TANKESTRØM: Regnen finder sit indpas, og dagene er grå og mørke. Våde skospidser og bløde kastanjer i lommerne. At sidde inde og kigge ud, lytte til regnen. Larmende stilhed.
Alt lyser op i gråvejr // Alle fotos: Emma Morel
Jeg er, på det sidste, begyndt at finde min barndomsglæde frem for det grå. Begyndt at værdsætte lydende, det specielle mørke og ikke mindst den særlige stilhed, der hersker, når den grå dyne lander og omfavner os.
Da jeg var lille, var jeg utroligt glad for regnvejr. Jeg elskede at lege i stilheden, mens regnen alligevel larmede. Jeg plejede at indhylle mig selv fra top til tå, i diverse vandafvisende tekstiler, og dernæst pakke hænderne ind i et par gule vanter med bamser på. Så tog jeg min cykel og styrtede alene rundt i det grå og det våde, indtil pulsen hamrede derudaf.
Nok har jeg ændret adfærd hvad cyklingen i regnvejr angår; hvad indhylningen angår, hvad bamsevanterne angår. Men jeg holder stadig meget af den specielle stemning, jeg synes, der er på en gråvejrsdag, især hvis det også regner.
Da jeg igår gik ud i Aarhus for at løbe sædvanlige, kedelige ærinder som at hente smøreost og minimælk i Føtter’n, lagde jeg mærke til, hvad det kolde og våde gør ved folk. Folk er stille. Eller også er luften stille. Man kan simpelthen høre regnen, høre alle de små lyde af tøj, der bevæger sig. Eller også lægger jeg bare mere mærke til det i regnvejret.
Der sker under alle omstændigheder noget særligt på dage som igår. Man får gåsehud, fordi det er køligt og blæser. Man får lyst til (og giver sig selv lov til) at sidde og drikke varm kakao, spise en ekstra bolle med smør, smide fødderne op og læse en god bog. Nyde at stilheden larmer. Mørket fylder, er mildt for øjenene.
Noget andet, jeg elsker ved grå dage med mørke og stilhed, er, at gå ud i bybilledet og se ting, jeg ellers ikke lægger mærke til: de sparsomme, små træer der pryder brostenene og de polerede spejlfacader og mursten – her hænger efterårsfarverne i bladende. De mange cafélys, reklameskilte og indendørs lys, der pludselig fremstår tydeligt og kaster genskær på de våde brosten.
At iagttage folk, der ængsteligt holder på paraply og hat, mens de med den anden hånd forsøger at holde en frakke lukket – imens vifter vinden det nederste af frakken op, og kulden kryber alligevel indenfor.
Kontrasten mellem lys og mørke. At sidde i en bus i lyset, kigge ud på mørket. Ønske sig udenfor, og når man er udenfor, ønske sig indenfor.
Måske er det tilstanden af aldrig rigtigt at vågne i det vejr, der gør det særligt. Måske er det kastanjedyrene. Måske er det kulden, der sniger sig ind under jakken. Måske er det efterårsfarvene. Måske er det tanken om, at det ikke gør noget at blive våd og kold, fordi man ved, at varmen og dynen er derhjemme. Måske hader mange regnvejr, måske tiltaler det blot drømmende og distræte typer som jeg.
Om ikke andet opfordrer jeg hermed alle til at forsøge at nyde de grå dage, med vandpytter og blæst og gule blade på træerne. Nyde bylysene, gadelygterne og cafélysene i mørket; nyde mørket. Der kommer formentlig mange af de grå dage, så vi kan ligeså godt beslutte os for at fokusere på det hyggelige og fine ved disse!
