Sommeren skulle meget gerne nærme sig med hastige skridt, selvom vejret virker til at være lidt uenig i sådan en opfattelse. Denne uges weekendguide præsenterer dog stadig den kulturelle palette på fornemmeste vis gennem et velovervejet udpluk af dét, du kan opleve i Aarhus i de næste dage. For weekendguiden byder på en masse skøn musik og sommerbar med swap-market. Du kan blive klogere på nogle litterære talenter, der så inderligt gerne vil lukke dig ind i deres vidunderlige verden. Og der er også mulighed for at udfolde dig kreativt samt demonstrere din generelle viden. Du kan slutte ugen af med en bevægende film eller lattervækkende serie. Der er lidt for enhver kulturentusiast. Og den her skribent er nok gået lidt over gevind. For så er der faktisk også lige en bonus-begivenhed til at starte den næste uge med. Så find solbrillerne frem (fingers crossed), ha’ de kolde drinks ved din side og sæt kursen mod de forskellige events.

TORSDAG

Litterær fordybelse uden begrænsninger

Sted: Dokk1 (et af mødelokalerne – tjek skærmen eller spørg i receptionen) Kl.: 13:00-15:30 Mønt: Gratis

Fortællinger fra fortovet er et skriveværksted med rummelighed. Her får du mulighed for at skrive alt, hvad hjertet begærer. For det handler i sin enkelthed om at skrive, hvad du finder interessant – filmmanuskripter, romaner, digte eller noget helt andet. Og det er helt uden forbehold. Du kan simpelthen ikke gøre noget forkert. Så du kan skrive om alt eller intet, skrive med dit foretrukne redskab, på hvilket som helst sprog. Det er kun din egen kreativitet, der kan sætte grænserne.

Sankthansaften med Institut for (X)

Sted: Institut for (X), Godsbanen Kl.: 16:00-23:00 Mønt: Gratis

Vi kommer ikke uden om, at det er Sankthansaften. Og institut for (X) har i sinde at fejre lyset og livet. Så du har muligheden for at tilbringe eftermiddagen og aftenen i godt selskab, hvor du også finder lækker mad og gode drikkevarer. MEN! Du skal nok komme i god tid, hvis du vil bestræbe dig på at få en siddeplads.

Quizaften med Steve (who is Steve??)

Sted: Tir na nÓg. Kl.: 19:00-21:00 Mønt: Gratis

Er du lidt af et konkurrencemenneske? Har du altid svarene lige ved hånden? Og er du den i vennegruppen, der ikke behøver Google? Det er faktisk fuldstændig underordnet, om det gør sig gældende eller ej. For uanset hvad kan du jo selvfølgelig også tilbringe din aften med at deltage i den ugentlige Quiz på Tir na nÓg. Her kan du i godt selskab, og med Steve som Quiz-Master, demonstrere din almen viden og endda måske gå derfra lidt klogere. Det er dog en rigtig god idé at komme tidligt for at få de gode pladser.

En fortælling om kærligheden til Skotland

Sted: Musikhuset Aarhus Kl.: 20:00 (varighed: ca. 1 time og 30 minutter) Mønt: 280 kr.

Hvad bliver resultatet, når forskellige musikgenrer kombineres på baggrund af en kærlighed til det skotske? Det kan du lige præcis finde ud af, hvis du får bestilt billet til Caledonian Crossroads. Her smelter jazzen sammen med klassisk musik og skotsk folkemusik til en helt unik oplevelse af uforglemmelige indtryk.

Det er et kæmpe orkester bestående af Aarhus Jazz Orchestra og Randers Kammerorkester, der mødes på scenen sammen med skotske Claire Hastings og dirigenten David Riddell. Dette grandiose sammenspil smelter genrerne sammen og derved præsenterer os for et helt nyt musikalsk udtryk, der bærer præg af orkestrenes ophav samt lyden af den skotske musiktradition og særegne historiefortællinger.

Du vil blive mødt af storslåede arrangementer af skotske viser og helt ny musik komponeret af David Riddell og John Riddell, der har udviklet koncerten sammen. Det er et projekt, der udspringer af en far og søns fælles musikalske ophav – en opvækst i det skotske højland, barndomsminder om de forunderlige bjerge på den anden side af havet samt den skotske kultur og hjertevarme. Det kommer tydeligt til udtryk gennem musikkens, at de finder en glæde over at kunne præsentere den skotske folkemusik i helt nye rammer – den slags prikkende glæde der tvinger én til at smile fjoget.

Desuden er Claire Hastings bemærkelsesværdig for sine evner til at fortælle historier gennem musikken. Og til dette arrangement vil du opleve, hvordan hendes klang på fornemmeste vis flettes ind i den monumentale musik fra orkestrene og forstærker fortællingerne baseret på den skotske musiktradition. Så du kan roligt glæde dig til en helt igennem særlig og storslået musikalsk oplevelse.

Du finder billetter til arrangementet her.

