Tredje weekend nærmer sig og vi begynder at kunne se lys for enden af tunnelen. Den juleferie-blues du oplevede sidste uge har nu lagt sig, og de af os der sidder med eksamener, bevæger os også snart ind i opløbet til mållinjen. Vi har samlet gøremål til denne uges weekend, der rækker vidt og bredt. I et sammensurium af film, fest og flødebanko giver VINK dig alle de værktøjer, du har brug for at komme igennem januars gråtoner.

 

TORSDAG

Hvordan tager Hitler sig ud gennem øjnene på et barn? // Billede: Facebook begivenhed.

Premiere på Taika Waititis Jojo Rabbit

Sted: Øst for Paradis. Kl.: 14:30. Mønt: 115.

Den New Zealandske instruktør og manuskriptforfatter Taika Waititi fik sit kommercielle gennembrud i Marvel-universet, men var tidligere bagmanden bag de fantastiske indie-komedier Boy, Hunt for the Wilderpeople og What we do in the shadows. Nu kommer han med, hvad der lader til at være en kombination af hans skæve hoved og krøllede universers sat i en mere klassisk big screen Hollywood kontekst. Jojo Rabbit er fortællingen om en dreng i Hitlers Tyskland, der en dag finder den jødiske pige, hans mor har skjult. Dilemma! Hvad gør man, når ens usynlige ven manifesterer sig som et barns opfattelse af Hitler selv?

 Fredag

Der skal fløde til på en fredag // Billede: Facebook begivenhed.

Fredagsbar & flødebanko

Sted: Frontløberne Kl.: 15:00. Mønt: Gratis

Duoen Popmaché står bag DJ pulten til fredag aftens flødeevent arrangeret af Foreningen Sydhavnen. Arrangementet er til dig, der synes, at der både skal fløde i dine ører og i din drink. Spark weekenden rigtig lækkert i gang til Fredagsbar & Flødebanko! Uagtet den helt åbenlyse VINK-nepotisme, der informerer vores begejstring for Popmaché og arrangementet her, så kan man jo altså aldrig rigtig få fløde nok. Tallene på bankopladen er skiftet ud med lækre flødesange til øregangene, som komplimenteres smukt af flydende White russian til svælget.

Mellemfolk re-launch X DJ Vivien Oldys

Sted: Frontløberne Kl.: 15:00. Mønt: Gratis

Cafe Mellemfolk har ikke haft det for nemt. Først åbnede de i Vestergade og måtte flytte efter potentiel nedstyrtningsfare i det gamle byggeri. Efter midlertidigt ophold i Domen er Café Mellemfolk nu landet solidt på Mejlgade 53 (det tidligere Gyngen). Der er gratis alt muligt, om du er til kaffe, bajer eller hjemmelavet brownie. Gå amok, og bliv senere forført af den lettiske DJ Vivien Oldys musikalske vibes, når klokken rammer 20.

 

Y2K party på BLÅ

Sted: Klosterport 4U Kl.: 21:00 Mønt: Gratis

For de af jer der ikke fik stimuleret jeres ’00 nostalgi tilstrækkeligt nytårsaften, kommer her muligheden for en fest med throwback til Boogie-lister, Cult Shaker og tvivlsomt kluns. BLÅ (Blues Lounge Århus) lægger rammer til fredagens ’00-fest ved Klosterport.

 

LØRDAG

Få værktøjer til din klimakamp i Huset Trøjborg // Billede: Facebook begivenhed.

40’er funkis på Aarhus rådhus

Sted: Rådhuset. Kl.: 10:00. Mønt: 100.

Der er intet, der slår elektronisk lettisk inducerede tømmermænd tilbage som lidt frisk luft. Gå en tur op på Rådhuset og få i samme ombæring stimuleret din indre arkitekt med lidt fredet 40’er-funkis? Tag på guidet rundtur i Rådhuset og nyd januarudsigten fra Rådhustårnets top. Her får du lov til at betræde de smukke, hemmelige kroge inden for de tykke marmormure.

 

Debat- og aktivistdag om klimakampen

Sted: Huset Trøjborg. Kl.: 10:00-20:00. Mønt: 100.

I en blanding af oplæg, workshop og debatter diskuteres der på Trøjborg, hvordan vi imødekommer de forandringer i vores hverdag, klimaforandringerne nødvendigvis betinger. Forskellige ”spor” sætter forskellige relevante temaer på dagsordnen herunder biodiversitet, energi, trafik og den personlige klimakamp. Du kan deltage i et tema eller dem alle. Ydermere vil der være politisk samtalesalon med repræsentanter fra forskellige politiske partier. Tag med og få skærpet input til, hvordan du former klimadagsordenen.

 

Søndag

Fastelavnsbolle dekadence er en måde at forberede sig på den snarlige wienerbrødshøjtid // Foto: Lagkagehuset.

ReThink Repair

Sted: Mindet Kl.: 13.00 Mønt: Gratis

Brug søndagen på bæredygtige sysler. ReThink Repair åbner dørene til reparation og genbrug i fællesskab hos GeLinde. Det er 2020, og det er slut med smid-ud-kultur. Så tag dine gamle ejendele med, og gør dem brugbare igen med dejlig hjælp fra de skønne frivillige.

 

FastelavnsbolleCRAWL

Sted: Aarhus midtby Kl.: Hele dagen Mønt: ca. 25-30 (per bolle)

Okay. Fair nok. Der er en måned til endnu, og med dette indslag er vi muligvis skyldige i at skubbe startdagen for årets højtider tidligere og tidligere igang. Men en måned til at finde sin yndlings fastelavnsbolle er ikke meget, og sat i det lys siger vi uden skam: “Fastelavn er lige på trapperne!” Tag på en hjemmestrikket fastelavnsbollevandring til at slutte ugen af med. Lagkagehuset har fået de velkendte kager på hylderne, men tag også en tur forbi Mor Anna, Briançon eller, hvis du er i museumshumør, forbi Bagerforretningen i Den Gamle By. Alternativt kan du aflægge alle besøg samme dag og derefter lægge dig i et selvinduceret fastelavnsbollekoma.

 

// Coverbillede: VINKredaktionen