Facebook og Instagram skriger, som altid i uge 7, af skiferie. Men selvom du måske er én af de meget få, som ikke befinder sig på en eller anden skipist eller er færd med at hælde store øl ned igennem svælget, så fortvivl ej. VINK har nemlig samlet dig en weekendguide, som vil tilsætte din uge 7 et samsurium af gode oplevelser.

TORSDAG

Den danske bluesveteran fylder Café Gyngen med bluestoner torsdag aften // Foto: Facebookbegivenhed.

  

Blues Jam på Gyngen. Vært: HP Lange

Sted: Café Gyngen (Mejlgade 53, 8000 Aarhus C) Kl.: 17.00-20.00 Mønt: Gratis

Den omrejsende danske bluesveteran, HP Lange, indtager torsdag aften de rustikke lokaler på Café Gyngen og skyller blues toner, samt dertilhørende historier, ud over scenekanten. Smider man 65 kroner oven i hatten, serveres en omgang dagens ret, som denne dag består af chili con carne. Det vil også være muligt at jamme med, hvis man skriver sig op.

 

Kødklubbens Køkkenfest

Sted: Sway (Sankt Clemens Torv 17, 8000 Aarhus C) Kl.: 22.00-05.00 Mønt: Gratis

Til lyden af en sugende emhætte, tyk cigaretrøg der leder efter udgange og ølflasker som hober sig op på køkkenbordet. Vi kender det alle sammen. Køkkenet og dets fortryllende måde at tiltrække sig opmærksomhed som festernes knudepunkt. Derfor inviterer KØDKLUBBEN torsdag aften til det de kalder køkkenektase på Sway, som består af loud bass og et køkken fyldt til renden. To udvalgte DJs står klar til at fylde køkkenet med loud bass i form af sprøde house-toner.

 

FREDAG

De herre Roon og Rahn inviterer på lukne dåsebajere fra Netto til deres fredagsbar// Foto: Facebookbegivenhed.

 

Fernisering Værktøjet – Soloudstilling af Kathrine Ærtebjerg

Sted: Charlotte Fogh Gallery (Mejlgade 44A , 8000 Aarhus C) Kl.: 17.00-19.00 Mønt: Gratis

Charlotte Fogh Gallery har fået den fornemme ære at præsentere Kathrine Ærtebjergs første jyske galleriudstilling. Her vil besøgende blive suget med ind i Ærtebjergs surreelle billedeunivers, der som altid har mennesket i centrum. Et perfekt supplement til det kolde vintervejr. Udstillingen er også børnevenlig.

 

Fredagsbar hos Roon & Rahn

Sted: Godsbanen udenfor Perron 1 (Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C) Kl.: 16.00-04.00 Mønt: Gratis

Det aarhusianske og prisbelønnede designpar Roon & Rahn har lagt sig fladt ned og indrømmet, at det er alt for længe siden, at de har holdt en officiel fredagsbar. De udtaler med meget bestemt mine, at pindemadder, goodie-bags og perfekte instagram-posts ikke hører til hos dem, men der vil derimod blive serveret lunkne, men derfor ikke mindre gode, dåsebajere fra Netto. VINK har før deltaget i én af Roon og Rahns sagnomspundne og lunke fester. Læs mere om der her.

 

Fællesspisning på Gallo Huset

Sted: Gallo Huset (Nørre Allé 1 tv, 8000 Aarhus C) Kl.: 18.00-20.30 Mønt: 20 kr

Denne fredag på Gallo Huset er lige i fælleskabets ånd. Fællesspisning med mulighed for fælles tilberedning af mad og efterfølgende fælles oprydning. Arrangementet er alkoholfrit og koster 20 kroner. Tilmelding skal ske inden klokken 12.00 på dagen og foregår på Gallo Husets Facebook eller via telefon.

 

LØRDAG

Grib glimmer maske, paryk og bered dig på Mardi Gras aften på HeadQuarters // Foto: Facebookbegivenhed.

 Awesome Aarhus

Sted: DOKK1 (Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C) Kl.: 11.00-13.00 Mønt: 80 kr/40 kr børn

Hvis man ønsker at trodse det ustadige vintervejr, har man her mulighed for en guidet tour rundt i hjertet af Aarhus. En engelsktalende guide vil i to timer berige de deltagende med historier og dybdegående viden om den aarhusianske arkitektur.

 

FlagstangMarkeder i Musikhuset

Sted: Musikhuset (Thomas Jensen Allé, 8000 Aarhus C) Kl.: 10.00-15.00 Mønt: Gratis / Stand: Udsolgt!

Aarhus’ største midtbyloppemarked. Gratis entré. 100 stande som tilbyder alt fra nyt til lettere brugt retro- og vintage tøj og bolig interiør. Mere behøver man vel sagtens ikke sige. Her er der gode muligheder for at finde lykken eller det, som man ikke vidste, man manglede. NB: Standende er udsolgt.

 

A Night in New Orleans – Mardi Gras Party 2018

Sted: HeadQuaters (Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C) Kl.: 19.00-05.00 Mønt: Forsalg: 50 kr. Dør: 70 kr.

Festivalen, Vinterjazz 2018, blæser af sted, og i den forbindelse indbyder HeadQuaters og A Night in New Orleans til Mardi Gras festivitas. Husorkestret, The Vooo Ca Ray, vil tænde op i HeadQuaters kælder med toner, som vil sende én associationer om en hed sommerdag i New Orleans. Det er vigtigt at komme udklædt. Grib derfor glimmer maske, paryk og andet, som findes passende.

 

SØNDAG

Oplev rå og uslebne arkitektoniske visioner for fremtidens bolige i den Rå Hal på Godsbanen // Foto: Facebookbegivenhed.

 

RÅT – Afgangsudstilling

Sted: Rå Hal på Godsbanen (Skovgaardsgade 3, Indgang 3, 8000 Aarhus C) Kl.: 11.00-18.00 Mønt: Gratis  

Arkitektskolen Aarhus præsenterer udstillingen RÅT. Her udstilles rå og uslebne arkitektoniske visioner for fremtidens boliger, institutioner og landskaber. Projekterne giver et spændende indblik i, hvordan fremtidens arkitekter benytter digitale, kunstneriske og rumlige kompetencer til at forudsige fremtidens byggerier og landskaber.

 

Tømmermændsslam

Sted: Café Under Masken (Bispegade 3, 8000 Aarhus C) Kl.: 19.00-21.00 Mønt: Gratis

Efter en våd aften til for eksempel A Night in New Orleans – Mardi Gras Party 2018 eller Kødklubbens Køkkenfest, hvor tredje dags tømmermændene banker, så findes der muligvis ingen bedre tømmermandskur end en ordentlig spandfuld kvinde stemmer, som vil få selve Kvinfo til at blegne. Til denne søndags Tømmermandsslam er det kvinderne, som har ordet, og her vil der være rig mulighed for at finde ud af, hvordan det er at være dansk kvinde anno 2018. Baren vil også være åben, hvis det skulle blive relevant.