Vi er rytmiske væsener. En hverdagsrytme skal derfor helst rumme både forudsigelighed og variation. Hjem-ude-hjem. Hverdag-weekend-hverdag. Så hvad sker der, når en nedlukning af samfundet trækker B-stykket ud af ligningen og efterlader mange borgere i hjemmets træge versversvers i det uendelige? Vi dyrker C-stykket: Kontrast! Afbræk! Slentretur gennem gaderne.

Sidste vinter skrev jeg en artikel om at tune ind på byen som lyd-landskab. Jeg forsøgte at skærpe min opmærksomhed på de rytmiske kvaliteter ved hverdagens ruter mellem A og B. De strækninger, man typisk ikke ænser som andet end middel til at nå sit mål. Det var før landet lukkede ned. Nu står vi i en situation, hvor netop enhver strækning mellem A og B for mange borgere er trukket ud af normalitetens trommerum. B’erne kan ikke få lov at placere sig som Google Maps koordinater på kontorlandskaber, koncertsteder, biblioteker eller på caféer, restauranter og forelæsningssale. Dagene trækker derfor ikke længere spor end mellem seng, køkken, stue og tilbage igen.

Så vi har brug for afbræk. Der skal variation til at udholde hjemmelivets efterhånden gabende eller ligefrem vrængende vers. Der er ikke mere at hente i den indre singer-songwriter. Vi må ud i gaderne. I mangel på arbejdsfællesskaber, forbrugsaktiviteter og kulturoplevelser er vi alle blevet en slags ’flanører’, der vandrer gaderne tynde. Byens fortove tjener som både motionscenter, bevægeligt mødelokale, opholdsrum, fritidshjem og endda som mobilt kontor: selv går jeg og skriver på denne artikel på min vandring gennem Frederiksberg; simpelthen fordi tankerne trænger ilt og bevægelse. Jeg trænger stimuli for at tænke klart.

DEN URBANE VANDRERS IDEHISTORIE

I min rastløshed er jeg vandret ned af… ja, faktisk ned af byvandringens historie. Her møder man ’flanøren’. En arketype, der kunne spottes i 1800-tallets Parisiske arkader, hvor han slentrede omkring uden andet formål end netop dét at føjte, sanse, iagttage; at drive den af og lade sig gennemstrømme af de urbane omgivelsers mange rytmer, masser, lugte og lyde. Flanør-figuren er, ifølge den tysk-jødiske tænker, Walter Benjamin, både produkt af og modfigur til kapitalismen. Han ligesom føjter sig til et opgør med rationalisme, produktion og optimering: med langsomheden som sit våben! Forestil dig en mand med høj hat blive ført af en skildpadde i snor. Dét er rytmen og tempoet for hans gang. Han udgør, ene mand, en lille slowmotion-parade, som får massernes målrettede skridt og hestevognes knirk og prust og raslen gennem gaden til at virke grotesk og forhastet.

Walter Benjamins blik for flanøren er netop tæt linket til hans interesse for det kaotiske storbylivs indvirkning på den menneskelige psyke. Han anså flanørens slentren som alternativ til dét værn mod indtryk, som de fleste byboere automatisk udvikler. Flanøren holder sine sanser åbne. Han ligefrem dyrker den overvældende rigdom af syn, lugte og lyde, som byen tilbyder. Jeg forsøgte (i beskeden skala!) at gøre det samme, da jeg sidste vinter gik omkring i Aarhus for at skrive om nogle af byens lydmiljøer. Og det føltes netop som en lille modarbejdelse af mit automatiske filter mod trafik og hverdagstravlhed. At filtrere indtrykkene er åbenbart en nødvendighed selv i Aarhus, som ellers kan virke som en provinsby i sammenligning med 1800-tallets Paris.

KUNSTNEREN OG AFFALDSKLUNSEREN

Vi er altså mange (uden basale samfundsfunktioner), der lige nu slentrer rastløst omkring i gaderne; men i et bylivs normale up-beat rytme, ser man ikke mange æstetiske gadevandrere i dagstimerne. I en samfundsmekanik, der buldrer afsted, er det en mod-rytme for den privilegerede. En beskæftigelse for den, der har tid. Den, der ikke behøver at arbejde ude i byen eller på fabrikken – eller endnu videre: dyrke den mad, han spiser, producere det tøj, han bærer, opfostre de eventuelle børn, han har sat i verden. Og hvad er så det for en mand? Arketypen er en kunstnerisk sjæl. En digter. Og netop den franske digter, Baudelaire, var den første, der beskrev figuren i sin samtid. Han skrev om, men også som flanøren. Inkarnerede figuren, der tog sig dén frihed, at stille sig udenfor samfundet. At slentre rundt i de parisiske marginer. Og altid, tilfældigvis, være ude at gå, når der blev opkrævet husleje. En free-spender.

Men flanøren er ikke ene om at høre hjemme i metropolens gader. En anden arketypisk gadevandrer finder man nemlig i hans modstykke: ’ragpickeren’, eller på dansk: kludesamleren. Begge bevæger de sig i samfundets marginer. Men hvor digter-flanøren betragter byen uden selv at indgå i dens rytmer, udfylder kludesamleren en jordnær funktion i gaderne. I det skjulte, i nattetimerne, indsamler han nemlig materialer til genanvendelse. Han flytter rundt på fysiske rester af byens liv, når andre sover.

