_08
En ny måned er begyndt, og det bliver kun varmere og varmere. Så hop ud af din lejlighed og oplev alt, hvad dejlige Aarhus har at byde på. I denne weekend har du rig mulighed for at være kulturel, om du mest er til musik eller teater. Du kan også smutte forbi Dokk1 og være lidt kreativ. Der er intet mindre end lagt op til en rigtig god weekend med denne uges weekendguide!

TORSDAG

STED: Verdensrummet under Dokk1 ▰ KL.: 09:30-12:00 ▰ MØNT: Gratis

I verdensrummet bliver der sat fokus på genbrug, æstetik og papir. De genbruger derfor affald til at lave nyt smukt papir.

Du kan derfor denne torsdag være med til at lave dine helt egne papirark helt fra bunden. Det kan være alt fra A4, A5 til små kort. Alle med interesse er meget velkomne, og det kræver ingen forkundskaber. 

Så hvis man vil prøve noget nyt, så smut forbi Dokk1 og lav dit helt eget papir fra bunden.

STED: Teater katapult under Dokk1 ▰ KL.: 20:00-20:35 ▰ MØNT: 90 kr.

Stykket DEN ENFOLDIGE MORDER er historien om Sven, der lever og behandles som et dyr, og udnyttes groft af den brutale og opfarende fabrikant Höglund på et stort gods i 30’ernes Sverige.

Sven lever i en parallelverden, hvor kontakten med engle og keruber bringer ham i forbindelse med en højere retfærdighed. Samspillet mellem den reale verden og den højere retfærdighed udgør det spændingsfelt, der til sidst bringer Sven frem mod det uafvendelige: fabrikantens dommedag.

Gennem vekslende scenebilleder med surrealistiske overtoner tydeliggøres konflikten i de moralske dilemmaer, der kommer til syne gennem oplevelsen af uretfærdighed og ondskab – et retfærdighedens dilemma.

Du kan købe din billet lige her.

FREDAG

STED: Musikhuset Aarhus ▰ KL.: 16:00 ▰ MØNT: 1 dag: 480 kr. – alle dage: 715 kr.

Den 5.-6. maj finder 2023-udgaven af SPOT sted.

SPOT er festivalen for dig, der kan lige at dykke ned i den danske og nordiske musikscenes talenter og opdage nye, spændende artister. Med navne som SVEA, Evigby, I Sky og WIDE er det noget, du ikke vil gå glip af.

Så køb din billet lige her inden det er for sent.

LØRDAG

STED: Jægergårdsgade ▰ KL.: 16:00  ▰ MØNT: Gratis

Sæt stort kryds i kalenderen den 6. maj, hvor vores alle sammens traditionsbundne marked er tilbage i Jægergårdsgade.

Der er blevet smækket et brand-godt program sammen med noget for enhver smag. Der er til dig, der vil finde gode tilbud i de mange specialbutikker eller helt uimodståeligt kunsthåndværk – dig, der vil bevæge din krop og dig, der vil lytte til god musik eller dig, der hellere læner dig tilbage i solen med en kop kaffe, øl eller sodavand. hvis du er sulten, klarer de også det med et bredt udvalg af smagsoplevelser! 

Tjek markedets program ud her.

STED: Botanisk have ▰ KL.: 10:00 ▰ MØNT: Gratis

Aarhus Loppemarked afholder den 6.-7. maj Aarhus smukkeste loppemarked ved Væksthusene i Botanisk Have.

Med klimazoner, aktuelle events og planter fra hele verden er der ingen grund til ikke at lægge vejen forbi Væksthusene og Botanisk Have på lørdag. Der kommer til at være god stemning, et godt udvalg af genbrugsguld, og man vil næsten helt sikkert forlade loppemarkedet med følelsen af at gøre en god handel, under gode rammer.

Så pak muleposen i tasken og tag ud på loppemarked denne første maj-weekend.

SØNDAG

STED:  Dokk1, Lille Sal ▰ KL.: 14:00-15:45 ▰ MØNT: Gratis

Denne første søndag i maj måned viser Dokk1 søndagsfilm.

De viser i denne omgang en dokumentarfilm, der fortæller historien om Robert, Eddy og David: tre unge mænd, der ved et tilfælde finder ud af, at de er trillinger. I lykken over at have mødt hinanden er der også spørgsmål, der trænger sig på. Hvorfor blev et sæt trillinger adskilt og bortadopteret til meget forskellige familier? Mistanke om skumle adoptionsselskaber og uhyggelige sociale eksperimenter begynder at trænge sig på. 

Hvis du også synes, det lyder vildt spændende, ses vi måske på Dokk1 på søndag.

Coverbillede // VINKAarhus