Jeg er forelsket. I én, der giver mig god samvittighed. Én, der får mig til at føle, at jeg rent faktisk gør en forskel – ja, gør verden til et bedre sted. Jeg er forelsket i én, der gør mig engageret og passioneret. Vi giver hinanden opmærksomhed og gaver, nærmest hver eneste dag. Jeg er forelsket i Too Good To Go.
Jeg kan efterhånden ikke huske, hvor lang tid, vi har været sammen. Forinden var jeg glad for at skralde og yderst begejstret for, hvad man kunne trække op af affaldscontianerens mørke dyb: sækkevis af kartofler, hvidt brød og bananer. Men min relation til ‘at skralde’ krævede en grad af dedikation, som jeg ikke var god til at vedligeholde. Affaldscontainerne og jeg sås kun i aftentimernes mørke og efter kl. 21. Og som ugerne gik mødte jeg ikke længere op til vores dates. Indrømmet, undskyldningerne var ringe: ‘det regner,’ ‘det er koldt’ eller ‘jeg orker ikke at cykle.’
En turkisgrøn tretrinsmodel
Måske var det et af klistermærkerne ved dagligvarebutikkernes indgangsparti, eller også var det algoritmernes skyld? Uanset hvordan, så gjorde min nye flirt sig bemærket: Too Good To Go. En trebladet flamingovifte i støvede, turkisgrønne farver. Ikonets ovale former er som en æstetiseret form for trip, trap, træsko. Et forløb der henleder tanken på konceptet som Too Good To Go inviterer til: reservér, afhent, nyd. Tretrinsmodellen visualiseres i de turkisgrønne farvers gradvise graduering, hvor det sidste, porøse myntefarvede blad emmer af enkelthed og lethed. Lethed, som en reference til konsekvensen for privatøkonomien (lille) såvel som samvittigheden (pletfri).
Let the fingers do the work
Det begynder at krible lidt i fingrene, som klokken nærmer sig 16:00. Højre tommelfinger gør sig klar til at udføre sin daglige koreografi henover smartphonens skærm. Først hviler den et splitsekund på fingersensoren. Et lille klik. Gittermenuen springer frem på skærmen og folder sig ud. Som tommelfingeren masserer skærmen i blide strøg, triller gittermenuen på langs. Så viser app-displayet sig. Den turkisgrønne vifte. Fingeren slår ned, og bremser hele verden omkring sig.
Da er det med et lille bankende hjerte, at jeg går ind og opdaterer appens feed. På forhånd har jeg skræddersyet mine behov. Mine favoritter er markeret med et hjerte, og den maksimale radius er fem kilometer. Mine øjne og min hånd har indlært sig sine helt egne og automatiske kadencer, så hvis ét af ikonerne lyser i farver, skal det gå stærkt. Jeg kan mærke mig selv spænde en smule op. Reservationen føles som den absolutte slutspurt, hvor alle mine medmadspildsbekæmpere og jeg løber om kap. Målstregen er sigte, vi nærmer os. Vi tvinger de sidste armtræk, før vi når i mål. Først når kreditkortets sikkerhedskode er indtastet, og det lille ikon med lykkeposen springer frem på skærmen, kan jeg ånde lettet ud. Jeg kom først.
Man kunne vælge at kalde mig for afhængig, men selv vil jeg hellere beskrive det som ‘passioneret.’
Ikke kønne nok til at sanse
Personligt er jeg glad for ‘Frugt og grønt’ lykkeposerne. De er så tunge af kål, kartofler, frugt og bær o.a., at den forhenværende bærepose i papir, er erstattet af en type uden hank. I stedet må man nu bære posen med begge hænder under bunden – som var den et tungt trofæ. Når jeg kommer vandrende med favnen fuld, føler jeg mig stolt og tilfreds. Jeg viser nemlig verden, at der er rigeligt at komme efter hos Too Good To Go.
Desværre er der nogle, hvor fordommene sætter sine begrænsninger. De frygter bananfluebrune bananer, tørt bake-off eller halvrådne salatblandinger. Men nej, poserne rummer blot overskudsvarer. Jeg har aldrig erfaret et råddent indhold og vil tilmed vove at påstå, at det aldrig vil ske. Tværtimod er det desværre blot skønhedsfejl og ‘bedst-før-datoer,’ der er udslagsgivende for, om fødevaren havner i posen. Og denne skæbne er jeg endda selv med til at definere, når jeg fravælger en bakke med et par maste bær eller en pose med en spiret kartoffel. Jeg er medskyldig, og jeg skammer mig over mine overfladiske valg. Især, når jeg står med favnen fuld af varer, der ellers ville være havnet i affaldscontainerens mørke, stille dyb.
En hindbærrød tilværelse
Der var engang, hvor jeg afhentede en lykkepose fra Fakta. Det var en frugt-og-grønt-pose, og udover blomkål, bananer og et andre par grønne sager fik jeg så mange hindbær, at det i dén grad gjorde det op for posens pris på 29 kr. Indholdet satte et hindbærrødt varemærke på den efterfølgende uge, for bærene forsødede min tilværelse. Om morgenen fik jeg bær på havregrynene, og mælken blev rosafarvet. Senere, og som en anden sommersnack, stak jeg alle mine ti, rene, fingre i hver sit bær og spiste dem enkeltvis, imens jeg var lutter øren til en zoom-undervisning. Jeg fik bær morgen, middag og aften – som var det en barnedrøm, der gik i opfyldelse.
Undertiden har de kulinariske uger og oplevelser været mange, og lykkeposerne har tilmed bidraget til en overraskende og varieret kost. Jeg har for eksempel lært universaltricket til at tilberede fisk eller opfundet retter, hvor jeg ikke troede, at kål hørte hjemme. For nyligt har jeg hentet Søbogaardsaft og medbragt dem afkølede til diverse møder på bord-bænke-sæt eller udstedt invitationer til aftensmad med Svensk pølseret på menuen. Så fremfor blot at være en pose med overskudsvarer, er lykkeposerne blevet en anledning til en alternativ og medbestemmende form for komsammen. Et initiativ, der kan overraske og inspirere i en tid, hvor mulighederne ellers synes få.
Bekæmp madspild med brune papirsposer
Too Good To Go har indgået et samarbejde med landsdækkende dagligvarebutikker, restauranter og lokale forretninger. I skrivende stund samarbejder de med 3601 butikker, men sortimentet synes fortsat at udvide sig. I appen kan man vælge imellem forskellige kategorier og redde diverse fødevarer og måltider, som ellers vil havne i skraldespanden. Pt. redder 2,1 millioner danskere mad, og selvsamme har sørget for at 7,2 millioner måltider ikke er gået forgæves.
Posernes indhold er aldrig til at forudsige, og det er blot præmissen, hvis man indgår i et, mere eller mindre, uforpligtende forhold med Too Good To Go. Nogle gange er der meget af det samme eller lidt af det, man kunne håbe på. Andre gange forstår man, hvorfor, at poserne kaldes for ‘Lykkeposer.’
//Illustrationer af Lisa Christiane Lertoft
