Påsken er lige om hjørnet, og er du så heldig at have fri hele ugen, så begynder din ferie allerede på fredag. Hvis ikke, så har denne weekend stadig en masse spændende at byde på som optakt til de påskeæg og den snaps, der snart følger. Læs med her om hvordan du kan deltage i verdens største silent disco, høre lækker musik, spise moules frites til den lyse morgen (næsten) og meget andet godt.

 

TORSDAG

Gå foråret i møde med moules frites og hvidvin i VinDanmarks lokaler. // Foto: VinDanmark

 

Vin & moules frites ad libitum

Sted: VinDanmark Kl.: 18:00-20:00 Mønt: 249,-

Sommeren sniger sig langsomt nærmere, så hvis du de sidste dage har drømt om sydlige himmelstrøg, så er du ikke alene. Du kan tage hul på sommersæsonen denne torsdag, hvor VinDanmark og Clausens Fiskehandel er gået sammen med det bedste fra hver: kølende hvidvin og moules frites ad libitum. Velbekomme!

 

Transformation – en fotoudstilling af Signe Vilstrup

Sted: Godsbanen Kl.: 08:00 – 22:00 Mønt: Gratis

I disse dage udstiller fotograf Signe Vilstrup sammen med PlanBørnefonden en række portrætter af kvinder fra Kibera, det største slumområde i Afrika, som er placeret udenfor Nairobi, Kenya. I de 13 portrætter gemmer sig historier om vold og overgreb men også individuelle historier om håb, glæde og drømme. Hvis du trænger til lidt at gruble over denne torsdag og til at få sat livet i perspektiv, så har du chancen her. Udstillingen løber helt indtil den 30. april!

 

FREDAG

Oplev JÆRV på Radar den 12. april. // Foto: Facebook-begivenhed

 

Aprilløbet – Jydsk Væddeløbsbane

Sted: Jydsk Væddeløbsbane Kl.: 15:45-19:00 Mønt: Gratis eller 225,- for mad

Indled weekenden og påskeferien på anderledes manér, når galophestene kommer på græsbanen efter en lang vinter. Hvis du er til fart og heste, så er en lørdagsudflugt til Væddeløbsbanen måske lige noget for dig. Hvis du ikke synes, at hurtige heste er nok i sig selv, så kan du tilkøbe en menu med alt fra tarteletter og fish and chips til spareribs af dansk gris i barbeque og ramsløg for 225,-.

 

Aarhus World Dance Day 2019

Sted: Amfiscenen Botanisk Have Aarhus Kl.: 17:00-18:30  Mønt: 5 $

Hvis du ikke kan vente til midnat med at kridte danseskoene, så dans dig vej gennem Aarhus’ gader med dine høretelefoner i ørerne og vennerne i hænderne, når dette års World Dance Day indledes. Har du heller ikke hørt om det før? Frygt ej og trods det uvisse for der er lagt op til fest og farver, som kun kan varme på en forårskold lørdag eftermiddag. For lidt dollars køber du adgang til en spilleliste, som leder dette silent disco optog og din vej ind i dansens forglemmelse – bare rolig, det ser lige så godt ud, som du tror.

 

JÆRV [support: Mars & Holly]  

Sted: Radar Kl.: 20:00  Mønt: 100,-

Efter du har danset dig varm, kan du fortsætte festen på Radar, hvor den danske duo JÆRV optræder med deres eftertænksomme og nærværende univers. I spændingsfeltet mellem new wave og electronica leger Amanda Glinsvad og Mathias Pedersen Smidt med danske tekster og poptoner, og det skal du ikke gå glip af.

 

LØRDAG

Tænk nye tanker om din by sammen med Burning man Project og Maker Faire under temaet ‘the Radical City’. // Foto: Facebook-begivenhed

 

The Radical City: Dreamers, Makers and Doers

Sted: Dokk1 Kl.: 13:00-16:00 Mønt: Gratis

Kender du Burning Man, den der store festival i USA, hvor folk i alle aldre klæder sig ud i vilde kostumer og eventyrlige kjoler, som kulminerer i en kæmpe afbrænding af et kunstværk i træ? Denne lørdag rammer Burning Man Project Aarhus, hvor European Leadership Summit afholdes på Dokk1 under temaet “Radical Cities”. I samarbejde med Aarhus Mini Maker Faire og Dokk1 inviteres offentligheden indenfor til en dag spækket med spændende oplæg, fremvisninger og snakke, der med garanti vil udfordre din måde at tænke byrum på.

 

Barselona + Support: Amanda Bøg

Sted: Train  Kl: 21:00 Mønt: 165,-

Lørdag aften kan du høre Barselona spille på Train. Bandet, bestående af Rud Aslak og Rasmus Theodor, blev på rekordtid et af de mest lovende på den danske musikscene og formåede at spille en række udsolgte koncerter foruden at spille på både Smukfest og Roskilde Festival. Det er gået hurtigt, og denne aften drøner de fortsat derud af, så skynd dig at købe billet, før der bliver udsolgt!

 

SØNDAG

Find dit næste kæreste eje på søndagens flagstangsmarked i Musikhuset. // Foto: Musikhuset

 

Flagstangsmarked i Musikhuset

Sted: Musikhuset Kl.: 10:00 – 15:00 Mønt: Gratis

Er du ude efter at gøre godt kup, så er flagstangsmarkedet i Musikhuset som regel et godt sted at starte. Her valfarter hundredvis af aarhusianere til for at købe og sælge tøj, sko, bøger og andre hengemte hemmeligheder til en god pris. Det er med sikkerhed Aarhus’ hyggeligste midtby-loppemarked i Musikhusets flotte forhal, hvor du efter dine gode indkøb kan nyde en kop kaffe og kage i caféen. Hvad er bedre end at slutte ugen af med et godt fund?

 

Søndagsquiz på Ris Ras

Sted: Ris Ras Kl.: 16:00 – 18:00 Mønt: Gratis (eller prisen på en øl eller to)

På søndag kan du få testet din viden om alverdens ligegyldige facts og finde ud af, om dine mange års studier alligevel har givet pote, når Ris Ras åbner dørene til deres fortolkning af en bezzerwizzer-pubquiz. Med to valgfrie fadøl på højkant og en absolut hyggelig atmosfære er der næppe noget, der taler for at bruge eftermiddagen et andet sted end på Mejlgade 24. Så grib fat i den klogeste person nær dig og kom afsted!

 

Det var alt for uge 15 – afsted med jer!

 

// Coverfoto: Erica Wyrdling