Nu er halvdelen af ugen snart gået, og vi kan så småt begynde at glæde os til, hvad der sker i vores by i den kommende weekend. Vi har udvalgt et lille udpluk, der taler både til dine materielle og sociale laster, og der er overhængende risiko for at ende weekenden med en lettere tegnebog og nye moralske dilemmaer. Men med udsigt til vinter, regn og mørke, skal vi jo have noget at give skylden for den forestående vinterdepression. Eller måske noget der kan holde den hen. Bare lidt endnu. 

 

TORSDAG

// Foto: Facebook-begivenhed

 

Hello Vintage Aarhus // Vintage per Kilo

Sted: Ridehuset. Kl.: 14.00-18.00. Mønt: 40 kr.

Kickstart lille fredag ved at gå på opdagelse i Vintage-himlen hos “Hello Vintage” i Ridehuset, hvor du ikke betaler pr. del tøj men pr. kilo. Så kan du gå weekenden i møde i en paillet-sag, som ingen andre på dansegulvet har magen til.

 

MONTI Beer Launch // Mig & Ølsnedkeren

Sted: Mig & Ølsnedkeren. Kl.: 19.00-02.00. Mønt: Gratis. 

Når du har styr på weekendens outfit, kan du passende tage forskud på glæderne hos Mig & Ølsnedkeren. De lancerer i samarbejde med det Aarhus-baserede band MONTI en ny øl, som med deres egne ord er karakteriseret som en “let bitter og frugtig” IPA.

 

Mint Field + support: Tundra på Atlas

Sted: Atlas. Kl.: 20:00. Mønt: 105 kr.

Atlas inviterer indenfor denne torsdag sammen med det mexikanske duo Mint Field med det århusianske band Tundra som support. Det er altså lagt op til en total-oplevelse denne aften, hvor du til sprøde, psykedeliske poptoner kommer både ud og hjem.

 

Tech Thursday III

Sted: Café Paradis. Kl.: 22.00-03.00. Mønt: Gratis.

Paradis byder denne torsdag op til dans sammen med den norske kunstner E:K, når Paradis er vært for Tech Thursday III. Der er lagt op til en aften med dybe toner og lækre elektroniske rytmer. Så hvis du ikke skal alt for tidligt op fredag morgen, har du en exceptionel mulighed for at danse aftenen ind i natten.

 

FREDAG

// Foto: Facebook-begivenhed

 

Åben fernisering: Do Ho Suh – Korridor

Sted: ARoS Aarhus Art Museum. Kl.: 15.30-17.00. Mønt: Gratis.

Fredag eftermiddag inviterer ARoS til fernisering på den nye udstilling, Korridor, som er åben og gratis for alle. Udstillingen er af den sydkoreanske kunstner Do Ho Suh og består af nøjagtige gengivelser af korridorer fra steder i verden, hvor hun har boet. Der er således mulighed for at starte weekenden med at drømme sig andre og mere eksotiske steder hen. Og så kan man passende fortsætte drømmen og aftenen med kulørte drinks.

 

4:48 Psychosis

Sted: Aarhus Teater. Kl.: 18.30. Mønt: 95 kr.

Aarhus Teater har netop haft premiere på forestillingen 4:48 Psychosis, der er skrevet af den britiske dramatiker Sarah Kane, som tog sit eget liv som 28-årig. Aarhus Teater beskriver forestillingen som “strømførende dramatik, inderligt og personligt (…) med en uhørt brutalitet i sproget”. Det er en semi-biografisk fortælling om en kvindes kamp med sig selv for at finde sig til rette i en verden, hun føler sig afskåret fra.

Forestillingen spiller på Studio-scenen, hvor Aarhus Teater viser mere eksperimenterende dramatik og scenekunst. Den spiller indtil d. 30/11. Hvis man er studerende eller er under 25 år, kan man mellem mandag og torsdag købe billetter til alle Aarhus Teaters forestillinger til 60 kr.

 

Molina x Clarissa Connelly x ML Buch

Sted: Radar. Kl.: 20.00-02.00. Mønt: 100 kr. 

