Sidste weekend tog Northside Festival al opmærksomhed med god grund – og vi er kun lige kommet i gang, hvad angår festivaller denne sommer. Denne weekend byder på både litteratur- og yogafestival i Aarhus. Derudover kan du blandt en masse andet tage til udendørs koncerter eller nogle af de mange mange markeder. 

// Foto: Facebook-begivenhed

Torsdag

VM på havnen

Sted: Havnepladsen mellem Toldboden og Navitas, Kl.: Afhængig af kampstart, Mønt: Gratis

DR viser samtlige VM-fodboldkampe på havnepladsen mellem Toldboden og Navitas på havnen. Når du ikke er opslugt af kampe, kan du købe mad og drikke og deltage i et hav af forskellige aktiviteter. Torsdag d. 14. juni vises første kamp, og den sidste vises d. 15. juli, så hvis du ønsker at kombinere fodbold og godt vejr, er der altså her den perfekte mulighed.                      

LiteratureXchange

Sted: Godsbanen, Dokk1, ARoS mm. Kl.: 14. juni – 24. juni, Mønt: Gratis eller pris afhængig af særskilte arrangementer

For første gang løber Aarhus internationale litteraturfestival LiteratureXchange af stablen fra d. 14. juni og 10 dage frem til d. 24. juni. Du får mulighed for både at møde danske og udenlandske forfattere, lytte til traditionelle oplæsninger, debatter og ikke mindst litteratur i utraditionelle rum. Festivallen ønsker at stille spørgsmål ved og udfordre vores forståelse af os selv og verden, rykke holdninger og skabe perspektiv.

Fra udsigtstårnet på Aarhus havn // Foto: Rebecca Rossen

Fredag

Aarhus Yogafestival

Sted: Skt. Lukas Kirkeplads 1, Kl.: 15. juni kl. 16-19 – 17. juni kl. 9-18, 18. juni kl. 9-15, Mønt: 385 kr.

Aarhus Yogafestival 2018 løber af stablen denne weekend fra fredag til søndag. Sving din yogamåtte over skulderen og tag til yogatimer med mange forskellige instruktører, foredrag og meditation. Nyd at bevæge din krop og dit sind og muligheden for at dykke mere ned i hele yogauniverset.

All you need to know about Aarhus

Sted: Teatergaden, Kl.: 11:00, Mønt: Gratis

All you need to know about Aarhus er en engelsksproget guidet gåtur igennem byen, som blandt andet vil føre til Domkirken, Møllestien og ARoS. På turen vil der blive fortalt om byen og om alle dens historier og fortællinger, som vil gøre dig klogere på Aarhus, selvom du har godt styr på Aarhus i forvejen.

// Foto: Facebook-begivenhed

Lørdag

Opera i Skanseparken

Sted: Skanseparken, Kl.: 15-17, Mønt: Gratis

Den hyggelige park i hjertet af Aarhus på Frederiksbjerg fyldes lørdag eftermiddag med operakoncert. Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester er gået sammen om at skabe Opera i Skanseparken, hvor du kan få mulighed for kvit og frit at nyde lyden af alt fra gamle klassikere til helt nye mesterværker guidet af eftermiddagens konferencier Mikkel Fønsskov. Parken vil altså blive fyldt af lyd og underholdning i form af et officielt arrangement, som det faktisk ofte skete før i tiden.

Boggods

Sted: Godsbanen, Rå hal, Kl.: d. 16. juni kl. 12:00 – d. 17. juni kl. 17:00, Mønt: Gratis

Et af arrangementerne, som hører under LiteratureXchange er Boggods på Godsbanen. Det er en fejring af ”vedrørende og kunstfærdig” litteratur, som arrangørerne beskriver det. Det er din mulighed for at møde bogforlag og litterære tidsskrifter, opleve udgivelsesreceptioner, oplæsninger og musikalske oplevelser.

// Foto: Facebook-begivenhed

Søndag

Marked i Parken

Sted: Pladsen mellem Musikhuset og ARoS, Kl.: 10-15, Mønt: Gratis

Søndage i sommerhalvåret bruges vel ved at tage på markeder og gøre andres aflagte til dit eget guld. Et ud af mange markeder i Aarhus i denne tid er Marked i Parken, som foregår på pladsen mellem Musikhuset og ARoS. Der vil være flere end 100 stande, så der er god chance for at finde skatte. Derudover står Musikhuset for livemusik til arrangementet og ARoS vil naturligvis byde på kunstoplevelser og ikke mindst så vil Aarhus Mad og Marked sørge for, at du ikke bliver sulten.

Koncert i Spejlbassinet

Sted: Pladsen foran Musikhuset, Kl.: 13, Mønt: Gratis  

I Spejlbassinet foran Musikhuset har Musikhuset åbnet en ny udendørs scene. På scenen i de fine omgivelser vil både mere erfarne, nye og lokale musikere og kunstnere komme til at spille hen over sommeren og holde koncerter. Hver weekend i løbet af hele sommeren vil der være koncerter og arrangementer på pladsen, og nu på søndag er det Christian Alvad (DK) & Anna Wersén (S), der har æren.