Kan du mærke det, kære læser? Sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Og snart er det tid til at sænke skuldrene, smække benene op og tage et velfortjent hvil, mens solen forhåbentlig skinner fra sin bedste side. Inden da må vi væbne os lidt med tålmodighed. Men frygt ej, for du kan forsøde ventiden med en masse kulturelle oplevelser. I denne uges Weekendguide fortsætter vi lidt i litteraturens baner med festivalen LiteratureXchange. Er du ikke den store læsehest, byder guiden heldigvis også på musik, genbrugsguld, og sommerbar. Så læs med, og find din næste weekendaktivitet!

Torsdag

Ung og Upcoming – dokumentarpremiere

Sted: Domen, Inge Lehmanns gade 22, Aarhus Kl.: 19.30 Mønt: 50kr.

Torsdag kan du komme til premiereaften på SEINs nye dokumentarserie Ung og Upcoming. Dokumentaren følger de to aarhusianske bands Angående mig og Undertekst, mens de hver især forsøger at navigere i den store, vide musikverden som ung og upcoming kunstner. Med SPOT Festival som musikalsk kulisse er vi med de to bands både før, under og efter festivalen og oplever deres op- og nedture i jagten på og drømmen om det store gennembrud.

Efter dokumentaren er der samtale og Q&A med Undertekst, som kan fortælle meget mere om, hvordan det er at være ung og upcoming kunstner i musikbranchen. Så om du selv har en spirende musiker i maven, eller om du bare er nysgerrig på dét arbejde, der ligger bag livet i rampelyset, så tøv ikke med at bruge din torsdag aften her.

Biletter skal købes i døren.

Sommerkoncert med Airo

Sted: Musikhuset, Aarhus Kl.: 19.30 (koncerten starter kl. 20.00) Mønt: Gratis entré

Har du mere lyst til at høre musik i stedet for at se en film om det, så er der heldigvis ikke langt mellem snapsene i Aarhus. Det rytmiske a cappella-kor Airo inviterer til sommerkoncert i Kammermusiksalen i Musikhuset. Airos repetoire spænder bredt, så til koncerten kan du både høre lækre fortolkninger af alt fra Kim Larsen til Dua Lipa.

Derudover kan du få lov til at opleve et unikt stykke musik, når Airo begiver sig ud i VOPA-kunsten. VOPA står for ‘vocal painting’, og som navnet antyder, er det en form for sangmaleri, hvor Airo skaber musik ud fra ren improvisation og korets egen fantasi. VOPA er ofte en smuk oplevelse, fordi det aldrig er til at forudse, hvilken vej musikken tager. Derfor er det bestemt en oplevelse værd!

Fredag

Kom ud i de lange, lyse sommeraftener og tag den gode stemning med. Måske ender du hos kasa kasa? // Foto: Kio Jørgensen Ng

Åbningsfest hos Kasa Kasa

Sted: Kalkværksvej 5G, 8000 Aarhus Kl.: 17.00 Mønt: Det du vil spendere på din sult og tørst

Sommer = sommerbar. I hvert fald ifølge kasa kasa. Og så er det jo godt, at kasa kasa netop åbner deres sommerbar denne fredag. Til åbningsfesten er der både mad og kolde drikke for enhver smag: naturvin, drinks, fadøl, saft, kakaomælk og meget andet. What’s not to like? Musikken og hyggen er i højsædet indtil kl. 24, hvor Kasa Kasa siger “på gensyn i morgen”, for de holder nemlig åben hver torsdag, fredag og lørdag hele sommeren!

Har du ikke mulighed for at komme til åbningsfesten, er der derfor masser af chancer for at hygge i Kasa Kasa-style.

