Sommerens afslutning nærmer sig med hastige skridt – det kan vi ikke komme udenom. Måske er du allerede startet på job eller studie, måske har du ferie en uge eller to endnu. Uanset hvad, så skal det ikke stoppe dig fra at have den fedeste weekend af alle dine aarhusianske venner! Denne weekend står især i madens tegn – men også musik, fest og farver er på programmet. VINK giver dig her nogle fede forslag til, hvordan DU får den fedeste weekend!
TORSDAG
OST, OST OG MERE OST
Sted: Salling Rooftop Kl.: 08.30-15.45 Mønt: 150 kr
Er du vild med ost? Måske endda lidt mere vild med ost end den almene osteelsker? Så er en Cheese Walk da lige noget for dig! Mejeriforeningen og ostekulturkampagnen Ost & ko har nemlig sørget for en hel dag i ostens tegn, hvor man kan få lov til at se, høre og smage en helt masse. Dagen starter ud med kaffe og morgenost på Salling Rooftop, hvorefter turen går ud til tre forskellige ostehandlere og mejerier. Så hvis du er en mus efter ost, så skal du da med her!
AARHUS’ (MÅSKE) STØRSTE DANSEFEST
Sted: Ridehuset Kl.: 17.00-02.00 Mønt: 115 kr
Efter et laaaangt halvandet-års tid med corona, nedlukninger og udskydelser, kan vi nu endelig se frem til normalitet. Og det fejrer Double Rainbow og Aarhus Volume med den største dansefest, vi har haft i Aarhus i lang tid! 500 mennesker er der plads til, og der er sørget for DJs, der skal sætte et brag af en fest i gang. Så hvis du trænger til et ordentligt dance-party, så ses vi i Ridehuset!
FREDAG
AARHUSIANSK PUNK OG PLADEUDGIVELSE
Sted: Sway Kl.: 20.00-02.00 Mønt: 0 kr (+ drikkevarer)
Hvis du er lidt mere til punk og rock, så skal du da en tur på Sway fredag aften, hvor der er rigelig med god larm. Klokken 20 kommer det aarhusianske band Rådne Lunger og spiller fra deres splinternye plade, der er fyldt med fantastisk nedturspunk, og klokken 21 overtager Something Wicked This Way Cometh. De er en række af DJs, der spiller alt godt blandet af new wave, industrial, gothic rock, synth pop, new romantics og (post)punk. Så hvis du er klar på en helt igennem rådden aften (på den gode måde), så er Sway stedet!
LØRDAG
SYDFRANSK SKALDYRSFESTIVAL PÅ AARHUS Ø
Sted: Restaurant Havnær Kl.: fra kl. 12 Mønt: fra 600 kr
Lørdagen står på skaldyr og bobler, og restaurant Havnær står klar til at servicere dig. Kokkene har samlet de bedste skaldyr fra Limfjorden, Vesterhavet og vandene omkring Læsø, og de venter bare på dig. Skaldyrsfestivalen, der allerede starter om torsdagen, giver dig rig mulighed for at få afprøvet alt lækkert fra havet, som du måske altid har villet, og måske med en lækker sydfransk vin ved siden af!
FOREDRAG OG FÆLLESSPISNING
Sted: Café Mellemfolk Kl.: 17.00-20.00 Mønt: Gratis
Måske kom du til at bruge alle dine penge på skaldyr, måske kan du bare godt lide gratis ting, men uanset hvad, så er Café Mellemfolk stedet for dig. Klokken 17 er Aske Jonatan Kreilgaard nemlig klar med sin gribende fortælling “Du skal overleve,” der tager dig igennem Askes egne erindringer og oplevelser, samt stiller vigtige, politiske spørgsmål omkring EU og flygtningesituationen. Efter fortællingen vil der være vegansk fællesspisning, som selvfølgelig også er gratis. Så tag et smut forbi til en bid og et lyt!
SØNDAG
EN SUR OG SØD FOOD WALK
Sted: Ved indgangen til Aarhus Domkirke Kl.: 10.00-12.00 Mønt: 399 kr
Hvis du synes, en Cheese Walk var fedt, men du måske ikke er til så meget ost, så er en Food Walk noget for dig! Food Week, som egentlig er hele uge 32, sørger for flere forskellige events og Food Walks i løbet af ugen, og denne lørdag står menuen på en rundtur i Aarhus’ gader. I jagten på alt fra det sure til det søde kommer du blandt andet forbi La Cabra, Hammans, Emma 1990, kombuchabryggeri Mundbjerg og Mammis Gelato, hvor du har rig mulighed for at smage og høre en masse spændende. Så hvis du er til god mad og en god historie, så skal du med på lørdagens Food Walk!
SOUNDWALK + SUNRISE PERFORMANCE
Sted: Domen på Aarhus Ø Kl.: 05.00 Mønt: Gratis
Jeg ved godt, at klokken 5 er en del tidligere end hvornår, de fleste står op på en søndag, men der er en god grund til at sætte vækkeuret! Nemlig en Hyperreal Sunrise! Ung Nordisk Musik sørger for en city soundwalk, hvor Aarhus bliver koblet sammen med virtuelle Hyperrealities, lavet af komponisten Martin A. Hirsti-Kvam. Det skulle eftersigende give en nærmest spirituel oplevelse af de aarhusianske omgivelser koblet sammen med lyden. Derudover slutter eventet af med en solopgangs-koncert af den københavnske vocal group ilinx. Det er en søndag morgen, der vil starte næsten magisk!
God weekend til folket!
// Coverfoto: Rebecca Rossen