Decembers julehygge har fået lov at fylde en del i denne uges weekendguide, hvor vi både anbefaler flere luciaoptog og søndag på Sydhavnen, der uden tvivl kommer til at summe af julestemning. Jazz-koncerter, markeder, vinterbadning og et enkelt litterært arrangement er også at finde, så læs med her og se, hvad vi gerne ville bruge vores weekend på … hvis man dog bare havde tid til det hele. 

Torsdag

Bandet her spiller moderne jazz og denne torsdag med et særlig fokus på julesange // Foto: Facebook-begivenhed

Jule-jazz, Vin og Moules Frites

Sted: Vindanmark, Kystpromenaden 2 Kl.: 18:00-21:00 Mønt: 399

Vindanmark inviterer til et arrangement med Moules Frites og vin ad libitum i samarbejde med Clausens fiskehandel. Klokken syv går jazz-musikerene fra New Sun Jazz Quartet på og spiller et par timer frem. Maden indtages ved langborde, så du kan både forvente en social og beruset aften.

Livemusik på Pica Pica 

Sted: Pica Pica Kl.: 20:00-23:00 Mønt: Gratis

Nyd torsdag aften med lækker tapas og smagfulde vine på Pica Pica, hvor duoprojektet “Døssing”, som består af brødrene, Jon og Aske Døssing Bendixen, spiller jazz.

Fredag

Så fint har det tidligere set ud med luciaoptog i Regnbuen. // Foto: Facebook-begivenhed

Luciaoptog i kajak

Sted: Havnepladsen Aarhus Kl.: 18:00-19:45 Mønt: Gratis

Endnu engang bliver der fremført luciaoptog fra kajakker i Aarhus-bugten og kanalerne. Optoget passerer både havn og by, og undervejs er der to stop, hvor “Nu Bæres Lyset Frem” bliver sunget.

Luciaoptog på ARoS

Sted: ARoS Kl.: 17:30-18:00 Mønt: Gratis

Også ARoS faciliterer luciaoptog. Det foregår i regnbuen, hvor børn og unge vil gå optog for hele byen. Find plads i parken med udsigt mod toppen af ARoS eller gå en tur forbi og oplev regnbuen lyst op.

Lørdag

LYNfabrikken en billedskøn aften // Foto: Facebook-begivenhed

Loppemarked i Domen

Sted: Domen Kl.: 10:00-16:00 Mønt: Gratis

Endnu engang er der loppemarked i Domen. Med decembers mange arrangementer og indkøb af gaver og meget andet, er en tur på loppemarked en forrygende beskæftigelse. Køb nyt guld til klædeskabet, så du har noget lækkert at hoppe i til alverdens julefrokoster og højtider – og så er det endda både billigt og bæredygtigt.

LIPS på LYN

Sted: LYNfabrikken Kl.: 16:00-18:00 Mønt: 40

Med oplæsninger kaldet ‘LIPS & Koncepterne’ undersøger Litteraturen på Scenen, også kaldet LIPS, hvad der sker, når litteraturen indrammes under et koncept. Denne gang er der oplæsninger af Gry Stokkendahl Dalgas, som er aktuel med digtsamlingen “Det er herfra jeg kan tale, disse ord kan finde vej”, Cecilie Lind, som er aktuel med digtsamlingen ”Mit barn” og Thomas Boberg, aktuel med romanen Africana.
Læs denne artikel om et tidligere LIPS & Koncepterne arrangement.

Søndag

På søndag er der både marked og julestue at finde på Sydhavnen. // Foto: Facebook-begivenhed

En tur i havnebadet og Chilli con Carne

Sted: Badehusene på Aarhus Ø Kl.: 08:00-15:00 Mønt: Gratis

Søndag vil der være gratis adgang til Havnebadet fra klokken 08-12, så hop en tur i baljen og nyd efterfølgende en saunatur og en varm portion Chilli con Carne lavet af mennesker, der virkelig går op i, hvad der gør retten ekstra god. Spisning foregår ved badehuset 55f langs bassin 7.

Julestue på Sydhavnen

Sted: REUSE Aarhus Kl.: 12:00-15:00 Mønt: Gratis

Foreningen Sydhavnen, REUSE Aarhus og GRO SELV er gået sammen og inviterer til julestue, hvor du kan klippe klistre på højt niveau. Der vil være forskellige arbejdsområder og masser af inspiration til, hvad du kan kaste dig ud i – julehjerter, kræmmerhuse, oplevelsesgavekort og meget andet.

Sydhavnens julegavemarked

Sted: Frontløberne, Det 3. Rum Kl.: 11:00-16:00 Mønt: Gratis

Samtidig med Julestue på Sydhavnen er der julegavemarked. I bæredygtighedens tegn inviteres der indenfor til et lille marked, hvor der vil være mulighed for at skaffe personlige julegaver. Der er endnu stadepladser at komme efter, så du kan både vælge at sælge, købe eller bytte.

 

// Coverbillede: VINKredaktionen