DÉT, DER OMRINGER OS

Tilbage i 2018 flyttede jeg til Aarhus for at studere, og gennem Ungdomsbolig Aarhus havnede jeg på et kollegie på toppen af Randersvej. Jeg boede ved Vandtårnet, tæt på Hasle Ringvej og et stenkast fra Midtbyen. På trods af at jeg boede på toppen af én af Aarhus’ højeste bakker, følte jeg, at jeg var en del af byen og dens liv. Men en skønne dag fik jeg så at vide, at ‘Alt dét, der ligger udenfor Ringgaden, ikke er Aarhus.’

 

Sidenhen har sætningen forfulgt mig, og nogle gange kørt i ring – som en eller anden tåbelig vise, når jeg har cyklet langs Ringgaden. Selv er jeg ikke enig i skillelinjens skarpe opdeling, for man kan da ikke bare sådan tegne med asfalt og definere, hvornår noget ikke er Aarhus – eller hvad?

 

I forbindelse med et kunstprojekt fik jeg anledning til at undersøge dét, der befandt sig udenfor Ringgaden. På årets første efterårsdag gik jeg i tolv timer med rygsæk på ryggen og i to store cirkler om byen. Jeg fulgte Ringvejen og Ringgaden: ruter, der omringer, omfavner og omkranser dét, som vi kender som Aarhus.

 

Undervejs noterede jeg mig karakteristika ved de to ringveje. Ringvejene var begge asfaltsdominerede, lysregulerede og fulde af støj, men til trods for fællestrækkene havde de hver sit udtryk, hver sit liv.

 

RINGGADEN – EN RUTE OG ET LIV

Har du på en eller anden måde en forbindelse til Midtbyen, så vil jeg vove og påstå, at du ikke kan komme udenom Ringgaden. Som studerende, kulturforbruger, vinterbader, pick-up-på-pakkehus-person, eller noget helt femte, bliver du nødt til at anvende, krydse eller følge Ringgaden på din færd. Ringgadens fortove og cykelstier fører dig rundt til ærinder, adresser og andre formål, der befinder sig indenfor Midtbyens plamage. Imens fører vejsporene trafikken udenom centrum, hvilket desuden er en ringvejs ypperste formål. Ringgaden kaldes også for O1, og eftersom Aarhus ligger ud til kysten, udgøres Ringgaden af Nordre-, Vester- og Sønder Ringgade. Indenfor Ringgaden bor 60.000 mennesker, og måske er du en af disse?

 

Langs Ringgaden vokser store træer, hvorfra blade daler ned på vejen. Om efteråret kan du derfor sparke dig igennem et orangerødt barndomsminde i årstidens nuancer. Kviste og grene fra selvsamme træer køres i ét med asfalten, og midterrabatterne er så brede, at man hypotetisk set ville kunne holde picnic i det høje græs. Alt det grønne deler Ringgaden med randbebygningen, som tårner sig op fra asfalten i bygninger af rødgule mursten. På cykelstierne holder cyklisterne pænt på række og sammen med trafikken, trækker hele bylivet vejret igennem lysreguleringerne.

 

Ringgaden er for dem, der flanerer. Den tager dig forbi Midtbyens stoltheder: de bygninger som byen bryster sig af. Undervejs har du udsigt til vandet og kan måske høre mågerne skrige. Det er dem, der, sammen med byens fugle, endevender busskurenes skraldespande, i deres søgen på snacks. Ringgaden er altså mere end blot en gade. Den er en væren, der tager bo i flere dimensioner. Gaden er lejlighedskomplekserne, de parkerede biler og cyklerne, som vinden stabler som i et spil Mikado. Ringgaden er et opholdssted for dem, der ryger, og et aflastningssted for lejlighedsopgangenes storskrald. Ringgaden er som et frimærkealbum, hvor livet klistrer sig til fliserne: tyggegummi, spytklatter og street-art.

 

RINGVEJEN – BYENS YDERSTE MEMBRAN

Modsat Ringgaden har Ringvejen et helt andet udtryk. Dette til trods for at Ringvejens formål er det samme som Ringgadens: nemlig at få trafikken til at flyde nemt og hurtigt udenom centrum – så udtrykker Ringvejen i højere grad sit formål. Ringvejen kaldes også for O2, og er Aarhus’ yderste ringvej.

 

Ringvejen domineres i dén grad af asfalt, der bugter sig skinnende glat gennem landskabet. På Ringvejen hører trafikken hjemme. Det er trafik i fremdrift og folk med et formål, som benytter O2. Ringvejen er en vej med stort V. En rute der domineres af trafikstøj og køretøjer på fire hjul. Det suser om ørerne, når man vandrer side om side med bilerne og cyklisterne, der nærmest deles om vejens spor. På O2 er transportmidlerne som ligestillet. Det er kun få steder, hvor vejen opdeles med hegn – for ellers er det kun græs og grønne rabatter, som adskiller de tohjulede fra de firhjulede. Og dertil er det asfalt. Asfalt, asfalt, asfalt. Asfalt i lange baner, i flere baner og afmærket med hvide streger. Asfalt og et fravær af fortove. Langs Ringvejen slentrer folk ikke formålsløst, og de nyder heller ikke en smøg, hvilende op af en lygtepæl. Det er faktisk slet ikke muligt at vandre hele Ringvejen langs fortov, for det er kun lagt på udvalgte steder. Ringvejen er derfor en rute, som indkapsler sin helt egen dynamik. Det er her, hvor morgen-, middag- og aftentrafikken virkelig befinder sig.

 

Alligevel er Ringvejen mere end gråsort asfalt, for langs vejen gror masser af grønt. Alt dette er af en anden slags end bevoksningen ved Ringgaden, for dette virker til at være plantet af fuglenes efterladenskaber. Der er selvfølgelig kommunens markblomstblandinger, som er strøet på udvalgte steder. Der står røde, knaldblå og sommergule blomster og vajer i vinden, når bilerne suser forbi. Frem fra buskadset triller æbler, og mirabelletræer snasker fortovet til med gule blommer. Du kan også finde brombærbuske med store blålilla bær. Så til trods for asfalten er der faktisk grønt hele vejen rundt langs Aarhus’ yderkant – selv vejens støjdæmpere ligner grønne plantevægge.

 

O1 OG O2

Ligesom ‘Bananer i pyjamas’ er ringvejene, O1 og O2, hinandens bedste venner. Via indfaldsveje forbinder de sig, og føler sig forbundet i deres fælles opgave: at føre trafikken udenom centrum. Til sammen omfavner de Aarhus med deres asfalterede arme, og de er mere end bare ringveje. De er også en del af alt dét, der gør Aarhus til Aarhus. Ringvejene er en funktion, en energi og et trafikbaseret portræt af en hverdag. Som en form for membran, omringer ringvejene hver især byens cellekerne. Hver evig eneste dag, og nærmest i døgndrift, diffunderer dét liv, de formål og forbindelser, der definerer byens DNA. Så alt det der er udenfor Ringgaden er også Aarhus. Det er blot byen i bevægelse.

 

//Coverbillede: Marie Prisholm Bjørn