Vi er nu gået ind i slutspurten inden efterårsferien. Efter mange grå, trivielle dage synes vi derfor her hos VINK, at du skal fejre den snartliggende ferie. Og det kunne jo f.eks. gøres til fernisering ved Kunsthal Aarhus eller til en funky, techno aften med Niclas Knudsen. Vi har i hvert fald samlet en række forskellige ting i Weekendenguiden, som du kan give dig i kast med i uge 41.

 

Torsdag

Fernisering // Kunsthal Aarhus

Sted: Kunsthal Aarhus Kl. 16-18 Mønt: Gratis

Det er med stor glæde, at Kunsthal Aarhus nu kan præsentere Minimalism-Maximalism-Mechanissmmm, en gruppeudstilling i fire akter skabt i samarbejde med Art Sonje Center, Seoul. Projektet iscenesætter en række kunstneriske formater i en undersøgelse af, hvordan kunstnere udvælger, bruger og bearbejder forskellige materialer i forsøget på at fortælle historier om deres omgivelser og dagligdag. Herigennem stilles der skarpt på, hvordan selve samtidskunstinstitutionen præsenterer sig for både udstillende kunstnere og publikum. Det giver de besøgende mulighed for at opleve og erfare, hvordan der kan opstå abstrakte og betydningsfulde forbindelser i dette institutionelle kunstrum.

Sted: Store Torv Kl. Hele dagen Mønt: Gratis

Music City Aarhus 2022 præsenterer i samarbejde med GAFFA fotoudstillingen Lydbilleder fra en by, der hylder byens musikere – både dem, der allerede har sat sit historiske lydaftryk, og dem, der farver fremtidens musik. I Lydbilleder fra en by kan publikum se 35 af de bedste fotos af aarhusianske musikere gennem de sidste 40 år.

Var du med, da TV-2 spillede til Rock mod atomkraft i 1984? Kan du huske, da dj’en Kato fik besøg af den amerikanske rapper Snoop Dogg i 2011? Eller da Medina brød igennem med sit kæmpehit “Kun for mig” i 2008? Det er nogle af de musikalske begivenheder, som musikmagasinet GAFFA har fotograferet og dokumenteret gennem tiden, og som man kan opleve i en fotoudstilling på Store Torv.

 

Fredag

Bogreception: Antropologi og Idéhistorie. Varulve, klædeskabe og bjergvandringer

Sted: Fairbar Kl. 16 Mønt: Gratis

Fairbar inviterer hermed alle til udgivelsesreception den 14. oktober fra 16:00-18:00 af bogen Antropologi og Idéhistorie. Varulve, klædeskabe og bjergvandringer. Den første øl giver Fairbar!

Kom glad og tag gerne en ven, tante eller et barnebarn under armen. Der vil blive fortalt lidt om bogens indhold og tilblivelse, og de håber på, at også mange bidragsydere dukker op – så kan man frit stille dem spørgsmål om, hvordan de mon fandt på at skrive om noget, der både angår idéhistorie og antropologi.

Man er selvfølgelig velkommen til at blive efter 18:00 til et par slurke og sjove bemærkninger mere.

Sted: turkis Kl. Dørene åbner kl. 19 Mønt: 105 kr.

Måske kender du Niclas Knudsen som frontperson i bands som Ibrahim Electric, Kalaha, Alt er ego og Niclas Knudsen Trio? Nu inviterer turkis dig indenfor for at opleve den musikalske tryllekunstner i en ny, swingende og charmerende kontekst. Denne gang kan du nemlig glæde dig til at se den anerkendte guitarist og komponist i konstellationen Le funk mystique.
Med Le funk mystique vil Niclas tage den improviserede rytmiske musik ud af dens gængse rammer og få den ud over scenen, ud til folket og ud på gulvet! Dette sker gennem en blanding af afrobeat, etno-mystique, trance-funk og dansejazz – lyd og rytmer man kan grine, græde og danse til, musik for både krop og sjæl.
I anledning af Niclas Knudsen et Le funk mystiques debutudgivelse rejser kvartetten nu på release-tur rundt i det danske land for at sprede rytmisk glæde med lækre live-udgaver af deres fede indspilninger. Her rammer de heldigvis også turkis, og du er hermed inviteret til at tage del i en mystisk og funky aften!

Lørdag

Sted: Den Gamle By Kl: 20:00 Mønt: 149 kr. i døren

Aarhus Guitarfestival præsenterer den danske guitarstjerne Jakob Bangsø.
Den prisvindende guitarist Jakob Bangsø (f. 1988) har hurtigt etableret sig som én af Danmarks mest aktive og alsidige instrumentalister. Han er uddannet fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium ved Frederik Munk Larsen samt på Hochschule für Musik und Tanz Köln i Tyskland ved Roberto Aussel. Som solist har han især gjort sig bemærket som prisvinder i en lang række internationale guitarkonkurrencer.

Hyggelig aften ved Café Støj

Sted: Café Støj, Jægergårdsgade 150 Kl. Når end du føler for at spice din lørdag aften lidt op Mønt: Varierende priser på bl.a. seriøst gode øl

Hvis du trænger til en rigtig hyggelig aften med en øl i hånden, et par venner omkring dig og lidt behagelig musik som baggrundsstøj, er Café Støj det oplagte sted.

På Støj er der fokus på musikalske oplevelser, og fra deres lille intime scene kommer man helt tæt på dygtige musikere fra både ind- og udland. De er udvalgt efter, hvem de gerne selv vil opleve, og der er ingen begrænsninger i genrer, så her kan man høre rock, pop, jazz, blues, klassisk, folk, hiphop og spændende foredrag. De fleste torsdage i løbet af året afholdes Leths Jazz, som arrangeres af Kristian Leth. Her kan du opleve livejazz på et usædvanligt højt niveau.

 

Søndag

Pretend It’s a City

Sted: Sofaen eller en god, komfortabel liggestol kan varmt anbefales Kl. Hvornår end du lige har tid Mønt: Hvad end et Netflixabonnement koster i disse tider

Om vi vil det eller ej, er det altså blot i menneskets natur at tilbringe søndag på langs. Og findes der en bedre måde at gøre det på end med en serie fuld af rigtig New Yorker-stemning på TV’et?
Pretend It’s a City er en serie fra 2019 instrueret af Martin Scorsese. Den er bygget op som en samtaledokumentar mellem Scorsese selv og forfatter, satiriker og altmuligkvinde Fran Lebowitz – om New York, samfundet og, ikke mindst, alle hendes utallige betragtninger og mangt og meget.
Serien blev modtaget med exceptionelle anmeldelser fra anmelderne. Så I må hellere få set med.

Fransk smørrebrød hos LeCoq

Sted: Graven 14 Kl. 17-23 Mønt: Ganske varierende priser

Lige ved siden af baren af samme navn finder du restauranten LeCoq, som altid er garant for et lækkert måltid – især hvis du trænger til smørrebrød med et fransk twist. Du kan bl.a. få smørrebrød med foie gras, escargot og mange andre interessante ting.

Så hvis du trænger til at få stillet dine tømmermændscravings på en lidt mere dekadent måde end McD, er dette helt oplagt.

Coverbillede: // VINKaarhus