Det nye år er så småt begyndt at røre på sig og det skal fejres! Mens corona igen-igen har lukket ned for kulturelle tilbud i den fysiske verden, har Weekendguiden kigget sig lidt rundt og byder her på oplevelser, som er tilgængelige i denne uge, sikkert og varmt bag skærmen af din laptop eller telefon.

TORSDAG

STARTMØDE FOR IVÆRKSÆTTERE

Sted: Online via Microsoft Teams Kl.: 16:30 – 18:00 Mønt: Gratis

Det er et splinternyt år og måske sidder du med ambitioner om at kaste dig ind i kreativitetens muskuløse arme: Går du med tanker om at skabe din egen virksomhed? Er der praktiske overvejelser og tanker omkring iværksætter-vejen, som du har på sinde?

Aarhus Bibliotekerne disker sammen med STARTvækst Aarhus et online event på bordet onsdag d. 13. januar, hvor tips og tricks indenfor iværksætteri-branchen vil blive delt: Til intromødet dækkes bl.a. hvordan man kommer i gang, hvad giver mest mening i forhold til virksomhedsform og hvad med moms og SKAT? Alt dette og mere bliver dækket, når der inviteres indenfor i online-sfæren atter engang (mange tak, corona).

Arrangementet afholdes via Teams, og du kan melde dig til her: https://startvaekst-aarhus.nemtilmeld.dk/125/

Du vil på dagen for arrangementet modtage et link, som vil føre dig ind i mødet. Du skal installere Microsoft Teams på din computer. Modtager du ikke et link, bedes du skrive til info@startaarhus.dk.

FREDAG

 

PODCAST: JEG PLEJEDE AT TRO PÅ FOR EVIGT

Sted: Online Kl.: Whenever you want Mønt: Gratis

Kulturstederne er lukket ned for nu – så det eneste, vi kan gøre er at væbne os med tålmodighed og trille tommelfingrene, indtil at det er forsvarligt igen at kunne mødes i de vante rammer.

Hvorfor ikke bruge den første måned i året på at lytte til landsforeningen Liv&Døds podcast, som handler om tab i livet? Præmissen lyder måske fantastisk deprimerende, men podcasten Jeg Plejede at Tro på For Evigt behandler respektfuldt og eftertænksomt menneskers tab af et betydningsfuldt individ i deres liv. Samtalerne bringer lytteren igennem forskellige typer af tab og er så livsnære, som de kan være – om du måtte have mistet en nær relation for nyligt eller stadig sørger, så sætter samtalerne ord på svære følelser.

Podcasten bringer hverdagslivet i perspektiv, når man lytter til de dybt personlige fortællinger i hvert afsnit.

Lyt til podcasten Jeg Plejede at Tro på For Evigt lige her: Jeg Plejede at Tro på For Evigt

 

LØRDAG

 

POPPEA – EN MODERNE FEMME FATALE!

Sted: Online fra Bora Boras hjemmeside Kl.: 19:30 – 20:30 Mønt: Gratis

Der er musikalsk teater i sigte! Det er online, men det skal ikke stille dig i vejen for at have en god oplevelse, når Bora Bora blænder op for den italienske opera Poppea – En Moderne Femme Fatale!

Operaen udspiller sig i et dekadent, moderne erhvervsmiljø – parfumehuset “L’impero Nero”. I et univers præget af velstand, luksus og glamour stræber ambitiøse karrieremennesker efter at stige i graderne – uanset prisen. Sangfaggruppen ved Det Jyske Musikkonservatorium opfører L’incoronazione di Poppea (1642) af Claudio Monteverdi i en frifortolkning omsat i en nutidig kontekst: fra antikkens Rom til et dekadent, moderne erhvervsmiljø, bydes der på skruppelløse magtpersoner, som sætter deres egne drifter højst.

Se livestreamingen af teaterforestillingen Poppea – En Moderne Femme Fatale! her: https://bora-bora.dk/livestreaming/

 

SØNDAG

 

VANDRETUR PÅ MOLS HOVED

Sted: Skødshoved Havn, Det gamle pakhus Kl.: 11:00 Mønt: 299,- + gebyr

Måske skulle 2022 skydes i gang med en lille vandringstur? Og ja, helt korrekt at oplevelsen ikke er at finde helt specifikt i Aarhus, men hvis oplevelserne ikke kan komme til en selv, så må bjerget komme til dig – eller lignende. Hvis du har mulighed for at køre med i en bil, er destinationsstedet Skødshoved Havn kun en times kørsel væk fra Smilets By.

Arrangøren Green Active Tours står for en forfriskende vandretur på den sydlige del af Mols Hoved, hvor der ikke kun kommer til at være naturrige omgivelser at tage ind – men også fortællinger omkring herregården Isgård og det bakkede landskab.

Vandreturen starter og slutter på Skødshoved Havn, hvor der i gamle dage gik dampskib til og fra Aarhus med gods og passagerer. Vandreruten går langs den rå kyst nedenfor de høje klinter, hvor Kjeldshoved og Mols Hoved vil blive rundet.

Ruten er ca. 11-12 km, og terrænet er meget varieret, så bring dine bedste vandresko og overtøj, som passer til omstændighederne. Der holdes frokostpause, hvor en sandwich og økologisk sodavand, som er inkluderet i prisen, kan nydes.

Der er et max antal af 16 deltagere, og er der under 6 personer tilmeldt 48 timer før turstart, aflyses turen.

Køb din billet til Mols-vandring lige her: Mols-vandring med Green Active Tours

 

Coverfoto: // VINK