Juleaften nærmer sig og byens gader er fyldt med indpakkede mennesker, der under halstørklæder og huer har jul i øjnene. Hvis du har brug for en pause fra juleræset, byder denne uges Weekendguide på alt fra byvandring til fællessang. Der er selvfølgelig også en masse julede ting, du kan lave, hvis du ikke har fået nok af æbleskiver og julestemning.

TORSDAG

STED: Store Sal, Dokk1 ▰ KL.: 19.30 ▰ MØNT: 30 kr.

HAPS – Hele Aarhus’ Poetry Slam – inviterer til juleslam.

Alle er velkomne, så tag en ven under armen, og nyd en aften i det talte ords tegn. Der er 10 slampladser til rådighed, så hvis du har gået og arbejdet på en tekst, du gerne vil dele med verden, så kan du tilmelde dig ved at sende en mail til hapspoetry@gmail.com.

Krav: Teksten skal være din egen, og tidsgrænsen er på 3 minutter og 10 sekunder.


Dørene åbner kl. 19.00, og man kan betale entré med kontanter eller mobilepay. Der vil være en bar, hvor man kan købe forfriskninger i løbet af aftenen.

En sjov, lille bonus:
Pointene bliver uddelt af tilfældigt udvalgte dommere blandt publikum, så måske du kan få indflydelse på hvem, der vinder aftenens poetry slam. 

Kathrine Fønss - Kathrines værksted
Billede // Kathrine Fønss - Kathrines værksted

STED: Dokk1 ▰ KL.: 16.00-18.00 ▰ MØNT: 30 kr.

Kunne du tænke dig en eftermiddag med kreativitet og upcycling? Så tag med til denne omgang af Grønne Værksteder, hvor Kathrine står i spidsen for at guide deltagerne igennem plantefarvning. Hun er fascineret af at upcycle gamle materialer – og dermed give dem nyt liv. Og det er vigtigt for hende, at det er en overskuelig proces.

Kathrine vil fortælle lidt om forskellige plantefarveteknikker, hvorefter man kan få lov at skabe sit eget produkt.

Medbring:

  • Lys tekstil af bomuld, gerne hvidt eller beige. Det skal være noget, du gerne vil give nyt liv, men ikke har alt for kært, da plantefarvning er en ukontrollerbar proces, dvs. at resultaterne kan variere.
  • En plastikpose til at transportere dit materiale med hjem, da det stadig vil være vådt. 


Rod dine skuffer igennem, smut ned på Dokk1 og nyd en dag med kreativitet.

FREDAG

STED: Fairbar ▰ KL.: 15.00-19.00 ▰ MØNT: Gratis

Mangler du at pakke nogle julegaver ind, så er det en perfekt anledning til at besøge fairbar denne fredag eftermiddag.

Her kan du nemlig medbringe dine gaver, og pakke dem ind i emballage, som har været brugt før, men sagtens kan genbruges. Der vil være masser af emballage til rådighed, men hvis du finder noget i køkkenskabene, så medbring det endelig. 

Når du har pakket gaver ind, kan du også flette julehjerter af avispapir og nyde julemusikken – udvalgt af fairbars frivillige bartendere. Desuden er der fra kl. 17.00-18.00 oplæsning af klimadigte af Flere Forfattere Ser Grønt.

STED: Ungdomskirken UngK, Nørre Allé 23K ▰ KL.: 14.00-21.00 ▰ MØNT: Gratis

Mangler du at finde de sidste julegaver eller er du på jagt efter det perfekte nytårsoutfit?

Ungdomskirken UngK afholder secondhand-marked, hvor der er rig mulighed for at finde guld. Mens du shopper, kan du nyde stemningsfuld musik, og du kan også holde en pause med en drink eller en kop kaffe i caféen.

Når du køber noget på markedet, støtter du UngKs sociale indsatser, som hjælper sårbare og udsatte borgere i Aarhus Kommune.

Du kan betale med mobilepay eller kontanter.  

UngK og Røde Kors
Foto // Røde Kors Aarhus

STED: Badehusene på Aarhus Ø ▰ KL.: 11.30-17.00 ▰ MØNT: Gratis

Trods vinterkulden og bevæg dig ned på Aarhus Ø, hvor der er mini-julemarked i et af de hyggelige badehuse, der ligger lige ud til vandet. 

Oplev den hyggelige stemning og få de sidste julegaver i hus, mens du kan varme dig med en kop gløgg og julebag, der sælges til rimelige priser.
Til julemarkedet vil der være mulighed for at finde unik keramik og forunderlige kunstværker.

LØRDAG

STED: Skt. Knuds Torv ▰ KL.: 13.00-15.00 ▰ MØNT: Gratis

I hele 2022 har vi fejret Aarhus som musikby under titlen Music City Aarhus 2022.

