GLEMTE STEDER: Aarhus Cykelbane trues af nedrivning. Indviet i 1940 er det efterhånden en gammel, glemt sag, der ikke besøges af mange.
For at et sted kan betegnes som glemt, må det først og fremmest være et sted, der engang fyldte noget mere i folks bevidsthed. Det må være et sted, der har spillet en vigtigere rolle, end det gør i dag.
Når det er glemt, får jeg lyst til at huske. Dyrke og pleje. Det er som om, jeg får ondt af det glemte. Jeg synes, det er synd for det. Jeg får lyst til at redde det og overbevise mig selv om, at det ikke er fortabt. For jeg synes, det er skræmmende, hvordan opmærksomhed til noget kan forsvinde med ét. Og kommer storhedstiden aldrig tilbage?
Nu roder jeg op i det glemte, får det til at blomstre i mit hoved, glemmer, at det er glemt, husker, at jeg husker det glemte. Det er som om, det i et tankespind om tidligere tider får nyt liv i en ny tid.
Det elsker jeg.
Selvom jeg aldrig har oplevet storhedstiden på Aarhus Cykelbane, så kan jeg ved ankomsten fornemme den puls, der her regerede. Tilskuerpladserne er dog tilgroede, men banen er mastodontisk i sit udtryk. 333,33 meter lang. Den ligger ydmygt hen og til åbent skue fra alle pladser. Nu ejes den af Aarhus Kommune og trues af nedrivning.
Volden omkring banen blev i 1950-70’erne indtaget af op mod 10.000 tilskuere. 10.000! Her blev afholdt store internationale stævner. De nedslidte reklamer på asfalten fortæller om en anden tid. Lysmasterne fortæller. Tribunen fortæller. Speakerhuset fortæller. Fortæller om en tid, hvor banecykling var en populær sport. Nu er her masser af ukrudt. Masser af plads til at mindes. Bilerne drøner forbi ude på Jyllands Allé – de er nye og sætter banens alder i relief. For 50 år siden var dette stedet, hvor folk samledes og heppede i kor. Stedet hvor Gunnar Asmussen og Niels Fredborg buldrede afsted.
Jeg kigger ind af vinduerne i omklædningshusene, nedgravet i den ene ende af arenaen. Her forberedte de store ryttere sig på omgangene rundt i “gryden”, som Jørgen Leth kalder den. Banens kurver er stejle. Fremstår nærmest lodrette. Jeg får lyst til at mærke svingenes sus. Jeg henter min gamle, rustne cykel. Jeg gør klar ved målstregen. Træder hårdt, så det knirker under mig. Nu husker jeg, banen er glemt. Cykler i fuld fart og husker, at den glemmes af mange.
På tre omgange har Aarhus Cykelbane fået nyt liv. Prøv selv et par omgange i en glemt tid!
