Af Sarah Helene Jørgensen
Findes der noget bedre end at mærke solens varme på ens kinder, der synes at sætte en kædereaktion af endorfiner i gang i kroppen, mens bølgerne bruser frem og slikker de skinnende, tangbeklædte sten? Jeg tvivler. Havet virker som en flydende, uendelig krop, som rammer min egen mere faste, afgrænsede form. Kollisionen puster liv i alle mine lemmer – når helt ud til fingerspidserne. Gruset knaser behageligt under mine fodsåler, mens jeg stikker næsen op mod himmelhvælvingen, som for at snuse foråret til mig. Indtage det som den ilt, min krop kræver for at eksistere, for at kunne trives.
I horisonten, lige fremme, kan jeg fornemme, hvordan strandbredden bugter ud med Den Permanente i front. En slags sort træfæstning. Kystlinjen her er et af mine yndlingssteder i Århus. Bag mig fornemmer jeg Lystbådehavnen. Hvis jeg ønsker en smule ro, en slags meditativ stilleståen, er det der, jeg sætter mig ned. Lyden af sejl, der vajer blidt i vinden, vandsport og håbefuld forårsbadning rammer min øregang, som jeg sidder her, på en tilfældig sten eller en ensom bænk. Mit blik hviler, bliver ufokuseret og diffust, samler sig så igen på en havmåge, som skriger over mig. Det er oplevelsen af at trække vejret lidt dybere. Foråret fylder lungerne med sin skarpe duft af ramsløg fra skoven, salt og havskum og små milde blomster i vejkanten. Det eneste man skal er at byde det velkommen.
Af Kathrine Oxholm Micheelsen
I Vestereng signaleres forårets ankomst med et blæs i et krigshorn, når rollespilsklubben Einherjerne vækker skoven fra dets vintersøvn. Riddere, troldkvinder og orker indtager de åbne græsarealer og slår lejr i skovens dyb. Vestereng er en lille naturperle i Aarhus Nord fyldt med dejlige forårskroge, volleyballbaner, discgolf-mål og shelters. Groet ind i løvskovens naturlige terræn er bunkere og voldanlæg, der hvisker minder fra en anden tid. Hvad der var en militær øvelsesbane, er nu en lysthave for naturglade aarhusianere.
Vestereng er et populært aktivitets- og afslapningssted for beboere i Aarhus Nord og Skejby, så forvent liv og lyd i skoven. Men naturperlen byder også på roligere og mindre befærdede områder. Hvis man følger i Rødhættes fodspor og træder af den markerede sti, kan man finde en lejrplads kamufleret blandt træerne. Støttet af resterne af en mosdækket stenmur er en primitiv hytte bygget af grene. Indeni danner faldne træstammer en halvmåne, der vidner om hyggelige sammenkomster i løvskovens gemmested.
Af Gertrud Hyltoft Thomsen
En lille juvel i Mindeparken er spejlbassinet, der ligger bag ved iskiosken. Fra en lille labyrint af høje buske føres man ned til bassinet, der ligner noget, man kan finde i Firenze og ikke i Aarhus. Forenden af spejlbassinet står det smukkeste, mest levende piletræ, hvis grene og blade hviler ind over bassinet og skulpturen Danaide, udformet af den danske billedhugger Johannes Clausen Bjerg.
Ifølge græsk mytologi er Danaide én af 50 søstre, døtre af Kong Danaos. Hver og én af Danaiderne dræbte deres ægtemænd på bryllupsnatten og blev derfor dømt til for evigt at skulle fylde et bundløst kar med vand hos Hades i Underverden. På trods af en lidt tragisk skæbne, er der noget poetisk over, at hun står i Mindeparken med en krukke på hovedet og fylder spejlbassinet i Rømerhaven op. Tag en bog i hånden, en podcast i ørerne, en ven under armen eller noget helt fjerde og tag plads i en meget fin atmosfære.
Af Gertrud Hyltoft Thomsen
Ikke langt fra Mindeparken ligger Ole Rømer-Observatoriet lidt hengemt bag Væddeløbsbanen. Observatoriet, som er en del af Science Museerne, er lige p.t. ved at blive restaureret både indvendigt og udvendigt og skal danne rammerne om en ny Sciencepark, man både kan opleve i dag- og nattetimerne. Hvis man er bare lidt glad for arkitektur, historie og/eller naturvidenskab, vil man i dén grad synes om det gule observatorium med kuplerne. Jeg glæder mig i hvert fald til at skulle ud og kigge på stjerner, når de er færdige med restaurationen.
Restaurationen forventes færdig i juni, og selve Observatoriet åbner til september.
Af Johanne Clemmensen Damsgaard
Jeg har ofte brug fra at komme ud og lufte mig selv. Få ny ilt til hjernen og nye billeder på nethinden. Der sker det, at mine ben guider min krop op gennem gågaden og videre op på Frederiksbjerg. Her fra er det som om, en magisk kraft trækker mig videre og videre lige indtil, jeg befinder mig på den store bro. Ringgadebroen. For her er der en udsigt som ingen anden. En sitrende atmosfære. En stemning af ro og travlhed på én og samme tid.
Lyden af biler fra vejen kan ikke undgås, men det er som om, den langsomt forsvinder med vinden, når du vender ryggen mod bilernes susen og blikket mod togskinnerne og byens horisont. Et tog kører under dig og giver dig en pludselig lyst til at rejse væk for en stund. Se nye steder og nye himmelstrøg. Men hvis du timer din tur, så du befinder dig på toppen i tid til solens farvelhilsen, så kan du kun glæde dig over at være lige her. Og når det orange skær smyger sig henover himlen, er det som om, tiden stopper. Blot et lille øjeblik. Træk så vejret dybt. Det er forår, og sommeren er på vej.
Coverbillede // VINKAarhus
