Det er altid godt med historier omkring den by, vi lever i. Både når det kommer til de historier, vi lever hver dag; vores tilværelse med alt hvad de indebærer. Men somme tider har vores by skjulte fortællinger i sig, der nødvendigvis skal behandles skønlitterært. Læs med i denne første af flere Aarhus historier, der er mere eller mindre sande.
Brostenene i Paradisgade er noget af det første, jeg husker. De er fra den tid, hvor man ikke tænkte over, hvor lige veje skulle være, kun at der skulle være veje. Kravene til en god vej var mindre. Disse brosten minder mig om en mere simpel tid. Jeg vender mig og kigger på min homoseksuelle ven, der aldrig har været god til at skjule, når han gerne ville fortælle mig noget. Heldigvis taler han kun, når han mener, at det er værd at bruge tid på. For som vi har snakket om tidligere, dengang vi boede sammen lidt uden for byen, er tiden umulig at få tilbage. Derfor kigger jeg heller ikke på disse brosten, med deres fortællinger om fortiden, med nostalgi, men med vished om, at udviklingen måtte ske. Og at den på et tidspunkt må stoppe. Udvikling og tid er to forskellige ting. Og jeg bliver forvirret, mens jeg ser et par kvinder gå forbi i deres nederdele. De har betalt mange penge for at vise deres hud.
Pludselig stopper vi op, selvom jeg troede, at vi skulle hen til biografen (altså den, der ikke nødvendigvis viser sex). Min ven fortæller mig om, hvad der foregår i den gule bygning, der ligger mellem Paradisbio og Sex-bio. Bygningen bærer præg af slid. Men inden han vil uddybe, hvad der sker i den gule bygning, vil han have, at vi går ind i butikken. Han overskrider mine seksuelle grænser. Nej. Det er en løgn, der skal stille mig i et bedre lys. Sandheden er, at jeg medvilligt følger efter, da han først begynder at gå.
Men jeg har aldrig været indenfor før, så inden vi træder ind gennem døren, står jeg et par sekunder, så det ikke bliver bemærket og tager mod til mig. Vi har ikke sådanne butikker, hvor jeg kommer fra. Vi drømte om dem, men det er en anden ting, og det er slet ikke det samme som at finde alle tænkelige pornofilm på nettet, hvor man sidder alene og kun skammer sig over for sig selv. Bagefter altså. Inde. Jeg føler mig pervers. Eller normal. Tilpas.
Tænk, at der findes så mange forskellige slags dildoer. Frygten for at kvinder ikke har brug for os, har aldrig været mig nærmere.
Kvinderne på indpakningerne til diverse legetøj, både til mænd og kvinder, der er jo også andet end dildoer, er pumpet med plastik. Jeg kan slet ikke genkende deres kvindelighed. Mændene ligner dyr. Det dunker. Det hele. Kroppen. Min dødelighed. Jeg er sikker på, i dette øjeblik, at det aldrig har været meningen, at mennesket skulle undertrykke sine lyster og frygte nøgenheden som vi har gjort. Gør. Hvor er min ven?
Efter at have snakket lidt med ekspedienten, forhørt mig om et muligt deltidsjob og den gule bygning, bestemmer jeg mig for at gå ud på gaden igen.
Mens jeg sidder her, begynder jeg at tænke på den gule bygning, hvor min ven med stor sandsynlighed befinder sig. Jeg forestiller mig de nøgne mænd, der sidder i saunaen mod et diskret kontantbeløb ved indgangen. Deres livlige pikke, der slynger sig mellem damp og sved. Hvordan de alle følger deres lyster, kødelige og spirituelle, gennemhuller mellemrummene. Skrigene i forskellige toner af vellyst. Deres frihed i en gul bygning, midt i Aarhus, som ingen skænker en tanke. Måske tager jeg fejl. Måske snakker de bare. Måske. Jeg ved det ikke.
Min ven kommer smilende ud, og fortæller mig, at han tog en spiller til en film, han ikke kunne finde på nettet. Jeg kigger lettet på ham og beslutter mig for, ikke at spørge mere ind til det. Jeg siger, at vi skal drikke whisky, så vi går videre mod Vestergade, hvor jeg vil forsøge at nulstille min hukommelse uden at glemme det hele. Sætte mig fri.
