Weekenden står for døren og byder på alsidige arrangementer som filmvisning, Street Food Festival, koncerter, pub-quiz og meget mere. Gør dig nogle gode kup til loppemarked, brætspilsmarked og fiskeauktion. Selvom vejrudsigten skjuler sommeren godt, så bugner kalenderen stadigvæk af en masse events og arrangementer i bedste sensommerstil. Afsti afsted – selvom det måske bliver med regnslag på. God weekend!

Torsdag 

// Alle fotos: Facebook-begivenhed

Vest for paradis // Filmvisning af Tårnet

Sted: Andromeda 8220 Kl.: 20-22:30 Mønt: Gratis

Filmvisningen hos Andromeda er denne aften et samarbejde mellem Andromeda og Yallah. Først på programmet er Yallah, som byder velkommen og præsenterer filmen med små oplæg om at være palæstinensisk-danske. Tårnet er en norsk animationsfilm, der, på humoristisk vis, dykker ned i Israel-Palæstina-konflikten, en familiehistorie, kaos, tro og håb.

Aztek releasekoncert

Sted: Fairbar Kl.: 20-21:30 Mønt: Gratis

Fairbar danner rammen om aftenens releasekoncert af Azteks tre nyeste singler. Aztek spiller alternativ rock, der bærer præg af melankoli og energi, og som ikke mindst er et godt bud på storbyrock i dag.
Desuden kan vi hos VINK også præsentere Aztek til VINK POP UP x Cluster Square lørdag under festugen, hvilket vi ser meget frem til!

Fredag

Street Food Festival Aarhus 2019

Sted: Officerspladsen Kl.: Fredag kl. 16-21, Lørdag kl. 11-21, Søndag kl. 11-20 Mønt: Gratis

Street Food Festival løber af stablen denne weekend og byder på en masse lækre kulinariske oplevelser. Hiv dine gode venner og familie under armen, så I kan slentre rundt mellem de mange boder, der byder på alverdens gademad og drikke. Der er mere end tyve madboder at finde, så der er noget til enhver smag. Det svære bliver bare at vælge. Foruden det kulinariske er der desuden planlagt en masse forskellige aktiviteter for både store og små.

Projekt Bourgogne vol. 1

Sted: Colabs (på Sydhavnen) Kl.:  18-02 Mønt: Afhænger af af tørsten og sulten

Denne aften er første aften i Projekt Bourgognes navn. Aftenen vil byde på en utraditionel fest med fin fransk vin, rockmusik og gratis tatoveringer til de første ti, der melder sig! Det er et pop-up arrangement med det formål at bringe Bourgogne-vin ud af de fine, formelle rammer og ud til et større publikum, der denne aften kan feste og danse med et lækkert glas vin i hånden. Til den lette sult vil der være en østersbar, som eftersigende skulle gå rigtig godt sammen med den gode hvidvin.

Lørdag

Brætspilsmarked

Sted: Aarhus Brætspilscafé på Fredensgade Kl.: 12-15 Mønt: Gratis

Eftermiddagen på caféen starter med et marked, hvor det vil være muligt at finde mange forskellige slags brætspil til billige penge. Hele eftermiddagen vil det desuden være gratis at spille diverse spil, og fadøl sælges til 35 kroner.

Sommerfest hos fiskehandleren

Sted: P. Clausens Fiskehandel Kl.: 12-18 Mønt: Gratis

Fiskehandleren holder sommerfest på parkeringspladsen foran butikken. Menuen står på grillet hummer, søkogte rejser, dansk jomfruhummer eller østers. Orkestret Touch of Shadows giver koncert og spiller op til dans på pladsen. Sidst men ikke mindst er der fiskeauktion klokken 15:30 med priser, der starter ved 1 krone. What’s not to like?

Søndag

Marked i Parken

Sted: Pladsen mellem Musikhuset og ARoS Kl.:  10-15 Mønt: Gratis

Flagsstangsmarked indtager pladsen foran musikhuset og ARoS endnu en gang til Marked i Parken. Et svimlende antal stande vil lokke med billige priser på loppefund, madboder kan afhjælpe sulten, Musikhuset præsenterer livemusik og ARoS inviterer til udendørs kunstoplevelser. Der er altså noget for enhver lyst og smag denne søndag på den grønne plads midt i byen.

Pub-quiz på Under Masken

Sted: Café Under Masken Kl.: 19-21 Mønt: Gratis

Søndagskuren på Under Masken afholder pub-quiz, som jo er en sikker vinder. HAPS kommer forbi med lidt poetry slam, og der vil være præmier til vinderne, billige øl til alle og god stemning i Under Maskens særlige ånd.