297978339_873285390315426_298084357038223232_n (1)
Vinteren har bidt sig fast i Aarhus, og selvom kalenderen kun skriver november er julehyggen begyndt at brede sig. Denne uges Weekendguide byder selvfølgelig på julemarkeder og andet julet, til de juleglade, men hvis du gerne vil udskyde julehyggen lidt endnu er der også noget til dig. Du kan f.eks. kaste dig ud i den vinterkolde bugt, danse til pulserende poptoner eller se på inspirerende kunst. God weekend! 

TORSDAG

STED: Erlings Flaskebutik ▰ KL.: 18:30-20:30 ▰ MØNT: 249 kr.

Erlings Flaskebutik inviterer til ølsmagning, hvor du kan smage på 8 af deres juleøl. Der er et varieret udvalg af øl, så der skulle gerne være noget til enhver smag. Der vil blive serveret vand og brød undervejs for at holde smagsløgene skarpe. Og så sniger der sig selvfølgelig også lidt julesnacks ind. 

Du tilmelder dig ølsmagningen ved at sende en besked til Erling Flaskebutik på Messenger, hvorefter du vil modtage et betalingslink. Skål!

STED: Galleri Gallo ▰ KL.: 14:00-17:00 ▰ MØNT: Gratis

Tag et smut forbi Galleri Gallo og oplev deres aktuelle kunstudstilling, hvor en række kunstnere udstiller deres forskelligartede værker. 
Kunstnerne der udstiller er Ena Gallagher, Bodil Suddergaard og Makerspace-projektet.

Amerikanskfødte Ena Gallagher har gået på Kolding Kunsthåndværkskole og udstiller bl.a. sine tegninger. Hun er desuden udlært tatovør og har passet en tattooshop i Aarhus i 17 år.

Bodil Suddergaard udstiller sin keramik i galleriet. Hun arbejder med ler, fordi hun kan lide, at det kan forme sig efter sindet, der arbejder med det. Hun skaber et univers med sine figurer, som forhåbentlig kan sende tilskuerne på en rejse.

Makerspace-projektet er på denne udstilling repræsenteret af Mahmoud, Nasrin, Sophia, Ibrahim, Aviaja og Najma. De har lavet stole, som kan udfordre den konventionelle opfattelse af et møbel. Det har udmøntet sig i 3 stole, der udstilles i galleriet.

FREDAG

STED: Dokk1 ▰ KL.: 14:00-18:00 ▰ MØNT: Gratis

Hvordan ville verden se ud, hvis du skulle spørge pænt, før teknologien ville hjælpe dig, eller hvis en AI valgte din næste date? 

Kandidatstuderende fra faget Design som Kritisk Praksis på Aarhus Universitet, har spekuleret i scenarier som dette og inviterer til denne udstilling, hvor de fremviser deres bud på, hvordan en sådan verden kunne se ud. 

Udstillingen består af 12 kritiske design-projekter.

STED: Aarhus Havn, ved Dokk1 ▰ KL.: 20:00-21:30 ▰ MØNT: 200 kr.

Tag med på en julet sejltur i Aarhus Havn og nyd god livemusik imens. Indtil jul vil der hver fredag og lørdag være musik på Juleskibet Svanen, når forskellige aarhusianske musikere spiller livemusik under sejladsen.

Denne lørdag spiller den aarhusianske singer-songwriter Loúa. Med sin guitar på ryggen og en unik sangstemme står Loúa klar, sammen med pianisten Oliver Nelander, til at dele sit brede repertoire af covers, originale numre… og selvfølgelig nogle julesange.

Musik er Loúas frirum, hvor hun kommunikerer klarest og bearbejder bedst. Hun henter inspiration fra kunstnere som Tina Dickow, Adele og Pernille Rosendahl. Efter mange timer på de danske landeveje i jagten på drømmen, vil hun nu skabe en magisk aften i musikkens tegn – denne gang ude på vandet.

Billetter kan købes her.

LØRDAG

STED: Det gamle gasværk, Byleddet 2C ▰ KL.: 11:00-16:00 ▰ MØNT: Gratis

Det er ikke til at komme udenom julemarkederne, selvom der er noget tid til jul. Hvis du vil overgive dig til julemarkedernes julehygge, kan du denne lørdag tage et smut til Brabrand, hvor der er julemarked i Det Gamle Gasværk.

Nyd en kop glögg og besøg de forskellige boder, hvor du måske kan finde nogle af årets julegaver.

STED: Radar ▰ KL.: 20:00 (dørene åbner kl.19:00) ▰ MØNT: 140 kr.

Kom med til en aften med eksperimenterende pop hvor der er plads til alle følelser og store armbevægelser. MoonBee er aktuel med anden del af sit debutalbum Expanding Infinity, og vil denne aften fylde Radar med tonerne af sin elektroniske popmusik.

Bag kunstnernavnet MoonBee er Gry Colding, der, på baggrund af singlen Bottomless Pit, blev valgt som én af ni finalister i årets udgave af Karrierekanonen.
Hendes album Expanding Infinity beskriver en moderne overgangsrite og handler om at frigøre sig fra destruktive, kulturelle mønstre for i stedet at vende blikket mod selvkærlige mantraer. 
Support til koncerten er sangerinde, sangskriver og producer Lihme. Hun udgav sit debutalbum Solid Soft i september 2023.  Debutalbummet handler bl.a. om usunde relationer og om at finde styrke i det skrøbelige. Hendes nordiske klang blandes med elektroniske indspark og håndspillede instrumenter.
Billetter til koncerten kan købes her.

SØNDAG

STED: Ballehage Strand ▰ KL.: 08:00-10:00 MØNT: 150 kr.

Få en dejlig start på din søndag med vinterbadning i samarbejde med KlubUd. I mødes ved Ballehage Strand, hvor I starter med en kold dukkert. Herefter lærer du at lave din egen finske sauna, hvor du kan varme dig, når du er færdig med at dyppe dig i det vinterkolde vand. Imens du får skænket en kop kaffe, kan du i ro og fred nyde morgen-udsigten udover Aarhus Bugt.

Billetter til vinterbadning kan købes her.

Julemarked i Ridehuset

STED: Ridehuset ▰ KL.: 11:00-17:00 ▰ MØNT: Gratis

Det årlige julemarked i Ridehuset er tilbage. Tag venner og familie under armen og kom i ægte julestemning mens du besøger de forskellige boder.

På julemarkedet kan du finde et udvalg af kunsthåndværk, delikatesser og dekorationer, der repræsenterer alt fra tidens trends til gammelt kunsthåndværk, der er gået i arv gennem tiderne – alt sammen med et personligt og kunstnerisk præg fra den enkelte udstiller. 
Og hvis du har brug for en pause, kan du besøge caféen, hvor du kan mæske dig i lune æbleskiver, friskbagte julekager og glögg.

Coverbillede // VINKAarhus – Illustration: Line Elise Rosengaard