329467240_530306239081071_8274002520729625292_n
Denne uges Weekendguide vil som altid komme med bud på weekendseventyr, du kan drage ud på fra torsdag til søndag. Jeg har forsøgt at komme vidt omkring og også favne dem, der savner et roligt kram. Der har måske været lige lovligt meget på tallerkenen, og derfor har jeg skruet en smule ned for tempoet. Festerne kan I helt sikkert selv finde, så her er der et bud på alt det udenom nattetimerne. God fornøjelse.

TORSDAG

STED: Tir na nÓg ▰ KL.: 19:30-22:00 ▰ MØNT: Gratis deltagelse, men krav om køb af drikkevare.

Er du ikke helt færdig med at holde ferie? Længes du fortsat efter fremmede himmelstrøg og charmerende samtaler om smørbagte croissanter? Beklager – Men hverdagen er vendt tilbage, og det er ikke til at komme udenom studiestarten… Og dog, for som et plaster på såret inviteres du hermed på en rejse gennem sproget.

Arrangørgruppen BlaBla Language Exchange inviterer nemlig til sprogcafé på Tir na nÓg, hvor du vil få rig mulighed for at støve dit gymnasietysk af eller forsøge dig med helt nye gloser. Det er garanteret bedre end Duolingo, og i samtalen med de fremmødte kommer du sandsynligvis til at sige andre ting end “Der ligger et grønt æble på bordet.”

Den kulturelle udveksling er ganske gratis, men din adgangsbillet udgøres af et køb i baren. Arrangørerne vil både sørge for hyggelige rammer og for at sammensætte de deltagende i grupper, der ønsker at øve sig i det samme sprog.

Er du blevet nysgerrig? For mere information, tryk her.

STED: turkis, Vester Allé 15 ▰ KL.: Døre kl. 19:00, koncertstart 19:30 ▰ MØNT: 50 kr.

turkis vil transformere sig til et eventyrligt og eksperimenterende rum, der vil invitere til nye relationer mellem menneske og lyd. Jazzfabrikken og turkis vil i samarbejde skabe rammen om en laboratoriekoncert, hvor alt er hypoteser, og intet er afprøvet før. Eksempelvis skal 20 blæsere i løbet af aftenen forsøge at omdanne metalplader og podier til højtalere. På papiret lyder det freaky, og det er svært at forstille sig for sit indre øje.

Derfor: Duk op og tag del i laboratoriets lyd!

Du kan sikre dig din billet her eller læse lidt mere om eventets koncept og format her.

FREDAG

STED: Ballehage ▰ KL.: 08:00-09:00 ▰ MØNT: Gratis.

Havet holder åbent i dag!

Tag et håndklæde under armen og duk op på Ballehage kl. 08. Måske kan det lyde lige lovligt morgenfriskt, men hvorfor ikke få en god start på fredagen og weekenden, som du nu har i vente? Selvom vinterbadning skiller vandene, siger kloge folk, at det er super-hamrende-sundt og overhovedet ikke farligt – til trods for, at temperaturerne selvfølgelig kan få det hele til at nive lidt. What doesn’t kill you makes you stronger – and happier!

Landfolk inviterer til et fælles morgendyp og vil sågar sørge for lidt at lune sig på efterfølgende. 

I mødes på Ballehage strand nedenfor trappen, hvor der både er omklædningsrum og en lang, smuk badebro, der fører dig ud i det blå.

Bliv klogere på Landfolk via begivenheden her og tilmed dig, så de ved, hvor meget varmt (og sprødt!) de skal medbringe.

STED: En vilkårlig bager ▰ KL.: i åbningstiden ▰ MØNT: 30-45 kr. (?)

SPOILER ALERT: Her kommer et basic-b*tch-forslag til en fed fredag, men hey – med dette går man aldrig forkert i byen.

Du er måske allerede tyvstartet dit ugentlige indtag af – ja du har nok gættet det – fastelavnsboller. Det har også været svært, nej, nok nærmere umuligt, at vente helt til februar. Især når fristelserne, siden starten af januar, har stået og sendt dig flirtende blikke fra glasmontren og med brystet fuld af flødeskum.

Nu er det februar, så der er slet ingen undskyldninger. Gå du ombord i herlighederne, min kære.