LiteratureXchange: Gå fra sans og samling

Sted: Godsbanen Kl.: 19.30 Mønt: 75kr. for unge under 30 eller stjernebillet

Også i denne uges Weekendguide er der litteratur på menuen, for litteraturfestivalen LiteratureXchange er stadig i fuld gang. Fredag kan du komme til samtale med Tomas Espedal, som er kendt for bogen Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. En bog om et liv som kunstner, der både vil finde friheden, livet, og sig selv. Det er Tomas Espedal, der er hovedperson i bogen, og i den er der flere beskrivelser af de lange vandreture, han har været ude på med sig selv og sine tanker.

Til samtalen vil han fortælle om, hvad han får ud af at gå, hvad naturen giver ham, og hvad det gør ved litteraturen. Thomas Espedals samtalepartner er David Turner, der er litteraturkritiker og redaktør ved Weekendavisen, og det foregår på norsk og dansk. Er du interesseret i en spændende litteratursamtale, så kan du finde billetter til arrangementet lige her.

Lørdag

Lad duften af blomster omfavne dig, mens du krejler dig gennem Botanisk Have. // Foto: Kio Jørgensen Ng

Aarhus-digte på Aarhus Ø

Sted: Teatret Gruppe 38, Irma Pedersens Gade 222 Kl.: 15.00 Mønt: 30kr.

Vi fortsætter i litteraturen, nu med digtoplæsning på Aarhus Ø. De to Aarhus-digtere Mads Mygind og Johs Thorst læser op af deres digte og fortæller mere om det at være digter. Johs Thorst har udgivet Vejen til Ø mens Mads Mygind blandt andet har skrevet Jeg stiger på en bus ud til Gellerup. De to digtere skriver altså om og fra Aarhus fra forskellige by-perspektiver.

Du kan købe billetter i døren, men du kan også købe billetter på LiteratureXchanges hjemmeside.

Fleas and trees loppemarked

Sted: Væksthusene og Botanisk Have Kl.: 10.00 Mønt: Afhænger af dine loppefund

Kalenderen skriver juni, og det betyder også, at vi er gået ind i højsæsonen for loppemarkeder. Et af dem finder du denne lørdag i den altid grønne Botanisk Have. Boderne starter ved Væksthusene, og følger ellers Peter Holms vej hele vejen gennem Botanisk. Hvad er bedre end at lufte din indre krejler til duften af blomster og frisk luft? Slå et smut forbi, og se om du kan gøre dig et heldigt fund.

Søndag

Når dig og din makker har fundet den helt rigtige is, hvorfor så ikke spadsere lidt rundt, mens I guffer? Ingerslev Boulevard har flere hyggelige kroge. // Foto: Kio Jørgensen Ng

Spis is og vær’ glad

Sted:  Din favorit isbod Kl.: Is kan spises på alle tidspunker Mønt: Hvor stor en is, vil du have?

Jeg har set ind i fremtiden, kære læser. Og i skrivende stund fortæller den altså, at søndagen byder på sol og tørvejr. Hvorfor ikke udnytte det med en is? Jeg læste engang et skilt, hvor der stod “You can’t buy happiness, but you can buy ice cream, and that is pretty much the same thing”. Dét livssyn fortjener at blive hædret noget mere. Så begiv dig ud i verden, tag en makker under armen og spis is til I begge mærker den kølende glæde strømme fra maven og ud i resten af kroppen.

En symfoni til Aarhus

Sted: Musikhuset Kl.: 15.00 Mønt: 100kr.

Hvis Aarhus var en symfoni, hvordan ville den så lyde? Det kan du finde ud af til arrangementet En symfoni til Aarhus. I en række møder med mennesker fra Aarhus har kunstnere suget indtryk og sanser fra byen til sig og udfolder det nu i en symfoni til og om Aarhus. Det er det klassiske ensemble Lydenskab, som præsenterer værket i samarbejde med blandt andet Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Sinfonietta og mange flere. Slut din weekend af i storslået stil til et bud på, hvordan Aarhus kan lyde.

Du finder biletter til arrangementer på Musikhusets hjemmeside.

Rigtig god weekend!

 

Coverbillede: // VINKaarhus