Hvis du denne fredag aften hellere vil have en svingom til nogle sprøde, nye toner, kan du med fordel slå vejen forbi Radar. Her spiller de tre selvproducerende komponister Molina, Clarissa Conelly og ML Buch, som kender hinanden fra Rytmisk Musikkonservatorium. Aftenen er beskrevet som ”et morf mellem de tre kunstneres visioner, æstetikker og lyduniverser”, hvor publikum bliver udsat for både separate koncerter og samarbejder mellem de tre komponister.

 

LØRDAG

// Foto: Facebook-begivenhed

 

Secondhand Bazar November

Sted: Studenterhuset. Kl.: 12.00-15.00. Mønt: Gratis.

Nu er weekenden for alvor i gang, og der er ingen grund til at stå for tidligt op denne lørdag morgen. Hvad end du har brug for at lufte dine tømmermænd eller din indre krejler, er der gode tilbud at hente. Studenterhuset afholder deres månedlige Secondhand Bazar, hvor primært studerende sælger ud af deres garderobe. Her er altså tale om en ”win win”-situation, hvor du kan få et godt tilbud og samtidig sørge for, at en studerende kan leve af andet end havregryn den næste uge.

 

En tur i Århus Domkirke

Sted: Aarhus Domkirke. Kl.: 10.00-15.00. Mønt: Gratis.

Hvis man har det sådan lidt søndagsagtigt på denne lørdag og har brug for en slentretur med et formål, der ikke kræver noget særligt af dig som gæst, så foreslår jeg en tur forbi Aarhus Domkirke. Kirken er åben for offentligheden mellem kl. 10 og kl. 15, og man er sikret en majestætisk oplevelse af skønhed og historie, uden at du behøver at gøre andet end at træde ind ad kirkedøren og kigge dig omkring.

 

The FLOOD

Sted: Teater Katapult på Godsbanen. Kl.: 16.30. Mønt: 90 kr. (Studerende/unge u. 25 år: 50 kr.)

Denne lørdag er det sidste chance for at se Papirteatret Meklenborgs forestilling The FLOOD på Teater Katapult. Forestilling er beskrevet som en ”miniature-teaterkoncert” og er baseret på sange af den engelske musiker Peter Gabriel. Forestilling er en performance, der udspiller sig i papir, og man kan således se frem til en anderledes og særlig teater-oplevelse, man ikke har mulighed for at opleve hver dag.

 

B//hus fejring pt.III

Sted: B//huset ved Godsbanen. Kl.: 17.30-02.00. Mønt: Gratis.

Den forestående nedrivning af B//huset er lige om hjørnet, så dette er en af en række fester, der hylder B//husets sidste tid som samlingssted for mange forskellige arrangementer og fester. Vær med til at holde festen kørende, inden bulldozerne rykker ind, denne lørdag og følg med i programmet for hele aftenen på Facebook-begivenheden.

SØNDAG

// Foto: Facebook

 

#værkdinverden med Kunstner Jakob Tækker og Frederiksbjerg Skole

Sted: Mellem Frederiksbjerg Skole og ARoS. Mønt: Gratis.

Kunstner Jacob Tækker har sammen med Frederiksbjerg Skole skabt “Kunstruten Aarhus”, som løber mellem Frederiksbjerg Skole og ARoS i perioden d. 6/11 – d. 30/11, og som er en del af initiativet #værkdinverden. Du kan følge ruten ved at downloade rutekortet på værkdinverden.dk. Så har du brug for en søndag uden for mange krævende planer, kunne denne gåtur være et godt bud på noget, som du kan klare i dit eget tempo, og når du har lyst. Initiativet #værkdinverden er et landsdækkende koncept, som grundlæggende handler om at omdanne et offentligt sted til et interaktivt værk.

 

En tur på Brætspilscafé

Sted: Brætspilscaféen, Vestergade. Kl.: 12.00-22.00. Mønt: Gratis.

Du kan kvit og frit slå dine venner i Uno eller slå dem hjem i Ludo igen og igen på Aarhus Brætspilscafé. Det er gratis at låne både Ludo og Uno, men hvis man vil spille mere avancerede spil, må man smide en lille mønt. Til gengæld får man kyndig vejledning af caféens personale, der samtidig kan bistå med en øl, cola eller en varm toast.