Nu når efteråret er blevet skudt i gang med en god omgang gråhed og regnvejr, er det heldigt, at kulturlivet atter bugner af interessante tilbud til at forsøde hverdagen. Denne weekend skal vi fejre både unge talenter og iværksættere, dykke ned i de dybe følelsers afkroge og sidst, men ikke mindst, slappe af og nyde øjeblikket.  

 

TORSDAG

EN FEJRING AF UNGE TALENTER

Sted: Studenterhus Aarhus (Nordre Ringgade 3) Kl.: 20:00 Mønt: 50,- (Gratis for medlemmer af Studenterhus Aarhus)

Torsdag inviterer Studenterhus Aarhus indenfor til musikbegivenheden Newbees 2021 #1. Aftenen er den første af tre torsdage, hvor du kan opleve unge spirende talenter fra det musikalske vækstlag. Denne torsdag kan du blandt andet opleve duoen Pari Penn – bestående af efterskolevennerne Simon og Mikkel. Her får du serveret fængende popmusik perfekt til både weekendens dansefester og søndagens tømmermænd.  Er du mere til de drømmende og lidt mørkere toner, kan du samme aften opleve trioen LALUNE.

TALKING GENDERS UDSTILLING

Sted: Godsbanen Kl.: 9-21 Mønt: Gratis

I sidste uge guidede vi til lydvandringen Queering the Walkscape, men bare rolig, der er nemlig meget mere at opleve ved årets Genderhouse Festival, som løber helt ind til den 10. oktober. Torsdag kan du eksempelvis tage forbi Godsbanen, hvor du i foyeren kan opleve udstillingen Talking Genders. Her vil du møde en række værker lavet af unge queer-kunstnere, der gennem kunsten behandler emner som køn, seksualitet og identitet.

 

FREDAG

EN FORENING AF LYD OG ORD

Sted: Radar Kl.: 19- Mønt: 135,-

Fredag starter festivallen Lyd+Litteratur, der over to dage inviterer publikum ind i spændingsfeltet mellem musik, litteratur og lydkunst. Denne aften kan du blandt andet opleve forfatter Tine Høeg i samarbejde med guitarist og komponist Simon Brinck, når de med afsæt i romanen Tour de Chambre optræder med noget så finurligt som en romankoncert.

VELKOMMEN I NEGLEHIMLEN

Sted: LOOS, Mejlgade 50A Kl.: 19-23 Mønt: Gratis

Mejlgade har fået en ny beboer nemlig neglebaren LOOS, og fredag inviteres du til åbningsfest! Karen, der står bag konceptet, har tidligere været en del af den århusianske kultur- og festivalscene. Under Corona kiggede hun i nye retninger og valgte at uddanne sig som negleteknikker. Smut forbi til en øl og en snak til lyden af lækre toner. Når du nu alligevel er der, kan du jo passende booke en tid til at få spicet fingerspidserne godt og grundigt op.

 

LØRDAG

 

INTIM FORTÆLLING OM DØDEN

Sted: Bora Bora Kl.: 17:30 & 19:00 Mønt: 60-170,-

Hvordan håndterer vi døden i dagens samfund? Kan dét at dele svære oplevelser omkring tab og sorg øge vores empati som samfund generelt? Sådan introduceres performancen My undying love af Himherandit Productions, som lørdag kan opleves i forbindelse med Genderhouse Festival. Performanceværket centrerer sig om kunstner Andreas Constantinous reaktion på tabet af sine forældre og beskrives som en totalinstallation, der omslutter sit publikum med brug af både musik og interaktive elementer. Skynd dig at få fat i en billet, hvis du vil opleve kunst, som vil skubbe, provokere og inddrage sit publikum.

 

POP-UP CINEMA

Sted: Pustervig Kl.: 20-21:45 Mønt: Gratis

Befinder dig du i midtbyens gader lørdag aften, skal du tage et smut forbi Pustervig Torv. Her kan du nemlig opleve små kortfilm projekteret op på husmurens facade. De små filmvisninger er arrangeret af det tyske fællesskab A Wall is a Screen, hvis mission er at fremhæve byens arkitektur ved hjælp af bevægelige billeder.

SØNDAG

LOPPEGULD

Sted: Godsbanen (Rå Hal) Kl.: 10-16 Mønt: 20,- (Børn under 12 gratis)

Så er det atter tid til at få genbrugssulten stillet og lejligheden fornyet. Lørdag og søndag byder Godsbanen nemlig ind til Habengut Marked, hvor du for en flad 20’er kan besøge hele 70 stande fyldt med kvalitets-lopper såsom smykker, møbler, tøj og nips – kort sagt: alt hvad dit genbrugshjerte begærer.

 

EN EFTERMIDDAG PÅ LANGS 

Sted: hjemme Kl.: eftermiddag (eller hele dagen) Mønt: glædeskroner

Efter du har forkælet dig selv med lidt lækre loppesager, er det nu tid til at pleje din sjæl lidt mere. Jeg forslår derfor, at du på vejen hjem fra Godsbanen, smutter forbi din yndlingsbager og udvælger en kage eller to. Herefter skynder du dig direkte hjem og sætter gårdsdagens premiereafsnit af Bagedysten på dit tv og trækker vejret dybt ned i maven her på ugens sidste dag.

 

God weekend!

 

//Coverfoto: VINKaarhus