FREDAG

Release Event på Sydhavnen

Sted: Kasa Kasa Kl.: 15:00-00:00 Mønt: Gratis

Så har vi nået weekenden. Og der er skam rigeligt at foretage sig gennem de næste dage. Vi fortsætter inden for musikkens rammer. Fredagen bærer nemlig præg af musikkens tilstedeværelse i Aarhus’ gader og stræder. Du kan blandt andet tage til Release-Event for KLUB22 – den nye natklub i byen – hos kasa kasa sommerbar.

kasa kasa er et eksperimenterende studie centreret omkring mad, arkitektur og kunst, hvor sommerbaren er en oase midt på Sydhavnen. Her er kolde drikke i skyggen, musik, varme nætter og havnens summen i det fjerne.

Du vil kunne opleve en sen-eftermiddag og aften med talks, filmvisning og musikalsk indslag, hvor du også finder kolde drinks og lækker mad. Og selvfølgelig i godt selskab efter eget ønske. Så tag vennerne med ned på Sydhavnen.

Fredagskoncert på Torvet med Echo Me

Sted: Lille Torv Kl.: 16:00-17:30 Mønt: Gratis

Eftermiddagen byder altså på noget helt unikt. UNCOVER og Music City Aarhus 2022 præsenterer artister hver fredag fra slutningen af april til starten af september. Lige præcis denne fredag kommer Echo Me forbi.

Den danske indie/folk/pop act Echo Me er en erfaren entertainer, som kan interagere med et hvilket som helst publikum. Der er en grad af dualitet i hans stemme – den er på én og samme tid både stærk og skrøbelig. Og sangskrivningen er catchy, melankolsk, personlig og umiddelbar. Der er en realisme, en gennemtrængende pointe – noget man kan reflektere sig i og nikke ivrigt genkendende til – der forstærker den overbevisende fortælling. Historierne er fortalt på en humoristisk og hjerteskærende måde, og de tager udgangspunkt i en traditionel songwriter-kultur. Men Echo Me har omsvøbt dem i en moderne lyd, hvor genrerne sætter scenen.

Det er helt klart værd at bruge eftermiddagen i selskab med den her stærke historiefortæller. Hvis det lyder den mindste smule spændende, eller faktisk bare i det hele taget, så se at kom afsted!

Den alternative mulighed

Sted: Radar Kl.: 21:00 (Dørene åbner kl. 20:00) Mønt: 150 kr.

Fredag aften har du muligheden for at opleve Camilla Munck og Nils Gröndahl hos RADAR – to af de stærkeste navne på den alternative musikscene.

Camilla Munck er en af de mest markante stemmer på den alternative scene herhjemme. Hun har i flere år imponeret som skaberen af – og performeren i – prægnante værker. Og de seneste år har hun virkelig slået sit navn fast som soloartist, blandt andet med albummet AEON fra efteråret 2021. Her bevæger hun sig i et eksperimentelt indiepop-univers, hvor teksterne og musikken består af tydelig emotionel lydhørhed, originalitet og autenticitet.

Den dansk-tyske violinist Nils Gröndahl var fra slutningen af halvfemserne med til at åbne og definere et helt nyt kapitel i dansksproget populærmusik. Udover et mangeårigt engagement i Under Byen har han spillet med en lang række anerkendte bands – blandt andet Broken Twin, MØ og Kellermensch. Sidste år udkom han med ny musik som var overvældende instrumental, filmisk og nærmest billedskabende.

Du finder billetter til arrangementet her.

(Onlinesalg af billetter slutter, når dørene åbner. Såfremt der ikke er blevet udsolgt, kan billetter købes i døren på koncertaftenen.)

LØRDAG

Kreativ bæredygtighed

Sted: Café Mellemfolk Kl.: 11:00-16:00 Mønt: Gratis

Det er altså en fantastisk følelse at kunne genbruge materialer og give dem et helt nyt liv. Og du har mulighed for at blive kreativt involveret i processen. Så udover at det er underholdende, er det jo selvfølgelig også vildt godt for miljøet. What’s not to love?

Har du lagner eller andre materialer liggende, som du gerne vil genbruge til sommerens tilbehør? Så har Café Mellemfolk løsningen. De inviterer nemlig til en workshop om, hvordan du laver din helt egen tote bag. Bare rolig. Hvis du ikke har noget genbrugeligt i skufferne, så finder de materialerne til dig.

Sommerbar med Swap Market

Sted: Frontløberne Kl.: 15:00-22:00 Mønt: Gratis entré (30 kr. for en plade + Sun Lolly)

Mangler du noget godt læsestof til sommerferien? Måske står du faktisk og mangler et par praktiske shorts? Okay. Lad os nu være helt ærlige. Vi har vel alle prøvet at mangle et eller andet til den længe ventede ferie. Og mens vi har forsøgt at rode hele lejligheden igennem efter netop den ene ting, så har vi fundet en masse andet, vi godt kan undvære.

