Weekendguiden – uge 26

Weekendguiden – uge 26

Weekenden er PROPPET med fede events, og jeg har forsøgt mit allerbedste, at udvælge de fedeste til jer i denne guide; og skal love for, at der er noget for enhver, om du er til dans, planter, fest eller udspring.

Torsdag

 

Er du en ligeså stor plante-elsker som Léon, så kan du denne torsdag tage til plantebanko på planecaféen (der er selvfølgelig også åbent for jer, der ikke er så plante-glade). // Gif: Giphy.com

Torsdagsbar: Plantebanko

Sted: Plantecaféen Kl.: 19.00-22.00 Mønt: 35 kr.

Hvis du er typen, der er tosset med planter og bare ikke kan bruge nok tid med dem, så synes jeg, at du denne torsdag skal tage med til plantebanko. Her får du nemlig muligheden for at få ekstra kvalitetstid med planterne (og de venner du nu skulle have, der ikke er planter). Hvis du er den heldige vinder kan du endda tage endnu en plante med hjem til vindueskarmen – så lad dit venskab med planterne gro!

Aarhus Jazz Orchestra feat. Wycliffe Gordon

Sted: Atlas Kl. 19.30-23.00 Mønt: 155 kr.

Kan du heller ikke vente til sommerens jazz-festival løber af stablen, så bare rolig! Der er masser af fede jazz-tilbud i byen inden da, og denne torsdag kan du blandt andet opleve den fantastiske basunist Wycliffe Gordon, når han, i en hyldest til Mardi Gras fyre op for en fest uden lige!

Fuldmåneaften om sommerhimlen

Sted: Steno Museet Kl.: 20.00-21.00 Mønt: 60 kr.

Denne torsdag kan du tage forbi Steno Museet og høre om de lyse nætter, der er særlige for Norden. I selskab med idehistoriestuderende og astronomiformidler Marcus Lee Naldal, vil du bliver guidet rundt i sommerens stjernebilleder, lys og mørke i et forsøg på at finde ud af, hvad nattehimlen betyder for os.

Fredag

Hver fredag frem til 21. september, kan du tage med på Friday Night Skate. // Gif: Giphy.com

Afgangsudstillingen ALL – ROUND på Rådhuset

Sted: Rådhuset Kl.: 14.00-17.00 Mønt: Gratis

Fra d. 29. juni og frem til d. 23. juli kan du i Råhusets arkitektoniske omgivelser opleve Arkitektskolens afgangsudstilling. Med temaet ALL – ROUND ønskes der i afgangsprojekterne at vise arktitekturens mange facetter: dens bredde, dybde og relevans.

Friday Night Skate

Sted: Godsbanen Kl.: 20.00-22.00 Mønt: Gratis

Om du er til inliners eller side-by-side, så kan du denne fredag (og faktisk alle fredage frem til 21. september) tage rulleskøjterne frem fra gemmerne. Friday Night Skate inviterer nemlig til en en hyggelig fredagstur under solnedgangen, hvor du kan rulle derudaf sammen med andre rulle-glade typer.

Salsaboyz

Sted: Gyngen Kl.: 21.00-01.30 Mønt: 50kr.

Er du vild med at danse, men har du bare aldrig helt fået styr på de der salsa-moves? Så kan jeg glædeligt fortælle, at du denne fredag kan få gjort noget ved det! Hos Gyngen bliver der nemlig skruet op for de latinamerikanske rytmer, hvor Salsaboyz kommer forbi for at undervise i salsa. Når de forskellige basic hofte-moves er kommet på plads,, vil aftenens dansegulv dernæst blive forvandlet til et helt salsotek!

Lørdag

AARHUS HAVNEBAD ÅBNER ENDELIG!! // Gif: Giphy.com

 

Åbningsfest – Aarhus Havnebad

Sted: Bassin 7 Kl.: 13.00-16.00 Mønt: Gratis

Så sker det endelig. Aarhus Havnebad åbner! Om du kommer for at se springerne fra Frem Odenses Udspring, eller du blot kommer for selv at teste havenebadet – så skal jeg love for, at sol og sommer er på programmet. Så tag dine dykkerbriller på, dine venner under armen og kom og vær med!

Aarhus Volume Gadefestival

Sted: Godsbanen Kl.: 12.00-02.00 Mønt: 80 kr. (for både lørdag og søndag)

Denne weekend bliver byens sejeste bydel omdannet til en kæmpe gadefestival, hvor programmet i alt har fire spor: sport, kunst, musik og mad. Du vil altså kunne opleve alt fra GadeSport, GadeTalksUrban Music Lab til lækker GadeMad og meget, meget mere. Hvis det umiddelbart lyder rimlig sprødt, men de 80 kr. virker lidt for pebret, så kan du melde dig som frivillig. Festivalen løber af stablen både lørdag og søndag.

Circle of Trust: Third Wife ⊕ Yearling ⊕ Tristan

Sted: Dome of Visions Kl.: 21.00-01.30 Mønt: Gratis

Circle of Trust er et nyt aarhusiansk klubinitiativ, der ønsker at give byens natteliv noget mere substans. Dette gør de blandt andet ved at fremvise landets mest interessante nyere elektroniske musikere, og deres anden koncertrække finder sted i Dome of Visions, hvor du vil kunne opleve Third Wife, Yearling og Tristan.

Søndag

Denne søndag kan du tage forbi Bispetorvet og lære linedance! // Gif: Giphy.com

 

Toy-Con

Sted: ÅFS-Centret Kl.: 11.00-15.00 Mønt: 10kr.

Hvis du, ligesom mig, også er vokset op med Barbie, Ninja Turtles, Polly Pocket og Motormus fra Mars, så kan du denne søndag tage på en nostalgisk rejse tilbage i tiden, når Toy-Con gæster Aarhus. Her vil ÅFS-Centret nemlig blive pakket med alverdens legetøj fra 80’erne og 90’erne. Om du blot tager forbi til et kig, eller tager forbi for at finde den helt specielle Power Ranger figur, du aldrig fik som barn, så koster det kun en 10’er at komme ind.

Sommerdans

Sted: Bispetorvet Kl.: 16.00-17.00 og 18.00-20.00 Mønt: Gratis

Har du brug for at få kroppen lidt i gang denne søndag, kan du tage forbi danseteltet på Bispetorv, der denne søndag byder på en ordenlig omgang line-dance! Så kridt danseskoene, tag dit bedste Dolly Parton outfit på, og tag venner under armen til sommerdans. Jeg er sikker på, at det vil blive en søndag, I sent vil glemme!

Skriv en kommentar