, fra det kulinariske madlaboratorium, 506. Spice din jul op med bl.a. confiteret fennikel, karamelliseret løgkompot rørt med bornholmsk sennep, timian-pocheret pære og sprøde, knuste vinterkartofler. Det lyder da mere eksotisk end andesteg og rødkål, am I right?

Eat Grim x Søren Westh julemenu // Foto: Eat Grim

Fif-kassen

For at vende tilbage til det spørgsmål, jeg stillede tidligere: Ja. Grønt kan være grimt. Madspild er ikke just et kønt syn. Men vi som forbrugere kan gøre en forskel, ved at redde det, der ellers ville være gået tabt. Nemlig grøntsagerne – og på sigt, planeten.

Jeg skulle hilse fra Fødevarestyrelsen, og komme med følgende fifs til at mindske dit madspild:

  • Planlæg dine madindkøb, og køb kun den mad, der er behov​ for.
  • Spis lokale produkter, så skal de ikke holde sig længe under transport.
  • Bliv bedre til at bruge rester i nye retter, men hold stadig øje med holdbarheden.
  • Opbevar maden ved den rigtige temperatur, så du smider mindre mad ud, der er blevet dårlig.
  • Køl madrester, der skal gemmes, hurtigt ned, eller frys dem evt. i små pakker.​

Med ønsket om en grønnere jul!

 

// Coverfoto: @eatgrim