Februar er lige så kold som januar, men vi krydser alle fingre for, at vi bevæger os mod varmere tider. Nok giver vejret os en kold skulder, men det modsatte kan siges om Aarhus’ kulturliv. Læs med når Weekendguiden tager dig rundt omkring programrelease for Århundredets Festival, en teaterforestilling baseret på Jonas Eika Rasmussens debutroman, og chill jazztoner, som blot nogle af få muligheder i denne uge.

TORSDAG

Der er programrelease for Århundredets Festival med special-øl på torsdag. //Billede: Facebook-begivenhed

PROGRAMRELEASE: ÅRHUNDREDETS FESTIVAL – MILLENNIUM 1989-2020

Sted: Aulaen, Aarhus Universitet. Kl.: 19.00 – 21:00. Mønt: 50 kr.

Dette års installation af Århundredets Festival skydes igang med en festlig aften på torsdag, hvor man kan få fat på det trykte program. Søren Hein Rasmussen og Kristina Bakkær Simonsen giver et lille indblik i de sidste 30 års betydning for den verden og det land, vi lever i.

For en flad 50’er kan du på aftenen helt eksklusivt få mulighed for at smage festivaløllen ‘Millennium’, der er inkluderet i prisen. Det er en humlet Mosaic IPA, der er brygget helt særligt til lejligheden af Aarhus-bryggeriet Humleland.

Så grib din videbegærlige/øl-drikkende ven og sæt kursen mod Aarhus Universitet!

 

LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ

Sted: Århus Teater. Kl.: 19:30– 21:30. Mønt: Fra 220 – 445 kr. inkl. gebyr.

Simon Kvamms remix af den danske sangskat er tilbage på Aarhus Teater – så hvis du forpassede chancen sidste gang, er der mulighed nu!

Sammen med musiker Marie Højlund har Nephew-sangeren givet nyt liv til sange og salmer, som unge og ældre kender: Forestillingen hev hele to Reumertpriser med sig for Årets Musical/Musikteater og Årets Scenedesign i 2018.

Lyden af de skuldre vi står på spiller frem til d. 12. marts. Hvis du har lyst til genfortolkede, genkendelige sange, er det om at klikke en billet ned i den digitale indkøbskurv til på torsdag.

FREDAG

På Bora Bora kan man opleve dobbeltprogrammet Champions & Mass Effect. //Foto: Facebook-begivenhed

CHAMPIONS/MASS EFFECT

Hvor: Bora Bora – Dans og Visuelt Teater. Kl. 19:30 – 21:15 . Mønt: Fra 70 kr. til 170 kr.

Dobbeltprogrammet Champions og Mass Effect på Bora Bora byder på to energifyldte forestillinger, der udforsker de psykologiske og fysiske tilstande for robusthed og udholdenhed –  begge forestillinger kredser om temaerne fysiske og psykiske begrænsninger og hvad kroppen er for en størrelse i dette spænd.

HIMHERANDIT Productions – Andreas Constantinou står bag Champions og Mass Effect.

ATHLETIC PROGRESSION

Sted: Radar.  Kl. 20:00 – 23:00. Mønt: 120 kr.

Skal fredagen stå på chill koncert, kan du hoppe på den aarhusianske hip-hop og jazz-trio Athletic Progression på Radar med deres lyd, som fusionerer groovy jazzkompositioner med hiphop-beats, funk og soulede harmonier.

Koncerten er en del af den landsdækkende festival Vinterjazz, der fejrer 20 års jubilæum fra den 6.-29. februar 2020.

 

LØRDAG

Skuespiller Lasse Steen Jensen kan opleves med sin bachelorvisning af Lageret Huset Marie. //Billede: Facebook-begivenhed

PSYKOSIA – SÆRARRANGEMENT I ØST FOR PARADIS

Sted: Øst for Paradis. Kl. 16:00 – 18:30. Mønt: 90 kr.

Tag forbi Øst for Paradis og hør instruktøren bag Psykosia, Marie Grahtø, til samtale omkring filmen, når Gallo Huset inviterer indenfor til debat. Filmen er inspireret af Grahtøs egne erfaringer, og i de bærende roller ses Lisa Carlehed, Victoria Carmen Sonne og Trine Dyrholm. Filmen, der er optaget på det tidligere psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde, fik til sin verdenspremiere på Cannes stor ros.

Hvis du har lyst til film og indsigt i filmskabelse, skal du klikke dig forbi Øst for Paradis’ hjemmeside og sikre dig en billet.

LAGERET HUSET MARIE

Sted: Den Danske Scenekunstskole, Skolegade 19B. Kl. 17:00 – 19:00. Mønt: Gratis.

Jonas Eika Rasmussen vandt Nordisk Råds Litteraturpris til stor mediedækning. Nu har du mulighed for at opleve en bachelorvisning med skuespiller Lasse Steen Jensen, baseret på Rasmussens debutroman ”Lageret Huset Marie”.

Lageret Huset Marie er fortællingen om 23-årige Elias’ forsøg på at konstruere et døgn og opretholde grænserne i mellem stederne, der skal udgøre det. Det er fortællingen om natarbejdet på non-foodlageret, det sumpede drengekollektiv i Risskov, og nyforelskelsen i pigen Marie.

Det er gratis, men der er begrænsede pladser til forestillingen – pladsbillet kan bestilles via Facebook-begivenheden.

 

SØNDAG

Oscar-uddelingen finder endnu engang sted. //Billede: Facebook-begivenhed

SUNDAY DINNER MED INSTITUT FOR X

Sted: Institut for (X), Skovgaardsgade 5C. Kl. 17:00 – 19:00. Mønt: 30 kr.

Har du lyst til at stifte nye bekendtskaber, eller synes du bare, at ideen om fællesspisning lige er dig, har du mulighed for at få øvet dit engelske og samtidig få mættet maven: Institut for (X) inviterer engelsktalende bosat i Aarhus til madlavning og hygge.

Hvis du gerne vil med til fællesspisningen, skal du smide en e-mail efter Institut for (X), som angivet i Facebook-begivenheden.

OSCAR NIGHT I ØST FOR PARADIS

Sted: Øst for Paradis . Kl. 22:30 – 06:00. Mønt: 155 kr.

Det er dén tid på året igen – den røde løber rulles ud og den vestlige verden fejrer filmverdenens guldklumper. Hvis du har lyst til livestreaming af hele showet, skal du tage i Øst for Paradis, hvor hele herligheden bliver vist – helt til kl. 06.00.

Der er meget få billetter tilbage, så skynd dig at klikke på billetsalget for at sikre dig én af de få ledige pladser!

//Coverfoto: VINK-redaktionen