Det er fredag. Du har klaret en uge. Det skal fejres. Når du har fået fri fra arbejde, uni eller andre vilkårlige gøremål, kig dig omkring efter en kammerat eller slå på tråden til én, der ikke er i lokalet. Lav en aftale og parkér cyklen foran bageren på din rute hjemad. Forsyn dig med to fastelavnsboller – eventuelt to forskellige – så I kan få fornøjelsen af begge, og fejr fredagens ankomst.

Mums!

LØRDAG

STED: Dokk1, Rampen ▰ KL.: 12:30-15:30 ▰ MØNT: Gratis.

Dokk1 inviterer til Repair Café. Måske er du vågnet med ondt i håret, måske er du frisk som en havørn?

Uanset er følelsen af at få fikset sine gøremål altid fantastisk – og det er kun nemmere med folk omkring sig, der er klar på at hjælpe.

Duk op på Dokk1 på rampen og tag del i en god omgang skillsharing!

STED: Jægersgårdsgade 154, 8000 Aarhus ▰ KL.: 19:00 ▰ MØNT: 95 kr. Billetter købes her.

Vink har været fans i en længere periode – og konceptet har nok ikke gået din næse forbi. Hvis du endnu er ubekendt med formatet, kan du blive klogere her.

Fritterne findes,

Fadøllen findes,

Forestillingen findes.

Fritter, Fadøl og Forestilling findes…

Og endnu engang inviteres du til en aften med de tre F’er på menuen.

Denne gang præsenterer de forestillingen lavet af is, eller hvad, der drejer sig om at blive udslidt af omsorg. Forestillingen baserer sig på en undersøgelse, og alle ordene stammer fra dokumentariske interviews omhandlende følelsen af at ville være – eller at skulle være – der meget for nogen. Det er helt sikkert noget, vi alle kan nikke genkendende til.

Hvis du vil læse mere, klik her – men af ren og skær erfaring synes jeg, at du allerede skal erhverve dig din(e) billet(ter) nu og her.

Er du forhindret denne lørdag? Så kan du også opleve forestillingen søndag d. 12 februar kl. 16:00 eller 19:00.

SØNDAG

STED: En kirke i lokalområdet ▰ KL.: Tjek tidspunktet – typisk omkring 10:00/10:30 ▰ MØNT: Kirkeskatten.

Vi lever i en tid, hvor der er mange og meget, der kæmper om vores opmærksomhed. I løbet af vores hverdag blinker notifikationerne med sine røde øjne. E-mails, sms’er og Messenger-beskeder dukker op på vores skærme. Vi ringes ved, vi indtaler talebeskeder på farten, og vi forsøger at skrive det, vi glemmer på en huskeseddel. Vi cykler rundt til vores gøremål, løber efter bussen eller har det raske ben foran. Vi læser, vi lytter, og vi forsøger at forstå. Vi producerer og afleverer vores opgaver i systemer online. Vi jonglerer med vores energi og forsøger at gribe vores venner, kærester og familier. Vi rækker hånden ud, tager imod og giver high-fives, knuckles og kaster håndtegn, mens vi suser forbi. Vi holder øje med afleveringerne, vipper rastløst med fødderne og kommer i tanke om psyken og kroppen, der også findes.

Puha… Det kan være forpustende at være til. Men der findes rum for åndedrættet, tanken og salmer, der samler det hele sammen.

For nyligt er jeg selv blevet fascineret af idéen om at begynde at bruge kirken som et helle. En pause på ugens sidste dag. Derfor opsøgte jeg min nærliggende kirke og fandt en plads på kirkebænken. Jeg tog nemlig til jazzgudstjeneste, der bestod af et levende band, der fik alle salmerne til at svinge og gjorde det nemt og fedt at synge med.

Det var en fornøjelse at få en time fri fra alt dét, der ellers hiver mig i forskellige retninger. Selvom, at kirkerummet var fremmed for mig, var det en dejlig oplevelse, der fik følelser til at vågne. Jeg oplevede mig selv på udebane, men et sted, hvor der var plads til det hele.

Så nu vil jeg give den gave videre til dig: en pause, en tid til at tænke over ugens gang. Opsøg derfor din nærmeste kirke og undersøg om der er nogle arrangementer som lokker. De fleste folkekirker er begyndt at udvikle nye formater, der forener forskellige genrer – ligesom jazz og salmer. En oversigt over kirker i Aarhus kommune findes her.

Coverbillede // Grete Mo