En regnvejrsdag med sol er noget, vi danskere kender til. Førstnævnte især i disse triste vinterdage og sidstnævnte er på denne tid af året nu mere et svagt minde fra sommeren. VINK er dykket ned i arkivet og har fundet en fotoserie frem, der ikke nåede at se dagens lys i 2017.

 

Aarhusianerne er trods sommerregn mødt talstærkt op til Red Bull Soapbox Race i Botanisk Have denne søndag sidst i august. Det er ikke flødebolleræs, som vi kender fra Brødrene Mortensens Jul, men noget helt så gammeldags som et sæbekasseløb – og dog. Sæbekasseløb anno 2017 er nok mere betegnelsen.

“Bilerne”, som er alt fra ombyggede indkøbsvogne til specialbyggede “gokarts” bygget af ingeniørstuderende, bliver skudt ned af en 13 meter høj rampe og derefter manøvret igennem den 400 meter lange bane. Det er i sandhed en dag i glæde for små og store legebørn.