Club Curious’ Sommerbar byder på swap-market, hvor du gratis kan bytte dig til de ting, du lige står mangler. Du medbringer bare de ting, du kan undvære og swapper med de ting, som du har behov for inden for sommertøj – i alle størrelser, farver og former – bøger på alle sprog samt planter og stiklinger.

Du kan selvfølgelig også bare slappe helt af ved at nyde de skønne forfriskninger og sprøde snacks i deres sol-oase. For du skal da være klar kl. 20.00, når der bliver skruet op for ‘Sommerhits & Sun Lolly’-musikbanko. Alle tallene på pladen bliver skiftet ud med de største sommerhits – du har uden tvivl hørt dem på festivalerne gennem årene.

Så tag dine venner med til en rigtig hyggelig sommerbar under solens stråler og i sommerens summen i Sydhavnen, inden Club Curious holder lang sommerferie! Husk dog den gode swap-stil, så der er nok til alle.

OBS! Plader købes i baren eller reserveres på forhånd ved at sende 30 kr. til deres Mobilepay 878195. Vis din kvittering i baren.

En litterær rejse

Sted: Vogn 1, Godsbanen (Skrivekunstskolen) Kl.: 16:00-18:00 Mønt: 40 kr. (MobilePay eller kontant i døren)

Litteraturen på Scenen sætter fokus på ikke bare den helt nye litteratur men også de helt nye forfattere med oplæsningsrækken LIPS & Debutanterne. Det er altså din mulighed for at blive lidt klogere på nogle af de nye litterære talenter. Og du kan se frem til at møde tre forfattere, der har utroligt meget forskelligt at byde dit litteraturhjerte.

Maria Hesselager debuterede sidste år med Jeg hedder Folkvi på forlaget Gutkind. Det er en fri fortolkning af den tidlige vikingetid og bevæger sig mellem det psykologiske og mytologiske. Fortællingen omhandler grænseløs søskendekærlighed, tilfældigheder og at ville fastholde en tid med al sin magt.

Johanne Mygind debuterede sidste år som romanforfatter med Kærlighedens år på Gads Forlag. Det er en rå, rørende slægtsfortælling om tre generationer af kvinder. Det er en fortælling om nye begyndelser og den arv, vi bærer med os – og om historierne i en familie, der aldrig bliver fortalt.

Niels Erling er sceneinstruktør, uddannet Master of Fine Arts in Theatre og debuterede sidste år med Til min far på forlaget Turbine. Det er en kærlighedserklæring til en døende – et spinkelt forsøg på at holde fast i et liv, der svinder bort. Om hvordan kærlighed kan have trange kår i en hård og forvirrende tid. Det er en skildrer tiden, når livet er allerværst.

SØNDAG

Øst for Paradis eller sofaudgaven

Sted: Øst for Paradis eller din valgte streamingtjeneste Kl.: 12:00 og 17:40 Mønt: 80 kr. (eller hvad et abonnement til streamingtjenester koster.)

For en film- og serie-entusiast som mig lyder det absolut vidunderligt at kunne slutte ugen af med en god film eller serie – måske endda begge dele! Jeg kan helt klart anbefale Belfast. Dette mesterværk, der frembringer de bedre kvaliteter af Kenneth Branagh som instruktør, følger drengen Buddy og hans barndom i de tumultariske 60’ernes Nordirland, hvor de sociale forhold ændrede sig dramatisk inden for kort tid. Det her beundringsværdige coming-of-age Britiske drama og erindringsværk er fuld af spænding, følelser men også humor trods de mange udfordringer, Nordirland gennemlever. En sprudlende varm, nostalgisk og sentimental beretning, hvor en menneskelighed kigger frem fra enhver sprække. Det er en påmindelse om livene, der så smertefuldt kommer i klemme i det politiske spil. Og den barnlige uskyld – naiviteten – bliver den søde kerne.

Jeg har endnu ikke været inde at se hverken Grotten eller Skolen ved verdens ende, men de kunne nu nok også være et godt bud på en søndag eftermiddag i biografens omsluttende atmosfære. Der er også sofaudgaven, hvis det er mere tiltalende på sådan en søndag. For du kan jo flade ud på sofaen, mens du ser et standup-special på Netflix eller en af de mange andre streamingtjenester. Uanset hvad er det en skøn måde at lade op til en ny uge på.

BONUS INFO: Poesiaften på en mandag

Sted: Fairbar Kl.: 19:30-22:00 Mønt: Gratis

Har du en poet gemt i maven? Er du en erfaren digter? Eller elsker du blot at lytte til poesiens skønne rytme og uforglemmelige ord, alt imens du nyder en god drink? Så skal du uden tvivl komme til åben poesiaften hos Fairbar.

Der er plads til alle poesiinteresserede, og der vil være mulighed for at læse ens egne digte op i løbet af aftenen. Du skriver dig bare på oplæsningslisten, og så får du tildelt seks minutters scenetid. Og du vil kunne skrive dig på flere gange, såfremt at der er plads på listen. Så tag din notesbog med til en hyggelig aften i poesiens verden.

Coverbillede: // VINKaarhus