August går snart på hæld, men vejret arter sig nogenlunde – derfor er der perfekte muligheder for at dykke ned i Aarhus’ kulturliv. Læs med, når Weekendguiden tager dig rundt omkring en 24 timers zine workshop, fortolkede Leonard Cohen-sange og udskejende elektronisk musik, som blot få af mulighederne i denne uge:

 

TORSDAG

MINO TALKS: OPRÅB FRA MØRKELANDET

Sted: Dokk1. Kl.: 19.00 – 21:30. Mønt: Gratis.

Tag forbi Dokk1 på torsdag, hvis du vil høre personlige beretninger om at leve som minoritetsdreng fra blokken med drømme og visioner.

Kom og hør om hvordan man kan overvinde de udfordringer, der følger med, når producer Kewan Pádre, serieiværksætter Hawaro Juul, herrefrisør Tawfik Zamzam og CEO for tøjmærket La Rosa Clothing, Fayez Gonzalex, tager scenen i en paneldebat, som sætter fokus på integration og hvad det vil sige at være en rollemodel.

Begivenheden afvikles af Mino Danmark, der har et særligt fokus på maskulinitetsidealer i minoriteten.

TROEN OG INGEN

Sted: Teatret Svalegangen. Kl.: 19:30– 20:50. Mønt: Fra 107 – 205 kr.

Teatret Svalegangen inviterer indenfor til genopsætningen af forestillingen Troen og Ingen fra sidste år, som kredser om musiker Søren Huss’ solodebut af samme navn, der er en beretning om at miste og om kampen for at genvinde troen på livet efter det ultimative tab.

Troen og Ingen spiller frem til d. 21. september, så fat mod, hvis billetterne skulle være snuppet, før man får dem klikket ned i den digitale indkøbskurv til på torsdag.

 

REELTIME

Hvor: Øst for Paradis. Kl.: 21:30 -23:30. Mønt: 5,- i reservationsgebyr via link.

Hvis du hellere vil se film, er der skam tilbud i den kategori: Aarhus Filmværksted omfavner det filmhungrende klientel, når der vises spritnye musikvideoer fra Gellerup Filmværksted, samt kortfilm der handler om alt fra nybagte mødres bekymringer til rumvæsener i Øst for Paradis’ biografmørke.

Tag din ven eller veninde i hånden og læs meget mere om filmudvalget lige her.

FREDAG

//PR, Facebook-begivenhed

24HR ZINE FACTORY AT UKH

Hvor: Ungdomskulturhuset – UKH. Kl.: 16:00 – 23:00. Mønt: Gratis.

Har du altid været interesseret i zines, men har ikke lige vidst hvordan du skulle tage hul på selv at gå igang med at lave dine egne? Mangler du inspiration – eller er du helt ny til konceptet, er det på fredag, du skal tage en tur forbi Ungdomskulturhuset, hvor Aarhus Art Book and Zine Fest – ABZ  – holder en 24 timers fællesproduktion af mere eller mindre politiske zines.

Arrangementet strækker sig fra fredag kl. 16:00 – 23:00, men tager også en revanche om lørdagen fra kl. 14:00 – 22:00, så der er rig mulighed, for at få udfoldet dig kreativt.

LOTTE LIND – AMØBE PARASIT PARASITANGREB TÅGE = ANGSTSITUATION

Sted: Rum46. Kl.: 13:00 – 17:00. Mønt: Gratis.

Hvis du er interesseret i at opleve linket imellem amøber og kvindepolitik, er det udstillingsstedet Rum46, du skal tage et smut forbi; kunstner Lotte Lind skulptur og dias-projektion i en gennemgribende installation, der fremkalder amøbens kropslige materialitet og kontekstualiserer denne figur inden for den kønnede historie om mental sygdom, og sporer den vedvarende skade forårsaget af patologiseringen af kvindens psyke.

D. 31. august kl. 16:00 – 17:00 holdes der er en performance-tale omkring udstillingen på Kvindemuseet som supplement.

SPACE FESTIVAL 2019

Sted: Ungdomskulturhuset – UKH. Kl.: 15:00 – 01. Mønt: En-dags billet: 50,- / Partout: 80,-

SPACE Festival gentager successen fra sidste år med endnu en festival med musik, kunst, workshops, talks, teater, dans, og, ja, alt andet godt under solen! SPACE sætter fokus på unge ildsjæle i Aarhusog danner rammerne for to dage fyldt med originale ideer og kunstnerisk blod. SPACE skal inspirere og skabe et kreativt og festligt samlingspunkt for unge i Aarhus.

Festivalen finder sted fra d. 23. august kl. 15:00 – 01:00 og d. 24. august kl. 15:00 – 03:00.

LØRDAG

// PR, Facebook-begivenhed

CERES BYENS ÅBNINGSFEST

Sted: Ceres Byen. Kl.: 10 – 18. Mønt: Gratis.

Efter fem år er Ceres Byen endelig færdig, og det vil blive fejret med et brag af en åbningsfest. Alle i Ceres Byen er velkomne, når der er havefest d. 24. august i Cereshaven. Der er fri entré, og du kan opleve koncerter, aktiviteter og spændende oplevelser. Intime lejlighedskoncerter, kanotur i åen, blive pyntet af glimmerpiger og koncert med HUSH er alle muligheder på dagen.

Åbningsfesten starter med morgenmad fra kl. 10 – 12, og herefter sørger lokale aktører fra Ceresbyen smagfuld mad og kolde drikkevarer.

EDB MUSIK – ELECTRONIC MUSIC EVENT

Sted: HeadQuarters. Kl.: 19:00–05:00. Mønt: 30,-

Har du mere lyst til at move your feet, bliver HeadQuarters for en stund central for fem musikere fra den elektroniske scene, som lover at du indtager dansegulvet sammen med navne som Karsten Pflum, Shojiki, Antti/Fisker, Rexob.B og Ojnsnolr.

SØNDAG

// PR, Facebook-begivenhed

KVINDERNE KOMMER – FRA MATHILDE  TIL KARIN

Hvor: Hovedtrappen til Dokk1. Kl.: 12:00–13:30. Mønt: 100,-

I marts for 110 år siden tiltrådte den første kvinde som demokratisk valgt kvinde i byrådet i Aarhus.

Kom med på en gåtur tilbage i historiens fodspor fra nutidens Dokk1, hvor en kvinde, Karin Salling, har sat markante spor på udsmykning og leg. Herfra går turen langs åen, gennem de små gader og til slutstedet ved det gamle rådhus – nu Kvindemuseet. Her mødte Dagmar Pedersen op til sit første byrådsmøde i 1909 – så der bliver rig mulighed for at høre om andre kvinders historie i Aarhus undervejs sammen med guide Line Hundebøll.

DEN NYE SALMETRIO FORTOLKER COHEN

Hvor: We Do Music, Borggade 1, 2. TH. Kl.: 16:00 – 17:00. Mønt: Gratis.

Hvis du har lyst til at runde din søndag af med lidt Leonard Cohen til øregangene, er der råd at finde når Den Nye Salmetrio, som består af Anette Buonaventzen på vokal, Pojken Flensborg på piano og orgel, samt Ulrik Bust på saxofon, spiller numre fra deres nye album, som består af både engelsk- og dansksprogede fortolkninger af Leonard Cohens udødelige sange.

Pas på jer selv derude!

WG-Coverfoto: Mads Christensen