Trænger du til et afbræk fra onkelhumor, juleknas og pakkelege, så lad VINK guide dig gennem en musikalsk weekend med bl.a. støjet rock, dansegulv og Mozarts ‘Requiem’ i et mørklagt rum.

Torsdag

Homecoming på Godsbanen // Foto: Facebook-begivenhed

 

TACOS OG JULEGAVEBYTNING

Sted: Vesterlauget Kl.: 17.00-02.00 Mønt: gratis

Har du brug for at få renset ganen efter én dag for meget med nougat-marcipan-sandwich og flæskesvær? Så byder Vesterlauget torsdag aften på en treenighed af tacos, øl og julegavebytning. Der vil være stærk chili til lækre priser og mulighed for at bytte den bløde pakke ud med en iskold øl!

HOMECOMING PÅ GODSBANEN

Sted: A-huset, Institut for (X) Kl.: 20.00-03.00 Mønt: 50 kr.

Er du flyttet fra Aarhus? Eller savner du de venner, der er? Så er det årlige event ‘Homecoming’ en oplagt mulighed for gensyn. Selvom det i år afholdes i større lokaler, er der dog begrænset plads – så tag din ven under armen og kom i god tid!

 

FREDAG

Livemusik på Tape denne fredag // Foto: Facebook-begivenhed

BIG BABY SHOW PÅ TAPE

Sted: Tape, Mejlgade 53 Kl.: 20.00-02.00 Mønt: 50 kr.

Kan du efterhånden mærke behovet for en modvægt til den baggrund af bjældeklang, fraseringer og munter trestemmighed, der har strømmet fra en tilfældig Spotify-playliste den seneste uge? Så tag ned på spillestedet ‘Tape’ fredag aften, hvor tre punk-rockede bands vil spille dejligt støjende live og helt uden autotune. Bagefter dj’er Lasse Dearman, så du kan få lov at danse helt ind i natten!

WINTER GATHERING PÅ DOUBLE RAINBOW

Sted: Double Rainbow, Institut for (X) Kl.: 22.00-03.00 Mønt: 70 kr.

Eller er du mere til house eller techno? Så følg pulsen, der udgår fra Double Rainbows dansegulv fra kl. 22. Mød op og giv dig hen! Musikken spiller til kl. 3 på denne 3. juledag.

 

LØRDAG

Luk øjnene og lyt til Mozarts ‘Requiem’ på Dokk1 // Foto: Facebook-begivenhed

LYT I MØRKET: MOZARTS ‘REQUIEM’

Sted: Lille Sal, Dokk1 Kl.: 14.00-15.00 Mønt: gratis

Denne eftermiddag kan du give dig selv et helle fra højtidsforventninger ved at læne dig tilbage og nyde tonerne af Mozarts ‘Requiem’ i en mørklagt Lille Sal på Dokk1, hvor de afspiller hele værket fra kl. 14-15.

JAZZ QUARTET – CHRISTMAS SESSION

Sted: Tir Na Nog, Frederiksgade Kl.: 16.00-18.00 Mønt: gratis

Eller føler du, at denne weekendguide har alt for travlt med at rense julen ud af systemet? Så nyd en aften i selskab med Seyer/Ployart/Kaptain/Stefanson kvartet, der lægger toner til en jazzet ’Christmas Session’ på Tir Na Nog.

 

SØNDAG

Bliv klogere på bålets historie, imens ilden knitrer i Risskov! // Foto: Facebook-begivenhed

NYTÅRS-YOGA

Sted: Bala Yoga Studio Kl.: 10.00-12.00 Mønt: 275 kr.

I Bala Yoga Studio kan du nærme dig 10’ernes afrunding med en nytårsudgave af ‘savasana søndag’ med yogalærer, Marie. Her kan du strække din vintertunge krop og forsøge at finde hvilepunktet mellem jul og nytår.

MENNESKE – KEND DIT BÅL!

Sted: Tumlepladsen, Risskov Kl.: 14.00-16.00 Mønt: 35 kr.

Søndag eftermiddag har du mulighed for at blive indviet i bålets historie og teknik – og selv give en hånd med, når der tændes op på Tumlepladsen i Risskov. Der vil være godt selskab, flammer og varm solbærsaft. Bemærk, at deltagelse kræver online tilmelding!

 

// Coverbillede: VINKredaktionen