Det nærmer sig august, og den danske sommer har for alvor spist en god mundfuld af den sydelige sol. Det eneste, der nu umiddelbart adskiller os fra den Italienske Riviera, er cikaderne og de til dels bedre isvafler. Aarhus skinner, menneskene skinner og weekenden byder på en række af festlige events, der ligger op til lange nætter, et smil til en fremmed og ømme danseben! Hermed denne uges weekendguide – fra os til jer. 

 

TORSDAG

// Foto: Dome of Visions

 

TONER FRA BURKINA FASO

Sted: Dome of Visions. Kl.: 18.00-22.00. Mønt: Gratis.

Savner du også noget mere fællessang og dansefester i hverdagen? Så tag til “Toner fra Burkina Faso” i Dome of Visions, hvor bl.a. den danske sangerinde, Anastassia Vanja, fortolker danske sange og SocieTrees-formand, Phine Wiborg, fortæller om vigtigheden i musik, sang og dans som del af landsbyernes kultur og tro. Der vil være musik, trommer, improvisation og vigtigst af alt: godt humør og fællesskab.

//Foto: Bora Bora

 

FUNDAY – SUN…THURSDAY!

Sted: HeadQuaters (Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C). Kl.: 23.00-00.05. Mønt: Gratis.

Thursdays at HeadQuarters. Det kan ikke siges bedre end HeadQuaters selv: ”Med udgangspunkt i funk, soul, Motown og disco, tager vores resident deejays, jer med en tur på HeadQuarters’ lækre dansegulv. Hver deejay fortolker aftenen på hver deres måde, men du kan være sikker på, at der altid vil være plads til flirt, fest og dans. På HeadQuarters er musikken og festen i højsædet og du vil kunne ryste røven til nye tracks, men også feste til de gode gamle hits.”

 

FREDAG

// Foto: Kirstine Kiilerich – Dansk Arkitektur Center

 

RAMT AF BYEN

Sted: Musikhuset Aarhus – Musikhusstrøget. Kl.: 11.00. Mønt: Gratis.

Arkitekturfotos er ofte så fokuserede på selve bygningen og sjældent de mennesker, som faktisk skal bruge den. I fotoudstillingen Ramt af Byen har kurator Marie Stender i samarbejde med Dansk Arkitektur Center samlet fotos, der har valgt at gå bort fra de traditionelle arkitekturfotografier med mennesketomhed og hule bygninger og derimod sætter skarpt på samspillet mellem huset og dem, der bor i det. Politiken får det sidste ord med, som d. 31. oktober 2017 skrev: ”…det hele flyder umærkeligt sammen, så man til syvende og sidst får en oplevelse af byen som en stor levende organisme.” Damn. Kan man andet end at se den nu?

Se kurator Marie Stender fortælle om udstillingen her! 

 

3,2,1 SKATE!

Sted: Godsbanen (Skovgaardsvej 3, 8000 Aarhus C). Kl.: 19.45. Mønt: Gratis.

Friday Night Skate (FNS) har igen arrangeret en kollektiv skater-tur for alle de, der vil skate gennem Aarhus i byens smukkeste aftentimer – perfekt før fredagsfilmen eller inden dansegulvet skal flækkes. Ruten er ca. 15 km lang og varer til ca. kl. 22.00. Udover sit gode humør skal man huske beskyttelsesudstyr efter eget behov! (Alle har et hoved, knæ og hænder, så alle har et behov!).

 

LØRDAG

// Foto: SpotRoyal

 

GAZELLER OG SVENSKE KÆRLIGHEDSTONER!

Sted: SPOT Royal v. Immervad – Scenen ved Åen. Kl.: 14.30-16.00. Mønt: Gratis.

SPOT Festival skriver om Erik Jonasson: ”[…] med sin lowkey singer/songwriter-stil skaber han udtryksfulde melodier i den mørke ende. Jonassons musik bevæger sig i et behageligt lydunivers, der ofte er meget dybfølt i udtrykket. Hans musik kredser om de store følelser, som ulykkelig kærlighed og forhold.”. Er du ikke til den svenske Justin Bieber, kan du til fordel høre de efterfølgende; nemlig Moses:”Andreas”, der med deres elektroniske R&B-stemninger og jordnære tekster vil få dig til at svinge hofterne og Tuborg-koppen til hittet “Gazeller” eller “Super Like”. Hvis du alligevel bare ser Netflix eller spiser ærter på bælg, så kan du ligeså godt smutte forbi SPOT Royal og lytte til noget dejligt musik.

// Foto: Facebook-event

 

BAS UNDER BUEN

Sted: Under Ringgadebroen. Kl.: 15.00-23.00. Mønt: Gratis.

Bro, bas og bajer. Det mystiske, åbne rum under Ringgadebroen bliver igen i år lavet om til nattens svedigste danseklub, hvor høje bastoner holder din hjerterytme intakt, og kolde drinks og diverse madboder holder dit insulinniveau kørende. Du vil se frem til at kunne hoppe højt til kunstnere såsom Lucy Love, Eddy 8000, Shaq, Zookeepers mm. Men alt dette fungerer bedst med vennerne ved din side – så tag alle dine dansekompagnoner i hånden, og så ses vi ellers med en løftet (bas)arm til Bas Under Buen!

 

SØNDAG

// Foto: AarhusUpdate

 

STELLA POLARIS

Sted: Botanisk Have. Kl.: 12.00-21.00. Mønt: Gratis.

De brander sig selv som verdens største chill-out-event, hvor det eneste, man skal tænke på, er, hvor dejligt man kan have det. Stella Polaris er en gratis, udendørs én-dags festival, hvor især den elektroniske verden indtager scenen og sørger for svedige beats, så dine hønse-nikkende-hovedbevægelser-og-rytmiske-bukken-i-benene-dancemooves endelig kan komme til udtryk. Eventet er for alle i alle aldre. Line-up’et består bl.a. af Go Go Berlin, Palma, Tons of Fun mf.

Til de friske så har vennerne fra Sway sagt ja til at holde særligt søndagsåbent, så festen kan fortsætte med bordfodbold, bajere og endnu flere timer med dans natten lang.