Det er sommerens afskedsmåned, og der er blevet længere og længere imellem de varme solstrejf. Himlen, der før stod klar og blå, har nu fået selskab af skyformationer, der truer med regn og blæst. Men frygt ej, Aarhus har i denne weekend tonsvis af arrangementer på plakaten, der kan pleje dine sommer-blues.

 

TORSDAG

Kig godt efter i Aarhus for så er chancen for, at du spotter en Thomas Kruse plakat temmelig stor. // Foto: Facebook-begivenhed

 

Syriske filmdage

Sted: Øst for Paradis, Paradisgade. 7-9 Kl.: 19 Mønt: 95kr

Paradis holder fra torsdag til søndag den første syriske filmfestival i Danmark nogensinde. Så tag den store skål popcorn med ind i filmsalen, når biografen byder på fire aktuelle og spritnye syriske film, der giver et indblik ind i den syriske kultur og historie. Efter de fire filmvisninger bliver der disket op med syriske madanretninger og oplæg om filmene fra syriske skuespillere og instruktører.

 

Thomas Kruse på plakaten

Sted: Den Gamle By, Godsbanen, Hjørnet af Sjællandsgade-Anholtsgade. Kl.: 08-22 Mønt: Gratis

Gå på oplevelse i Thomas Kruses plakatunivers i denne weekend, når Dansk Plakatmuseum fejrer kunstneren og aktivistens 75års fødselsdag med en retrospektiv særudstilling i tre dele. Du kan opleve første del af udstillingen i Den Gamle By, anden del i Godsbanens Foyer og tredje del bliver en gåtur i Øgade-kvarteret, hvor Thomas Kruses plakater er en integreret del af gadebilledet.

 

FREDAG

Der kommer til at være fart over feltet på Aarhus Cykelbane, når der afholdes æresløb for Jørgen Leth. // Foto: Facebook-begivenhed.

 

Jørgen Leth er tilbage!

Sted: Aarhus Cykelbane. Kl.: 18-22 Mønt: 20kr

Dansk cykelsports fanebærer vender hjem til det sted, hvor det hele startede, når den 7. udgave af Jørgen Leths æresløb løber af stablen på Aarhus Cykelbane. Det var på netop denne cykelbane, cykelsport-interessen startede for den nu 81-årige aarhusianske kunstner. Cirklen bliver fuldendt for syvende gang på Aarhus cykelbane, hvor de danske mesterskaber i Keirin og Holdsport også vil blive afholdt.

 

Mad mad mad!

Sted: Institut for (X), Godsbanen. Kl.: 16 24. august – 26. august Mønt: Gratis

Pak den store appetit når Aarhus Street Food lukker dørene op til en tre dages madfestival, der vil fylde din mavesæk til bristepunktet med mad fra gaden. Dette års madmekka byder på mere end 40 madboder, hvor du kan gå på opdagelse i nye og hidtil uudforskede dele af den gastronomiske verden.

 

Styrk dit selvværd 

Sted: Holistisk Center. Kl.: 16:30-17:30 Mønt: 50kr

På Holistisk Center kan du få et anderledes selvtillids-boost. Ifølge Rie Jespersen som står for arrangementet hver fredag, så ligger vores overbevisninger om os selv i vores underbevidsthed, hvorfra vores tanker, følelser og handlinger bliver styret. Rie Jespersen bruger hypnose og selvhypnose til at ændre disse overbevisninger, som du bliver guidet igennem, så du igen kan begynde at tro på dig selv.

 

Reggae festival

Sted: Voxhall Kl.: 19-03 24. august – 26. august Mønt: 240kr

En ideel måde at pleje dine sommer-blues på. For fjerde gang i træk byder Voxhall på Reggae Festival, der med varme sydlige rytmer giver sommeren et ekstra åndedræt. Festivalen byder både på indendørs- og udendørs koncertoplevelser, hvor der er plads til alle aldre. Alt sammen med en ting for øje, nemlig at have Reggaemusikken som det naturlige omdrejningspunkt. Find din fineste Bob Marley T-shirt frem og smut ned til frisøren og få lavet de cornrows, du altid har drømt om.

 

LØRDAG

Nintendo Gamecube, PlayStation 1 og GameBoy er blot nogle af de retro-konsoller, du kan opleve på markedet i Trige. // Foto: Facebook-begivenhed.

 

Retro spil/konsol marked

Sted: Hæstvej 34, 8380 Trige Kl: 10-15 Mønt: Gratis

Find din indre gamer frem og tag med på en rejse tilbage til en simplere tid, når der bliver afholdt Retro-spil/konsol marked. Træd ind i en tidsmaskine tilbage til en tid med en trækasse-ødelæggende Crash Bandicoot, en tid hvor Sonic The Hedgehog bare skulle fra den ene ende af banen til den anden, til en tid med Ash og alle hans pokemoner på en lille GameBoy-skærm. Hvis det er en tid, du længes efter så tag et smut til Trige, hvor du kan genopdage gaming fra en svunden tid.

 

Aarhusmesterskaberne i beachvolley

Sted: Aarhus Beachvolley Club. Kl: 12-16 Mønt: Se www.aarhusbeachvolley.dk for tilmedling og pris

Slik sol i denne sommers sidste solstrejf med en tur ned til Aarhus Beachvolley Klub, hvor vinderen af Aarhusmesterskaberne i Beachvolley skal findes. Der bliver afholdt konkurrencer for både damer og herrer, og man kan stadig nå at deltage, selvom man kommer udefra. Begivenheden byder også på en lodtrækning for alle deltagere i form af seks gavekort på en brille/solbrille fra Smarteyes-butikken på Aarhus Banegård. Så selvom du ikke vinder i beachvolley-konkurrencen, er det slet ikke sikkert, at du går tomhændet hjem.

 

SØNDAG

Oplev den klare nattehimmel og bliv klogere på fremtidens rumforskning på Steno Museet. // Foto: Facebook-begivenhed.

 

Stjerner på himlen

Sted: Steno Museet. Kl: 20 Mønt: 60 kr

Slut din weekend af på Steno Museet, hvor aftenen vil stå i rumforskningens tegn. Her kan du blandt andet høre lidt om Aarhus Universitets allerførste satellit Delphini-1, hvordan det står til med fremtidens rumforskning og flotte stjernebilleder på sensommerhimlen. Alt sammen under kyndig vejledning af astronomiformidler Nicholas Emborg Jannsen.

 

Gospelgudstjeneste

Sted: Citykirken. Kl: 13:15 – 14:45 Mønt: Gratis

Smør stemmebåndet eller blot nyd de fine toner af gospelkoret i Citykirken. Kl. 13 åbner Aarhus Gospel Fellowship kirkedørene op til en utraditionel kirkeoplevelse. Rune Herholdt og Lene Svendsen-Tune vil stå med dirigentstokkene og styre slagets gang sammen med koret Saved By Grace.

 

Bagarerumsmarked

Sted: TakeNOW, Bjødstrupvej 20A, Højbjerg. Kl: 10-16 Mønt: Gratis/Pris pr. stand 250 kroner + depositum 250 kroner

Gør et kup på bagagerumsmarked! Her står mere end 65 boder klar med gode håndværkertilbud og måske noget glemt guld fra gemmerne. Du kan også få din appetit stillet, når der bliver tændt op i grillen.