Nu kan du komme med på en tur rundt i Aarhus midtby, og opleve et udvalg af byens historiske musikspots. 

Byens Lydspor markerer nogle af Aarhus’ vigtigste musikalske spots, og publikum får mulighed for at opleve musikkens historiske vingesus. Kom med og hør anekdoter, som byen gemmer på, når Aarhusguiderne fortæller om de mange steders betydning for musikken.

Det er gratis at deltage, men der et begrænset antal pladser, så man skal reservere en billet for at komme med på turen.

STED: REUSE ▰ KL.: 12.30-15.30 ▰ MØNT: Gratis

Tag et smut ned til REUSE i Jægergårdsgade, hvor de i år gentager deres event Jul på REUSE.

Værkstedet vil være fyldt med alt muligt julestads, som er indsamlet på genbrugsstationen, og bare venter på at blive tryllet om til de populære REUSE-julekranse.

Det er helt gratis og alle er velkomne, så hvis du mangler lidt julepynt til den sidste juletid, er det en oplagt mulighed for at få lavet en bæredygtig julekrans.

Music City Aarhus 2022 // LET'S PLAY TOGETHER
Billede // Music City Aarhus 2022

STED: Forskellige steder i Aarhus ▰ KL.: 12.00 til når du ikke kan mere ▰ MØNT: Gratis

Vær med til at markere afslutningen på et helt år i musikkens tegn. Denne lørdag fejres Aarhus som musikby under temaet LET’S PLAY TOGETHER.

Alle er inviteret med til at tage del i musikken. Programmet starter kl. 12.00, hvor der, på Klostertorv og Lille Torv, vil være optrædener af forskellige musikskoler. Programmet byder også på julesange på Bispetorvet og mini-koncerter rundt omkring i byen.

Det hele sluttes af med et afterparty.

Smør stemmebåndet og sæt kryds i kalenderen – programmet offentliggøres løbende og kan ses bl.a. på facebook-begivenheden.

SØNDAG

STED: Havnepladsen ▰ KL.: 13.00-17.30 ▰ MØNT: 150 kr.

Kom i julestemning med en sejltur rundt i Aarhus Havn på JULDAMPEREN. Skibet er pyntet, og der er julemusik, mens man bliver guidet under turen – med spændende fortællinger om byens historie. 

Turen starter i inderhavnen og fortsætter til Bassin 7 og resten af Aarhus Ø.
Særligt smukt bliver det sidst på turen, når man passerer de mange oplyste skibe i Lystbådehavnen og Træskibshavnen.

Sejladsen varer 1 time, og hvis du bliver lækkersulten undervejs, er der mulighed for at købe gløgg og æbleskiver.

STED: Ridehuset ▰ KL.: 11.00-17.00 ▰ MØNT: Gratis

Igen i år finder du det populære julemarked i Ridehuset, hvor mere end 80 stande sælger forskelligt, unikt kunsthåndværk. 

Julemarkedet har eksisteret i 22 år og er dermed et af de ældste og mest traditionsrige julemarkeder i Aarhus.

Denne søndag har markedet åbent for sidste gang i år, så tag venner og familie under armen og nyd en dag i Ridehuset.

Hvis I får brug for en lille pause, kan I købe gløgg og æbleskiver i caféen.

FØLGENDE ER TILFØJET ONSDAG AFTEN EFTER UDGIVELSE

Af: Line Kjærgaard Hansen

STED: Musikhuset ▰ KL.: 20.00 ▰ MØNT: 390 kr.

Who Killed Bambi, tre pigekor og 12 formidable sangere samlet i én koncert? Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det er det heldigvis ikke.

Denne søndag giver den aarhusianske strygerkvartet Who Killed Bambi dig mulighed for at få en helt unik oplevelse, når de spiller deres anmelderroste album 12 sammen med blandt andet Lydmor, Julie Maria og Ida Wenøe – bare for at nævne et par stykker af det stærke lineup, der er med til denne kraftpræstation af en koncert.

12 er Who Killed Bambis bidrag til fejringen af Aarhus som kulturhovedstad tilbage i 2017. Dengang spillede Who Killed Bambi 12 koncerter med 12 forskellige kunstnere på 12 forskellige steder – en ny koncert hver måned. Og søndag aften kan du nu opleve hele albummet blive spillet live som en ekstraordinær koncert i anledning af Aarhus Music City 2022.

Koncerten bliver suppleret med en smuk og fængslende lysscenografi af lyskunstfænomenet Vertigo.

Det her er en oplevelse, du helst ikke vil gå glip af. Så er der lidt tilbage i budgettet til at forære dig selv en julegave, så snyd ikke dig selv for Who Killed Bambi!

Coverbillede // VINKAarhus