Da jeg åbner døren, bliver min næse straks mødt af den velkendte bodegalugt, der er en blanding af skænkede øl og cigaretrøg. Røgen hænger ikke nær så tungt i luften her tidligt på dagen.
Bartenderen Kurt skænker mig en kop kaffe og rækker mig en bøtte flødepulver, hvis jeg vil have mælk i. Det holder bedre, siger han.
Hjortens Bodega er et såkaldt brunt værtshus, der er kendetegnet ved en dunkel belysning, traditionel indretning og et fast klientel. Alle tre dele har de også her, hvor hjorte har måttet lade livet for at hænge som jagttrofæer på væggen side om side med guldindrammede landskabsmalerier.
En del af barens faste klientel hedder Morten Sømand og Per. De holder bartenderen Kurt med selskab, mens de afvikler deres fridag i baren med øl og en sidevogn. De nikker mod et bord i hjørnet og forklarer, at dernede sidder Onsdagsklubben.
“Vi er ikke gamle nok, der vil de ikke have mindreårige,” griner Morten Sømand på 47 år
Onsdagsklubben
Onsdagsklubben består af en håndfuld pensionister, der mødes hver onsdag formiddag på Hjorten og skiftes til at give en omgang øl. Det har de gjort i mange år, selvom de ikke er helt enige om, præcist hvor længe det egentlig er. Måske er det ni år, måske er det 15. Mange af dem har dog kendt hinanden, siden de var unge, og Hjortens Bodega var et nyåbnet værtshus.
“Vi er der altid for hinanden. Det har vi altid været. Er det ikke rigtigt, Jytte?” siger Wolle, der egentlig hedder Kurt.
“Jo, det synes jeg ikke man kan klage over,” svarer Jytte Juhl, den eneste kvinde omkring stambordet.
Nu er det Wolles tur til at give en omgang. Han kalder på Kurt, der henter en runde øl til hele holdet. Det koster seks klip på klippekortet, for jeg får en Ceres Top med, inden de gamle venner fortsætter med at dele ud af deres mange anekdoter.
Jytte og Wolles fortællinger om Onsdagsklubben er akkompagneret af sange fra Danmarks Retro-Radio, der både spiller Pink Floyd og Stig Rossen. Dog med det gennemgående tema, at der ikke spilles musik fra efter årtusindeskiftet, hvilket nok glæder Onsdagsklubben, også kaldet pensionistklubben.
“Der er mange værdier i at mødes,” fortæller Jytte.“Vi har fulgt hinanden i så mange år. Vi ved, hvorfor folk er så mærkelige, eller hvorfor de er så glade. Vi følger både sorg og glæde.”
Kurt er den eneste fuldtidsbartender på Hjortens Bodega. Til at afløse ham er der ansat seks andre bartendere på deltid. Hjorten holder åbent alle ugens dage.
Hjortens død og genopstandelse
Væggene var engang cremehvide, men tusindvis af cigaretters røg har malet dem gule. Nu er de samme farve som de lysegule og delvist friske blomster, der er placeret på bordene.
Der er ikke blevet malet i mange år, og det kan heller ikke betale sig, for den bygning bodegaen ligger i står til at skulle rives ned. Dog er der ikke tale om at lukke bodegaen helt, men at lade den blive en del af den nye ejendom, der også skal rumme 30 lejligheder. Nedrivningen er endnu ikke blevet godkendt ved kommunen, men tegningerne over byggeriet er lavet.
“Det må vi jo bare finde os i, vi kan ikke gøre en pind ved det,” siger bartenderen Kurt, der også kalder bygningen for noget gammelt skrammel.
Jeg er overrasket over manglen på nostalgi fra bartenderen og blandt Onsdagsklubben. Det lader ikke til, at de frygter særligt for, om Hjorten mister en del af den charme, den har i dag.
Onsdagsklubben er en fasttømret gruppe og venskabet findes også udenfor Hjortens gulnede vægge, hvor de holder middagsselskaber og fødselsdage sammen. De vil dog blive ved med at mødes på Hjortens Bodega, så længe det er muligt.
Stambordet svinder ind
Døren til Hjortens Bodega går op, og en rødskægget mand træder ind i baren med to pakker rugbrød. Han hilser på Onsdagsklubben. “Halløjsovs, tak for sidst!”
“Selv tak, kom du godt hjem?” svarer Jytte.
Manden slår ud med hånden i et dask. “Det ved jeg ikke, spørg Pernille,” griner han og sætter sig ned ved et andet bord.
Man slår sig vist ikke bare lige ned ved Onsdagsklubbens stambord, men flere af de andre gæster kommer over og hilser venskabeligt. Det lille fællesskab er dog svundet ind med tiden, og det mærker Jytte.
“Det er jo træls, når man tænker på, hvordan det startede, der tror jeg vi fyldte to borde, og nu er vi jo ikke ret mange tilbage,” fortæller Jytte.
“Når man kommer op i vores alder og har levet det liv, vi har levet, så slutter det jo lige pludseligt. Det tror jeg, vi alle er indstillet på.”
Røgen er begyndt at lægge sig tykkere i lokalet i takt med at flere gæster er kommet til. Ved 14-tiden bryder Onsdagsklubben langsomt op, og jeg bryder med og går de 47 skridt tilbage til min lejlighed.
