Det har den seneste tid været ’en smule på mode’ at beskæftige sig med skjulte steder. Men længere inde i Aarhus’ fortællinger, findes også de ufortalte eller ikke-eksisterende steder, der ellers har været tænkt på den ene eller anden måde.

 

Foto: Stiften.dk // Per Kramer med den Jydske Fane midt på huen
Foto: Stiften.dk // Per Kramer med den Jydske Fane midt på huen

 
Det starter …

… en sen aften, da jeg står og pisser i skulpturen på Store Torv. Mine tanker begynder igen at florere. Jeg har før tænkt over Per Kramer og hans tanker om det Grædende Ege Træ, der aldrig fik spredt sine rødder, hvor jeg nu står og pisser. På en eller anden måde bliver både Kramer og træet igen relevant. Dette ikke-eksisterende sted interesserer mig, både som forfatter og som aarhusianer.

 

Per Kramer havde en tanke

Maleren, grafikeren, billedhuggeren og happening- og installationskunstneren Per Kramer (1942-2010) var en mand med mange idéer. Én af de prægtigste må siges at være idéen om at decentralisere det danske kultur- og kunstmiljø, hvor Den jydske fane blev symbolet. Denne idé er stadig meget relevant, og jeg mener, at det ville gavne at acceptere vort lands begrænsede størrelse og søge efter alle de gode idéer (og belønne dem) på tværs af de danske øer. Ellers kan for mange falde i vandet mellem os. Sådan som det skete med Kramers idé om egetræet.

 

Tanken om Grædende Ege Træder burde have prydet Store Torv, er i denne sammenhæng mere interessant. I stedet blev Elisabeth Toubros Torvenes Brøndsløjfe opført i 2003. I folkemunde kaldes skulpturen ofte ”Pissoiret”, hvilket ikke er helt uden grund, med sine metalgrå mure og vandet sivende gennem sig, er den som skabt til et lille sidespring i nattelivet. Derudover indkapsler den som sådan ikke Aarhus’ sjæl, hvilket i højere grad må siges at være skovenes grønne og brune farver, afhængig af årstiden.

 

Per Kramers tanke var dog også, at egetræet støbt i bronze skulle strække sig rundt på dele af Store Torv, både med tanke på netop Aarhus’ skove, men også som et symbol på den menneskelige elendighed, da træet hver dag klokken 16 skulle fælde ’en tåre’ over menneskets ageren. Dette ville ske ved, at et lys ville bevæge sig gennem træets grene. En særdeles interessant og smuk tanke, der indkapsler naturområderne omkring byen og samtidig har en vanlig provokation fra Kramer.

 

Man kan mene, hvad man vil om skulpturen på Store Torv nu, men i udgangspunktet lyder Kramers idé både mere indbydende og tankevækkende. Måske bliver træet en dag rejst posthumt af andre end manden med tanken, men hvis man tager et kig på glashavnen, der er under opførsel, er det desværre næppe tilfældet, at et bronzetræ ser dagens lys.

 

Foto: Stiften.dk // Deres illustration af Bronzetræet. Jeg forestiller mig ikke træet sådan. 
Foto: Stiften.dk // Deres illustration af Bronzetræet. Jeg forestiller mig ikke træet sådan.

 

 

Bronzetræet – en fiktiv stemningsbeskrivelse

Tidlig morgen. Domkirketårnet slår stilheden i stykker. Forårssolen skinner med sit første blik fra horisonten, vokser op fra vandets kant og inden længe står en fuldvoksen sol på himlen over byen. Enhver morgen starter selvfølgelig på denne måde. Befriende. Vi har sat os op ad Grædende Ege Træ, mens vi nyder vores morgenkaffe. Vi er tidligt ude. Der er stadig visse rester af ro, mens lyden fra de gående fødder tiltager i styrke. Til sidst står hele byen færdig for vores blikke, og vi sidder her, under træet, fanget i et roligt øjeblik.

 

Dagen forsvinder i flydende linjer foran os. Men vi sidder bare her. Og vi er blevet flere. Efterhånden har solens varme forplantet sig i bølger gennem luften. Vi sidder gennemblødte. Det er midt på eftermiddagen. Vi har ikke flere øl, så nogle af os går i 7-eleven. Pludselig kan vi se træet sende lys gennem grenene, klokken 16, den daglige påmindelse. Måske meget passende, når vi drikker på en hverdag. Nogle af os opfatter det som en spøjs lille gentagelse, mens andre synes det bliver for moraliserende. Vi drikker videre, og diskussionen bliver ikke til noget.

 

Sen aften. Domkirketårnet hamrer. Forårssolen er ved at kaste sit sidste blik, inden den lægger sig til ro i horisontens vuggende arme. Snart er det månens tur til at forvandle himlen i al ubemærkethed. Enhver dag slutter selvfølgelig på denne måde. Vi er sent ude. De gående fødder har for længst fundet sin ro.

 

Hvordan kan jeg savne noget, der aldrig har eksisteret? Det er nærmest en form for omvendt nostalgi, en stille revolution i ordene, med et håb om at træet en dag bliver del af Aarhus’ samlede maleri.

 

Nu har det ikke-eksisterende sted i hvert fald fået sine ord. Det må være en begyndelse. For nu.