Kalenderen siger midt august, og du skal måske til at starte på arbejde eller studie efter en vidunderlig varm og solrig ferie. Ikke desto mindre kan du forlænge feriefornemmelsen de kommende dage, der er fyldt med forskellige, spændende arrangementer og oplevelser, du kan nyde denne sensommerweekend! 

 

TORSDAG

// Foto: Facebook-begivenhed

 

HÆKLEHYGGE

Sted: Yarnfreak, Jægergårdsgade. Kl.: 16.00. Mønt: Gratis.

I Yarnfreak på Jægergårdsgade kan du starte weekenden ud på hyggeligste vis. Fra kl. 16.00-19.00 kan du tage en ven eller veninde under armen og hygge, strikke, hækle, snakke og drikke kaffe i lange baner,  når butikken holder hækle- og strikkecafé. Du behøver ikke være med fra start til slut – dump forbi når det passer dig, find en stol og lad roen sænke sig over dig i hyggelige omgivelser og godt selskab. Perfekt måde at strikke weekenden i gang på!

 

TORSDAGSYOGA

Sted: Holistisk Center Aarhus. Kl.: 17.00-18.00. Mønt: 50-70 kr. 

Pak yogamåtten og nyd en times yoga, der står på åndedræts- og meditationsøvelser, dynamiske yoga-sekvenser, legende bevægelser og afspænding. Vær forberedt på sved på panden og iklæd dig bevægeligt tøj, så du kan give dig hen til instruktørens instrukser og nyde en times frirum og balance for dit indre. Prisen for yogatimen afhænger blandt andet af, om du er medlem af Holistisk Center, eller om du er førstegangsbesøgende. Namaste!

 

FREDAG

// Foto: Facebook-begivenhed

 

KVINDELIGE KRÆFTER I DOMEN 

Sted: Dome of Visions. Kl.: 15.00. Mønt: Gratis.

Dome of Visions er et levende laboratorium med fokus på forskellige, kulturelle og bæredygtige dimensioner i byens rum. En kulturel og musikalsk dimension bliver sat i spil, når du denne fredag ganske gratis kan nyde 40 minutters solo-saxofon, der udelukkende er numre, som er komponeret af kvindelige saxofonister. Ikke alene er visionen for saxofonisten at lade musikken pryde tilskuernes ører men også at inspirere andre til at kaste sig ud i sine drømme og tage chancer for at kunne udvikle sig. Måske går du en musikalsk oplevelse rigere hjem og med mere mod på at realisere DINE drømme.

 

SOMMERFEST HOS CLAUSENS FISKEHANDEL 

Sted: Fiskerivej 4A. Kl.: 12.00-17.30. Mønt: fra 125 kr. 

Er du klar på fredagsfestligheder? Så mød op ved Clausens Fiskehandel mellem 12.00-17.30 og nyd musik og mad i godt selskab. Lad augustsolen lune dig, mens du sidder ved de opsatte borde og piller jomfruhummer, der er festens måltid med brød og aioli. Foren maden med livemusik bestående af  Kim Larsen-kopier leveret af Ole Gas, der vil spille fra kl. 14.00-17.00.

 

LØRDAG

// Foto: Facebook-begivenhed

 

HØSTFEST UNDER ÅBEN HIMMEL 

Sted: Frederiks Allé. Kl.: 17.30. Mønt: 250 kr.

På trods af en tørkende sommer er høsten ved at være i hus, og i den forbindelse afholder Musikhuset en høstfest, hvor du kan være med. For 250 kr. får du et dejligt måltid mad bestående af tre økologiske retter tilberedt og leveret af kokke fra tre af Aarhus’ bedste restauranter. Denne lørdag kan du nyde maden, sommeren og dine venner i naturens omgivelser. Medbring egen service og godt humør – tilmelding og betaling foregår via link i Facebook-begivenheden.

 

AARHUS SUMMER DANCE

Sted: Moesgaard Museum. Kl.: 12.00. Mønt: Gratis.

Dansk Danseteater har i samarbejde med Moesgaard Museum lavet en danseforestilling under åben himmel. Under kaution af kunstnerisk leder Pontus Lidberg kan du opleve en forestilling med det bedste inden for moderne dans og ballet. Forestillingen byder på optræden fra balletstjerner fra blandt andet New York og Cuba. Find dansehumøret frem og nyd en times forestilling ganske gratis –  du behøver ikke have billet til museet for at se showet.

 

SØNDAG

// Foto: Facebook-begivenhed

 

MEGA KUP! PÅ GODSBANEN 

Sted: Godsbanen. Kl.: 12.00. Mønt: 40 kr.

Er du til indendørs søndagshygge og gode kup? Så tag til MEGA KUP! på Godsbanen kl. 12.00-15.00, hvor du kan købe luksus secondhand-tøj ved private stande til studievenlige priser. Mega kup! har eksisteret i 14 år, så du kan roligt forvente et succesfuldt arrangement med tøj til kvinder i alle aldre.

 

SALSA I SANDALERNE 

Sted: Studenternes hus. Kl.: 17.45-22-30. Mønt: 40-60 kr.

Har du en indre salsadanser gemt i maven, og vil du sætte smil på søndagshumøret? Studenternes hus er værter for Salsa & Zouk Night på søndag, hvor du kl. 17.45-18.45 kan få salsaundervisning på nybegynder-, letøvet eller øvet niveau. Fra kl. 19.00-20.00 er der undervisning i Zouk eller Cuban lounge og herefter fyrer DJ TBA op for søndagsstemningen med det bedste mix af latin-musik.

 

ÅBEN HAVELÅGE 

Sted: Gallo Gartneriet. Kl.: 14.00. Mønt: Gratis.

Hos Gallo Gartneriet i Risskov kan du søndag komme til “åben havelåge”, hvor du kan se haven og købe blomster og planter. Til rundturen i det grønne kan du købe te, kaffe og hjemmebag. Der er lagt op til en hyggelig søndag i naturen, og kl. 15.00 kommer Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience på AU, og fortæller om “mirakler og biologisk mangfoldighed”.