SERIE – HISTORIER: Når man går rundt i midten af Aarhus, er det let at fare vild. Mest af alt fordi, næsten alle bymidter har en tendens til at forvandle sig til en labyrint. Men når man kigger lidt nærmere, er der en række variaioner bag vinduerne, der også bliver en måde at finde rundt på. Vi skal nu møde fire personer, der levede omskiftelige dage. Vi skal læse nogle af deres øjeblikke.

Tilfældige linjer, sammentrækninger af lys // foto: Daniel Boysen

  

I slut 80’erne fandt en af disse variationer sted i Klostergade, ved drengehjemmet, et slags kollektiv, hvor en række unge af de aarhusianske kunstnere boede sammen. Der var en Glaspuster, en Maler, en Musiker og en Lyriker. Navnløse i denne fortælling. Omkring dem boede en række børnefamilier, der brugte deres dage på 8-16 arbejde, indkøb, aftensmad, planlagt sex, når børnene var gået i seng, tidligt op, gentage, gentage, gentage. Men sådan var det ikke i nr. 22, 1. mf.

Et kunstner-kollektiv har et stort potentiale; både for at være fantastisk, et sted hvor kunsten kan blomstre, men også (og måske endda i højere grad) kan det være et brændpunkt, hvor en række forskellige egoer kan kollidere og i sidste ende være med til at bremse hinanden, selvom deres intentioner overordnet kan være gode. I det følgende skal vi se, hvordan det gik for gutterne i Klostergade: opfyldte de deres potentiale eller hvad skete der?

GLASPUSTEREN havde en nogenlunde struktureret hverdag, efter at hans uddannelse ved Orrefors Glasskole i Sverige var færdiggjort, fik han en fast bestilling hos en af gågadens specialbutikker, penge på bordet, sikkerhed (senere kom han til at arbejde hos ILVA, da de åbnede i 1993). Tiden var god ved ham. Han mødte også en ung medicinstuderende, der hurtigt faldt for hans store skæg og store ører.

De skulle senere både blive gift, få børn og blive skilt igen. For problemet for Glaspusteren var, at han ikke kunne lade være med at gå på Peter Gift, når arbejdsdagen var ovre. Ryge smøger, drikke øl, vælte, gå, vælte, kravle, være hjemme, gentage, gentage, gentage. Rundt i alle hjørnerne og på hylderne stod forskellige slags glaskunst fra hans hånd. De ædru værker var farvefulde og ofte gengivelser af nogle af byens sære bygninger, med et lille twist, en slags fri fantasi over byens arkitektur. Værkerne udført under the influence står stærkere, mere rå, næsten dæmoniske gengivelser af mennesker og arkitektur, sammenblandet; murstensmennesker, fragmentariske, dyriske, tyngede.

Glaspusteren har aldrig fundet sig til rette i livet, hverken i eller udenfor kollektivet.

MALEREN og MUSIKEREN var to sider af samme stykke kunst. Deres samarbejde og venskab var både begyndelsen og enden på kollektivet. Det hele kulminerede til en af de utallige fester en sommerdag i ’91, hvor de tilfældige linjer, de alle fire udgjorde, faldt sammen i ét stød. Mere om det senere.

Maleren havde den tendens, at han, når han ikke kunne få sin vilje, kastede op. Hvor han stod. Det var som sådan ikke velovervejet – det var et barns måde at få sin vilje på. Sådan fik han sin kæreste. Da hun i første omgang afviste ham, kastede han op, og hun forstod med det samme, at han mente det alvorligt. Der var noget sært tiltrækkende over det opkast, som hun sagde til sine veninder. Dét var i øvrigt musikerens tidligere kæreste.

Musikeren fokuserede mest på at eksperimentere med forskellige stoffer og engagerede sig sjældent i livet udenfor kollektivet. Inspireret af Jimi Hendrix, Eric Clapton, Jim Morrison, ja, stort set dem alle, prøvede han forskellige kombinationer af psykedeliske stoffer og til sidst også heroin. For ham handlede alt her i livet om at finde den rette lyd. Alt det andet kunne være lige meget. Til sidst vejede han ikke mere end 50 kg., på trods af hans betragtelige højde. Han hoppede ud fra Ringgadebroen et par år efter kollektivets opløsning.

LYRIKEREN levede uden struktur. Og det eneste, der er efterladt fra hans hånd er følgende:

 

Som sagt er der nok tilfældigheder på spil

når vi forelsker os i hinandens skygger;

med røntgenblik i en eftersøgning

 

dit maleri er en variation af samme stjerne

 

vi bruger dage på at sidde ved fortovskanter

forsøger at fange støvkornene

undgår at sætte i loop; godmorgen, sov godt

 

spøgelsesaber hænger i træerne uden system

 

du går forbi som en ildflue, der tegner

en historie i vind og trækker byen efter dig

alt er samlet i dén bevægelse, så den næste

 

centrum er et psykiatrisk hospital

 

vi rejser os med hvert sit stykke af dagen

putter det i rammen af ubeslutsomme billeder

i vores afgrænsede cortex cerebri

 

du er så smuk i solen, dit skelet, din skævhed    

 

Bag krukkerne lå Drengehjemmet // Foto: Daniel Boysen

Kort efter er han efter sigende blevet indlagt på psykiatrisk i Risskov, da man mente, at han ikke længere kunne kende forskel på virkeligheden og den surrealisme han prøvede at skabe byens billede i. Han forsvandt, altså, som så mange lyrikere og kunstnere før ham.

NU tilbage til festen. Lyrikeren og Musikeren var blevet godt trætte af, at Glaspusteren og Maleren altid havde deres kærester med hjem, og oveni hatten havde Glaspusteren lige friet til den medicinstuderende og hun havde sagt ja. Lyrikeren sagde, at et ja fra en kvinde, var et nej til kollektivet, til kunsten. Glaspusteren sagde, at det var en overdrivelse. Lyrikeren svarede med en knytnæve lige i ansigtet.

Maleren kastede op.

Musikeren gik i gang med at spille, hvad han mente, skulle være Danmarks nye nationalsang.

Maleren kastede op på musikeren.

Musikeren slog Maleren ud med sin guitar.

Krigen var brudt ud.

Lyrikeren forstod, at det var ovre, men kastede sig ivrigt over Glaspusteren. De sloges, indtil deres kræfter slap op.

Kun Musikeren og de to kærester (en forlovet) stod tilbage. De kiggede på hinanden uden at sige noget. Væggene lignede kræftceller. Blod. Afrevet tapet. Gulvet var fyldt med opkast. Tre alkoholikere og en stofmisbruger. Fire kunstnere. En række gentagelser. Afvigelser. Lykke. Sammenbrud.

Musikeren besluttede sig for at sætte ild til lejligheden.

Alle kom ud i tide.

 

Læs første Aarhus historie om Sex-bio her