Fælles for de to er dog, at de sætter et spejl op for det moderne liv. Digter-figuren demonstrerer (med sit skildpaddetempo) den øvrige bys accelererende rytmer. Og kludesamleren legemliggør samfundets ‘udenfor’: de borgergrupper, der ikke indgår i den velansete, etablerede del af byens mange tandhjul. På den måde har kludesamleren en del til fælles med nutidens hjemløse borgere.

IMPROVISATION OVER BYRUMMETS AKKORDER 

Et andet emne, som jeg er vandret omkring i min rastløshed, er den kodning og regulering af adfærd, som ligger i ethvert byrum. Både pladsen, parken og gaden har et manuskript, et partitur – eller måske nærmere: en række akkorder, som vi som byboere videre kan improvisere over.

I en nedlukningstid står byens mest “løst kodede” rum frem. De kan nemlig indtages på alternative måder, idet de hverken har med produktion eller konsum at gøre. Det peger de to by-forskere, Karen Franck og Quentin Stevens, på. Rekreative områder som parker og skolegårde er “løsere i koderne” end fabrikker, butikker, kontorer, men også retssale og undervisningslokaler, som alle har et langt mindre socialt råderum. Er strammere i koderne. Og som, måske af samme grund, har været lagt øde under nedlukningens mest omfattende restriktioner.

Den aarhusianske arkitekt og professor, Tom Nielsen, kalder byens utilsigtede “løse” rum for overskudslandskaber. Ligesom Franck og Stevens peger han på, at de tiltrækker mennesker fra forskellige sociale grupper til aktiviteter, der hverken har med produktion eller konsum af varer at gøre. Det kunne være tai-chi, skateboarding, alkoholisme, grafittikunst, klatring eller gå-ture. Selv oplevede jeg som barn, at skolegården på Kochs Skole, som indeholder et væld af zoner, halvmure og bakker, skiftede funktion flere gange i løbet af et døgn. I dagstimerne var det os elever, der kørte mooncars og klatrede i træer. Men ud på eftermiddagen forvandlede stedet sig til et samlingspunkt for udøvere af både parkour, vikinge-rollespil og skating.

Mange af byens rum kalder på den slags improvisationer. Forleden oplevede jeg en dance-battle tage form på Bispetorv ved Aarhus Domkirke. Bag Godsbanen finder man et samlingssted for skatere. Klostertorv fungerer som opholdsrum for en del af byens hjemløse borgere. Listen er lang. Og i går gik min veninde og jeg forbi en kvinde, der sugede solens stråler til sig i en medbragt klapstol midt på fortovet. Som ellers er kodet til målrettet gang. Selv satte vi os på en trappesten lidt længere henne, da vi blev trætte af at vandre. Måske der netop sker en ‘løsning’ af koderne i byens gader og stræder, idet vi for tiden benytter dem som bevægelige opholdsrum og mødelokaler – eller ligefrem arrangerer bil-demonstrationer, der slanger sig gennem gaderne.

ARYTMISK SAMFUNDSMEKANIK

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at vores samfund er ude af takt. Hverdagsrytmen forandret. Men også i en anden betydning er pandemien arytmisk: lidelsen fordeler sig nemlig ikke lige. Vi kan godt lide at tænke, at vi er “i samme båd” under krisen. Men desværre forstærker den de uligheder, der allerede var. Har du f.eks. både lejlighed og sommerhus, kan du skabe dén variation, man som familie i en trang 2-værelses desperat længes efter. Og fælles for de fleste er nemlig behovet for både forudsigelighed og variation. Som Birgitte Stougaard – lektor ved Æstetik og Kultur i Aarhus – skriver i sin Tænkepause om ’Rytme’:

”Hverdagens genkommende rytme er dejlig, men den er dejligst, når den også rummer løfter om forandring. På samme måde rummer rytmer både gentagelse, forventning og brud med forventning. Så variation er faktisk afgørende, når man skal forstå, hvad rytme er. I populærmusikken er der for eksempel næsten altid en A- og B-del, et vers og et omkvæd. Vi møder noget nyt, og vi kommer tilbage til noget, vi kender.”

Er man studerende, jobsøgende eller kontorarbejder, kan man derfor nemt have en forandret tidsopfattelse og rytmefornemmelse under nedlukningen. Den samme hjemmearbejdsdag gentager sig ligesom i det uendelige. Ligesom en GIF. Indholdet looper, kører i ring. For der er kun vers i vores hverdage. B-stykket og dets intensiverede energi kan ikke få lov at udspille sig ude i byen. Det er skubbet sammen med A-stykket. Udspiller sig inden for hjemmets fire vægge, så vi knapt kan skille hverdagsrytmens komponenter fra hinanden.

Netop derfor har afbrækket – C-stykket – fået en afgørende betydning for vores trivsel. Det er et indhug, vi laver i de mange, lange og frygteligt forudsigelige på hinanden følgende vers. En velgørende kontrast, der sætter krop – og tanker – i bevægelse. Som Birgitte Stourgaard formulerer det: ”Vandringens langsomme rytme giver plads og ro til, at tanker og følelser kan finde nye ruter.” Lidt kan der altså komme ud af lediggangen. Den kan sende dig ned ad uforudsete tankerækker. Få dig til at vandre hvileløst ind i nye emner, artikler, figurer og kvarterer, som du ellers ikke var kommet omkring.