Overgangen mellem marts og april var noget af en vejforvirret affære. Solen skinnede, så haglede det, og pludselig søgte vi udenbys for at finde nordlys. Når vejret vildleder, følger humøret med hos nogen – men heldigvis ikke hos mig! Alligevel greb jeg ud efter pennen for at føre vejrdagbog og tage mig et par notater om det forvirrede forårsvejr. Noterne blev til denne, lillebitte vejrdagbog: Et vidnesbyrd om aprils ankomst.
Himlen er blå på den der måde, hvor man automatisk begynder at nynne sange om sommerens kommen. Den blå sangbog spreder sine vinger, og siderne flagrer hen og lander på dét tema, der hedder “Tidligt forår”. Jeg får lyst til at trække vejret så dybt, at min mave udvider sig til en stor ballon.
Nu regner det igen. Jeg kan høre afløbsrøret dryppe i urytmiske mønstre. Ligger under dynen og vil hverken trække gardinet fra mit vindue eller dynen fra min krop. Vejret er så forvirret.
I dag er himlen grå og så lys, at den næsten er hvid. Overskyet. Det ligner, at villavejen udenfor mit vindue er copy-pastet ind på et blankt ark papir. Det er en god himmel at kigge på, hvis man skal tænke på noget. Et tomt, gråhvidt rum, som jeg kan farvelægge med alle mine tanker.
Fuglene nynnede popsange, imens solen nev mig i kinderne. Lænede mig op ad betonen, imens unge skatere svævede rundt på Robbiespottet. Det lignede, at de fløj eller gled henover banens bulede udfordringer. Ingen besvær, kun adræthed og et kækt smil på læben. Tænkte: nu kommer foråret fandme. Skaterne sagde: så er sæsonen sgu i gang.
I dag fortsætter fuglene med at lyde som melodiske havelåger. Deres forårsmelodier. De bittesmå fugle gør sig så umage. Man kan nærmest se det på dem, når de sidder og synger fra deres kvist. Så meget lyd i så lille en fjerbold. Nuttet.
Himlen ligner et blå stykke karton. Skyerne er pustet bort. Folk slentrer på fortovene. Forstår ikke dem, der bruger solbriller, kasket. Jeg er ikke klar til at skærme mig. Vil have det hele med. Alt dét, der er udendørs, drager mig.
Gik en tur med K på Vestre Kirkegaard. Gartnere transporterede store grønne vandkander og gjorde gravene forårsklar. De så så kække ud i deres brun-grønne outfit, skovgrønne smækbukser. Der var også pårørende, der ryddede vinteren af vejen med nye blomsterløg. Påskeæg blandt perlegrus.
K og jeg udvekslede forskellige udgaver af ”yes man” og ”nu kan man altså mærke det”. Det hele hentydet til himlen, luften og solen.
Vågnede med en stribe af sol henover mine lukkede øjne. Den havde sneget sig ind under mit mørklægningsgardin. Et tegn på, at foråret vil trænge ind alle vegne. Siver ind gennem vinduessprækkerne, bryder op gennem fortovet. Vi indånder det, udånder det, og forlænger luftens levetid i vores lunger.
Jeg kigger ud på villavejen og ser facaderne badet i sollys. Tænker: sikke et lysindfald dé stuer må have. Boede jeg i en villa, ville jeg lade alle vinduerne stå på vid gab og høre en ægte forårssang. Sådan én, som jeg kunne dreje i cirkler til, iført strømpesokker, løst hår og åbne arme. Måske Lykke Li med ‘I Follow Rivers‘?
Visuelt // Grete Mo
